Af Kurt Hoffritz, U-landsnyt.dk
Verdens største bistandsdonor får ny kommissær for udvikling. Neven Mimica skal bl.a. sikre EU´s indflydelse i det globale udviklingsvirke og på de nye FN-mål (dagsorden 2030) efter 2015. Samtidig bliver 2015 europæisk år for udvikling.
I anledning af tiltrædelsen af Juncker-Kommissionen, der netop har påbegyndt sit arbejde for den næste 5-årige embedsperiode, er der samtidig tiltrådt en ny kommissær for internationalt samarbejde og udvikling.
Som ansvarlig for forholdet til udviklingslandene (DG DEVCO) venter der Neven Mimica to store opgaver.
De to hovedopgaver
At forhandle EU’s rolle og videreføre FN’s globale udviklingsmål under det nye program SDG (Sustainable Development Goals), der påbegyndes i perioden efter år 2015.
“The European Union should aim at taking a leading role for the post-2015 global development framework” Neven Mimica.
Den anden store opgave er at forny Cotonou-aftalen med ACP-landene (Africa, Caribbean and Pacific).
Cotonou-aftalen, som afløste Lomé-konventionen, indeholder primært en række handelspræferencer, som regulerer forholdet mellem EU og de tidligere kolonier.
Aftalen udløber i år 2020, men arbejdet med at forny den starter tidligt under Juncker-Kommissionen. Det fremgår af høringen i EU-Parlamentet, at man indenfor rammerne af partnerskabsaftalen fremover vil fokusere mere på forholdet til menneskerettigheder.
Profil
Neven Mimica er 61 og fra det nyeste EU medlemsland, Kroatien. Han er født i Split, socialdemokrat og privat er han gift og far til to børn.
Mimica er en af de få, som allerede er medlem af EU-kommissionen (hidtil som kommissær for forbrugerbeskyttelse), hvor han har arbejdet siden Kroatien blev optaget i EU sidste år.
Som politiker i Kroatien, hvor han har været økonomiminister, har han tidligere arbejdet med europæisk integration og handelspolitik.
Han er kendt for sin dedikation til EU, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at han udover sit modersmål behersker de tre europæiske “arbejdssprog” engelsk, fransk og tysk.
Ny rolle til kommissærerne
Kommissionens præsident, Jean-Claude Juncker, har meldt ud, at han vil udstyre vice-præsidenterne med politiske prioriteter indenfor teams af kommissærer, der skal arbejde sammen om opgaverne med henblik på en bedre styring, koordinering og opfølgning.
Han har også som en nyskabelse bedt kommissærerne være parate til at præsentere vigtige forslag og initiativer i nationale parlamenter, der fx skal sikre øget effektivitet i forhold til EU’s udviklingsbistand.
Neven Mimica kommer bl.a. til at have et tæt samarbejde med handelskommissæren, svenske Cecilia Malmström, og andre aktører inden for EU´s område vedrørende eksterne relationer.
Posten som chef for udviklingssamarbejdet har – bortset fra forgængeren lettiske Andris Piebalgs – indtil videre kun været besat af de “gamle” EU-lande, herunder Danmark, da tidl. energi- og udviklingsminister Poul Nielson (S) var udviklingskommissær (2000-2004).
“Nabostolen” som kommissær for EUs omfattende nødhjælp besættes af cyprioten Christos Stylianides.