EU-lande enige om fordeling af klimaløfter – Danmarks bidrag blandt de største

cimg1075
Thomas Jazrawi

EU-landene har dermed givet hinanden et grønt håndslag på den mest ambitiøse klimakurs i verden, skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse mandag. 

”Det gør mig glad og stolt som borger i EU. Aftalen viser europæisk vilje og sammenhold i en tid, hvor EU-skepsis har tag i mange. Og i en tid hvor den amerikanske præsident er ved at trække USA baglæns ud af den globale indsats mod menneskeskabte temperaturstigninger”siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Det var ikke nemt at komme til enighed. Flere lande var bekymrede for prisen på at skære ned på udledningerne og konsekvenserne for industri- og landbrugsproduktion.

”Hvis man døjer med stor arbejdsløshed, økonomisk underskud eller har en energitung produktion, kan jeg godt forstå, at ambitiøse klimamål kan synes sekundære. Noget som de andre må tage sig af. Men den tanke er fattig”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

“Jeg tror fuldt og fast på, at vi må have de lange briller på og sætte os høje mål. Det kan godt lade sig gøre at have økonomisk udvikling samtidig med, at man tager livtag med CO2-udledningen. Det er Danmark et eksempel på”, tilføjer han. 

Danmarks grønne regning

Der blev fra dansk side lagt  pres på for at få en aftale i hus, og det estiske EU- formandskab fremlagde  kompromisforslag, der i sidste ende viste sig at være afgørende for at få aftalen mellem EU-landene på plads.

Danmark forpligtelse bliver en af de største i EU. 39 procent skal vi barbere af vores CO2-udledninger fra transporten, landbruget og vores boliger i 2030 sammenlignet med 2005.

Det er et af de højeste mål i EU. Et mål vi har fået, fordi vi er blandt de mest velstående lande i EU. Men der tages også særlige hensyn til Danmark, fordi vi står med en særlig udfordring i landbruget, hvor det er vanskeligere at reducere CO2-udledningerne.

”Det er og bliver en stor opgave. Vi skal finde CO2-reduktioner i en bilpark, der i forvejen består mestendels af små økonomiske biler, i et landbrug, der er et af mest effektive i Europa og i en boligmasse, hvor mange allerede for længst har pensioneret oliefyret og isat efterisolering og energiruder”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

“Selvfølgelig er der masser reduktioner at hente. Det skal vi. Men de lavthængende frugter er efterhånden få. Og det næste træk vil kræve omtanke og blik for, hvor vi kan nedbringe udledningen, så det understøtter økonomien og jobskabelsen i Danmark”, fortsætter han.

I det kommende år vil regeringen præsentere sin strategi for, hvordan vi kan indfri vores EU-klimamål for 2030.