Mandag indleder repræsentanter for EU, Mellemamerika og Panamá 6. forhandlingsrunde om en asocieringsaftale. Det sker med en vis bekymring for, om verdens økonomiske nedtur vil føre til europæisk protektionisme og dermed et ringere resultat for de mellemamerikanske lande, skriver det økonomiske tidsskrift El Observador Económico, der udgives i Nicaragua.
Asocieringsaftalen har tre dele: Politisk dialog, udviklingsstøtte og frihandel. Da forhandlingerne indledtes i Costa Rica i oktober 2007 understregde alle parter, at de tre dele skulle samtænkes og have lige høj prioritet. Sådan er det ikke gået. Det er handelsdelen, der fylder. Det kommer den osse til ved det firedages-møde, der indledes i Bruxelles mandag.
Forud for forhandlingerne betingede EU sig, at der skulle komme fart på den mellemamerikanske integrationsproces, at handelsforhandlingerne skulle starte på nul og ikke tage udgangspunkt i den aftale, der allerede eksisterede. Endelig skulle Nicaragua, El Salvador og Guatemala tilslutte sig protokollen om den internationale krigsforbryder domstol, hvad de øvrige lande allerede havde gjort.
Integrationsprocessen har foreløbig ført til fremskridt i forhandlingerne om en toldunion. Der er ikke længere paskontrol ved grænserne, og torsdag underskrev El Salvador og Guatemala en aftale om fri bevægelighed for varer og mennesker mellem de to lande. De opfordrer de øvrige mellemamerikanske lande til at tilslutte sig.
Efter hårde forhandlinger gav EU sig og sagde ja til, at handelsforhandlingerne startede fra den aktuelle aftale.
Nicaragua, El Salvador og Guatemala nægtede at underskrive protokollen om krigsforbryderdomstolen med henvisning til, at det ville være i strid med landenes grundlove. Efter nogen armlægning opgav EU kravet for ikke ”at blande sig i landenes indre forhold”.
Mellemamerika og Panamá havde et hovedkrav til EU. Den europæiske landbrugsstøtte skulle på forhandlingsbordet. Det blev pure afvist. Landbrugsstøtte forhandles i WTO. Samme begrundelse, som USA brugte under drøftelserne af handelsaftalen CD-CAFTA, der er en aftale mellem USA, Mellemamerika og Den Dominikanske Republik.
Undervejs i forhandlingerne, 18. juni sidste år, sprang en bombe: EU vedtog hjemsendelsesdirektivet, der strammer grebet om immigrationen og specielt rammer de papirløse emigranter hårdt.
Det var et slag mod den politiske dialog. Især for Honduras. Efterhånden som USA har øget bevogtningen af sin grænse til Mexico, er stadigt flere honduranere taget til først og fremmest Spanien for at overleve økonomisk. De kommer ind på turistvisum, og når de tilladte 90 dage er gået, bliver de der, men uden opholds- og arbejdstilladelse. Honduras havde håbet på at få en indvandrer-kvote.
På mødet i Bruxelles skal der forhandles detaljer om toldbestemmelser. Lige meget, hvordan det ender, er der en frygt for, hvilke forhindringer andre dele af aftalen kan betyde.
Mellemamerikanerne er bekymrede for, at sanitære bestemmelser bliver en hovedhindring for eksport til EU. Landene har argumenteret, at udviklingen i regionen er så asymmetrisk (fra forholdsvis rige og veludviklede Costa Rica til ludfattige og ikke nær så udviklede Nicaragua), at der må skabes et differentieret system. Det har EU imidlertid afvist. Europæerne holder fast i, at der er tale om en forhandling mellem to regioner.
Uden for aftaleområdet frygtes det, at den faldende købekraft i Europa vil udhule et evt. godt resultat. Kommer det ikke til at gå så galt, er frygt nummer to, at mange mellemamerikanske producenter ikke vil være i stand til at levere varen, da de ikke har økonomi til at øge produktionen.
Med hensyn til udviklingsdelen af forhandlingspakken er det mest konkrete, at den samlede støtte fra EU til regionen ikke ændres. Det diskuteres at føre en del af midlerne over til projekter, der kan hjælpe landene med at opfylde de sanitære krav.
De mellemamerikanske forhandlere satser på, at aftalen skal være klar i løbet af første halvår af 2009. Derefter følger en lovrevisions – runde og ratifikation i landendes lovgivende forsamlinger. Holder planen, kan der skrives under i starten af 2010.
Interessen for forhandlingerne i civilsamfundsorganisationer, der har tradition for at gøre et særdeles aktivt stykke advocacy arbejde under internationale handlesforhandlinger har været mere end svag.
Kilder: El Observador Económico, El Salvadors økonomiministerium, det honduranske ONG netværk CHAAC
