EU-parlamentet: Wolfowitz bør gå

Redaktionen

Paul Wolfowitz bør træde tilbage som præsident for Verdensbanken, mener et flertal i EU-parlamentet, skriver EB online onsdag.

Med stemmerne 333 for og 251 imod besluttede parlamentarikerne onsdag, at Angela Merkel og formanden for EU-kommissionen, Jose Manuel Baroso, skal kræve, at Wolfowitz træder tilbage, når de i næste uge repræsenterer EU på et topmøde med præsident George Bush i Washington.

Wolfowitz er blevet afsløret i at tildele sin kæreste, Shaha Riza, en klækkelig lønforhøjelse, da han tiltrådte som præsident for Verdensbanken i 2005.

– Når han sætter hælene i på den måde, kompromitterer han hele organisationen og underminerer Verdensbankens anti-korruptions-politik, siger Caroline Lucas, et britisk medlem af De Grønne.