Et løfte om at levere 100 milliarder dollars til fattiges landes klimaindsats blev igen bekræftet af EU’s medlemslande på et ministerrådsmøde tirsdag.
Her skulle landenes finansministre nå til enighed om en række punkter. Et af dem var EU’s tilgang til de milliarder i klimastøtte til fattige lande, der er blevet lovet ved flere lejligheder i FN-forhandlingerne.
Konklusionerne fra ministerrådsmødet udgør det overordnede mandat, som EU tager med til COP22 i Marrakesh, hvor den næste store klimarunde finder sted i november.
”Klimaforandringer er uden tvivl en meget alvorlig global udfordring, og hurtig handling er stadig en topprioritet for EU. Offentlig klimafinansiering vil fortsætte med at have en afgørende rolle”, erklærer Peter Kažimír, den slovakiske finansminister og formand for ministerrådet under Slovakiets formandskab.
”Vi har bekræftet, at EU forpligter sig på at levere sin andel af industrilandenes mål om i fællesskab at mobilisere 100 milliarder dollars om året fra 2020 til 2025 til mitigation og tilpasning fra en bred vifte af kilder, instrumenter og kanaler”, fortsatte han.
Mitigation er indsatsen for at reducere de klimaskadelige udledninger, mens tilpasning henviser til planlægning for at undgå de værste ødelæggelser af klimaforandringernes hærgen.
De fleste fattige og klimaskrøbelige nationer har støtten til tilpasning som højeste prioritet, men flere undersøgelser har vist, at langt størstedelen af klimastøtten går til fattige landes reduktion af klimabelastningen.
Bliver taget fra udviklingsbistand
Det famøse løfte om de 100 milliarder dollars er skrevet ind i adskillige aftaledokumenter, men selve beløbet blev i sidste øjeblik fjernet fra teksten i Paris-aftalen. Det skyldtes, at man ikke kunne nå til enighed om en nærmere definition af dem.
Læs mere om klimafinansernes skæbne i Paris sidste år her: https://globalnyt.dk/content/analyse-det-fik-de-fattige-og-klimaskroebelige-i-paris
Det blev dog indskrevet i beslutningsteksten fra topmødet sidste år, at man skal arbejde videre med dette spørgsmål i Marokko.
”De flotte aftaler fra klimatopmødet i Paris sidste år vil kun blive til virkelighed, hvis der også kommer penge og støtte fra de rige lande. Det er derfor glædeligt, at EU's finansministre nu melder ud, at de tager opgaven alvorligt”, siger Mattias Söderberg, klimarådgiver ved Folkekirkens Nødhjælp.
”Jeg savner dog en udmelding om, hvordan EU skal finde de mange penge, og ikke mindst hvordan de vil bruge dem. Erfaringen viser, at en stor del af EU's midler til klima bliver taget fra traditionel udviklingsbistand. Det er ikke i orden”, tilføjer han.
Udviklingslande har længe holdt på, at støtten skal være ”new and additional”, og dermed ikke skal tages fra den udviklingsbistand, som allerede eksisterer. Vendingen bruges ikke i konklusionerne fra EU’s ministerrådsmøde.
EU-landene byder imidlertid industri-landenes arbejde med at lave en køreplan for overførslen af milliarderne velkommen, og man ser frem til at have afsluttet denne køreplan før konferencen i Marokko.
En nærmere definition af klimafinanserne og en køreplan for udbetaling af dem står højt på Syd-landenes krav til klimaforhandlingerne i Marokko.
COP22 starter i Marrakesh d. 7. november.