EU vil stoppe vold mod kasteløse

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

1. februar vedtog Europaparlamentet en resolution, der anmoder den indiske regering om at stoppe volden mod dalitter, de henved 165 millioner indere, der lever på bunden af kastesystemet, skriver Folkekirkens Nødhjælp på sit website.

Resolutionen er en sejr for bevægelsen mod kastediskrimination, som nu anmoder regeringer rundt om i verden om at lægge yderligere pres på centrum-venstre regeringen i New Delhi for at stoppe diskrimination af kasteløse.

– Vi er meget tilfredse med vedtagelsen af resolutionen, erklærer Jonas Nøddekær, der er formand for det danske Dalit Solidaritets Netværk (som har sekretariat i København).

Håber på dialog

– Jeg ser resolutionen som en kraftig tilkendegivelse fra de europæiske parlamentarikere om, at den nuværende situation er helt uacceptabel, og at et land som Indien, der netop nu har én af verdens højeste vækstrater, skal gøre meget mere for helt konkret at komme diskriminationen til livs, siger Jonas Nøddekær.

Han håber og forventer, at der nu vil komme en dialog og et samarbejde med den indiske regering om en forbedring af forholdene for de kasteløse.

EU forsømte kritik

Det danske medlem af Europaparlamentet, Margrethe Auken, der har lavet oplægget til resolutionen, er også godt tilfreds med vedtagelsen.

– Kastediskrimination i Indien er en af de bedst bevarede hemmeligheder, hvad angår overtrædelse af menneskerettighederne. Men indtil nu har EU forsømt at påtale dette alvorlige emne åbent. Den indiske regering er i årevis sluppet for kritik fra både EU og FN og har endda forsøgt at neddæmpe kritikken i resolutionen, siger Margrethe Auken.

Hun anfører, at EU nu i forbindelse med den voksende handel med Indien må lægge pres på den indiske regering og forlange basale rettigheder overholdt for alle indere.

Virksomheder kan hjælpe

Jonas Nøddekær håber, at virksomheder, der investerer i Indien, også vil arbejde for at forbedre forholdene for dalitter og dermed være med til at reducere den systematiske diskrimination.

Folkekirkens Nødhjælp har i årevis arbejdet med at bekæmpe diskrimination af kasteløse – både gennem lokale indiske samarbejdspartnere og via det danske og internationale dalit solidaritets netværk.

EU resolution mod kastediskrimination

I flere tusinde år er Indiens kasteløse blevet holdt nede, diskrimineret og udnyttet. Resultatet er, at 90 procent af de over 160 millioner kasteløse, der i dag findes i Indien, hører til gruppen af de allerfattigste.

Diskrimination på grund af kaste er ellers forbudt ifølge indisk lov. Men en ting er, hvad der står i loven. Noget andet er praksis, der gør, at langt de fleste kasteløse stadig bor isoleret i udkanten af landsbyerne, aldrig får en uddannelse og lever af at arbejde som daglejere under slavelignende vilkår.

Ganske vist er der overalt i Indien indført et kvotesystem, der sikrer, at en vis del af alle jobs i den offentlige sektor skal gå til de kasteløse.

Der er afsat pladser til dem på universiteter og andre læreanstalter. De skulle være sikret et antal pladser i de lovgivende forsamlinger, både på lokalt og nationalt plan. Der er også indført en lov, der skulle sørge for oprejsning til kasteløse, der beviseligt har været ofre for diskrimination.

På papiret ser det godt nok ud, men trusler, korruption og uvidenhed gør, at systemet ofte ikke virker efter hensigten. Kritikere påpeger desuden, at sådanne kvoteordninger virker udemokratiske og er med til at opretholde diskrimination og modvilje mod de kasteløse.

Kilde: www.noedhjaelp.dk