Knap to tredjedele af kontrakter om ydelser og varer til brug i Danmarks bilaterale bistand tilfaldt i 2015 og 2016 danske virksomheder. Det viser de seneste tal fra OECD’s udviklingkomité DAC.
Med en andel for “egenkøb” på 65 procent (værdi) placerer Danmark sig dermed i den røde ende af skalaen med syv øvrige OECD-lande, som alle henter mere end halvdelen af deres ydelser og varer i egen baghave.
Læs også: Danske virksomheder nyder bedst af dansk bistand
De danske tal vækker undren hos Polly Meeks, som er Senior Policy and Advocacy Officer hos det europæiske ngo-netværk Eurodad.
“Danmark afrapporterede i 2016, 99 procent af sin bistand som afbundet, så man vil forvente, at virksomheder fra andre lande har en fair chance for at konkurrere om de danske kontrakter og at det også vil komme til udtryk i en større geografisk spredning på de kontrakter, der tildeles. Det giver grund til at spørge, i hvilken grad Danmarks stærke principper på området er blevet oversat til praksis,” siger Polly Meeks til Globalnyt.
I henhold til OECD’s såkaldte Untying Recommendation fra 2001 har Danmark “afbundet” tæt på hele sin bilaterale bistand til de fattigste lande.
Det vil kort fortalt sige, at der ikke længere er fastsatte krav om brug af danske virksomheder knyttet til brugen af dansk bistand til de fattigste lande – de såkaldte LDC (Least Developed Countries) og HIPC (Heavily Indebted Poor).
Danmark indgik i perioden 617 kontrakter til en værdi af 89,3 millioner dollars. Heraf tilgik de 365 kontrakter til en værdi af 58,1 millioner dollars virksomheder i Danmark.
I samme periode blev der tildelt 125 kontrakter til en værdi af blot 4,3 millioner dollar til virksomheder i gruppen af de fattigste modtagerlande (de såkaldte LDC og HIPC lande).
“Når man tilgodeser virksomheder i donorlandet på den måde, så forbigår man en mulighed for at gøre brug af lokale producenter og vareleverandører i det globale syd – selvom vi ved, at dette har en multiplikatorvirkning for lokal udvikling, fordi det er med til at opbygge lokale forsyningskæder for essentielle varer så som mad og medicin. Og fordi det er med til at lægge hårdt tiltrængt valuta i hænderne på lokale indbyggere,” forklarer Polly Meeks, som peger på behovet for at donorer investerer mere i at undersøge og finde svar på udfordringen.
“Alle donorlande har forskellige indkøbsprocedurer, men generelt set ved vi allerede, at der er findes en række konkrete tiltag, som kan forbedre skævvridningen: At dele kontrakter op i mindre størrelser, at markedsføre udbud på lokale sprog ved hjælp af lokale medier – og at styrke indkøbskompetencerne i donorlandenes lokale kontorer”.
