Af Lis Garval, U-landsnyt.dk
Journalist – og u-landsarbejder – Eva Rasmussen, København, er død efter længere tids sygdom. Hun blev 66 år.
Eva Rasmussen var U-landsnyts flittige og uhyre vidende Latinamerika-medarbejder fra august 2008 til efteråret 2012, da sygdom gjorde hende uarbejdsdygtig.
Hun kunne ikke honorere de krav, hun satte til sig selv og pålagde sig derfor et midlertidigt stop for journalistisk aktivitet. Desværre blev det til et punktum.
Evas sidste store produktion for U-landsnyt.dk var en omfattende reportage-serie om bandevold i El Salvador. Hun rejste til Mellemamerika med det formål at skrive om den uhyrlige og ødelæggende vold, og det gjorde hun fremragende sammen med sin veninde Erika Brenner, der er bosiddende i Nicaragua.
På en måde rejste Eva hjem, da hun tog til El Salvador. Hun tabte sit hjerte til Latinamerika i 1977 og siden da var hun lidenskabeligt optaget af udviklingen på dette kontinent. Hun levede for det – og af det.
Nicaragua, Guatemala, El Salvador, Honduras og Argentina blev hendes arbejdsplads i en lang årrække, da hun arbejdede for primært Mellemfolkeligt Samvirke og IBIS, men også for Mellemamerika Komiteen og KULU (Kvindernes U-landsudvalg).
“Ikke som de andre internationalistas”
Hun trivedes med alle sine opgaver, men en af de aktiviteter, hun gerne talte om, var samarbejdet med truckernes fagforening i Honduras. Gennem MS og 3F skulle hun gennemføre advocacy træning.
Hun skulle lære chaufførerne om deres faglige rettigheder. Men hvordan? De fleste var analfabeter, så skriftligt materiale duede ikke. Hun indspillede da oplysning om rettighederne m.m. sammen med populærmusik, som truckerne lyttede til, når de kørte.
Hun blev populær og truckerne klogere. Hun blev en af dem.
Kunne nogen dansk u-landsarbejder mon få en varmere anbefaling end da truckerforbundets formand, Erasmo Flores, bl.a. skrev om hende:
“Hun har været ved vores side, når kammeraterne i lange perioder ventede på at læsse eller losse, under den bagende sol eller i regn og mudder – alt efter årstiden”.
“Hun har desuden ledsaget os, både i forhandlingssituationer og foran vandkanoner og tåregas under aktioner – modsat andre internationalistas, der beskytter sig bag et skrivebord eller på et luksushotel.”
Eva Rasmussen skiltede ikke med sit politiske tilhørsforhold, men skjulte heller ikke, at hun hørte til på venstrefløjen. Hun havde ikke søgt arbejde i Nicaragua, hvis ikke sandinisterne var ved magten.
Hun var ikke medlem af Folkekirken, men havde forprøve i teologi og flere år på hovedstudiet. Og da hun var færdig som journalist i 1969, gik der kun fem år, før hun havde en BA i teatervidenskab.
Søgende og sammensat
Eva Rasmussen var en søgende og sammensat person.
Hun tog livtag med mange ansættelser i Danmark – Foreningen af Yngre Læger, Dansk Ingeniør Forbund, Amnesty International, Kristeligt Dagblad og Frederiksbergbladet – men i dem alle var hun tro mod sig selv.
Hun gik ikke på kompromis. Det tillod hverken hendes overbevisning eller temperament. Hun var, som hun sagde, ”latinista”.
Et fast holdepunkt i hendes liv var familien – hendes søster, niece og nevø. Hun elskede ikke mindst familiens yngste, der lige fik en højere status end hendes hund i Nicaragua og de dyr, hun med glæde passede, når ejerne skulle på ferie.
Men det private liv delte hun med meget få. Hun ville kendes på det, hun lavede. Sine artikler, sine bøger.
Hun har bl..a udgivet ”Monica, Paula og Elsa”, en fortælling om en forsvunden argentinsk pige og hendes reintegrering i den biologiske familie. Rhodos, København 1988.
”Hvis vi græder, dør vi”. Møde mellem to salvadoranske kvinder, en bonde og en intellektuel under borgerkrigen. Rhodos, København 1990 og ”Mitch desnudo la pobreza”. Reportager om fattigdom og naturkatastrofer. GPC, Managua 1999.
Eva Rasmussen var et eksklusivt menneske, som det var et privilegium at lære at kende
Hun blev født 23. april 1946 og døde 20. februar 2013.
————–
Fra hendes CV
JOB:
Oktober 2006 – januar 2008:
Arbejdsgiver: Mellemfolkeligt Samvirke i samarbejde med 3F, SINAMEQUIPH (truckernes fagforening) og SITRAENP (havnearbejdernes fagforening).
Ansvarsområde: Advocacy træning, planlægning og udførelse.
Land: Honduras.
April 2004 – oktober 2006:
Arbejdsgiver: Mellemfolkeligt Samvirke.
Ansvarsområde: Regional info-dw.
Arbejdsområde: Mellemamerika.
Bopæl: El Salvador og Nicaragua.
Juli 2003 – marts 2004:
Frivillig i KULU, Kvindernes U-landsudvalg.
Ansvarsområde: Advocacy træning i forbindelse med WTO-ministerrådsmøde i Cancún.
Land: Danmark.
September 1999 – juli 2003:
Arbejdsgiver: U-landsorganisationen Ibis.
Ansvarsområde: Advocacyrådgivning fokuseret på makroøkonomiske emner som intern og ekstern gæld, strukturtilpasningsprogrammer og fattigdomsreduktion. Koordinering af det første fælles projekt for danske og svenske organisationer, der søger at påvirke fattigdomsstrategierne. Udvikling af den nicaraguanske del af Ibis´s tematiske program ”strukturelle grunde til fattigdom”.
Lande: Nicaragua og Honduras.
Maj – juni 1999:
Arbejdsgiver: Mellemamerika Komiteen.
Ansvarsområde: Journalisk systematisering af et jordrets projekt udviklet i samarbejde bondeorganisationen UNAG og landarbejderforbundet ATC.
Land: Nicaragua.
Januar – april 1999:
Arbejdsgiver: Mellemfolkeligt Samvirke.
Ansvarsområde: Reportager fra Guatemala, Honduras og Nicaragua, som input til danske udviklingsorganisationers Mitch kampagne. Produktion af bogen ”Mitch desnudo la pobreza” (Mitch klædte fattidommen af), som blev offentliggjort af det nicaraguanske gældsnetværk, GPC.
Juli – december 1998:
Arbejdsgiver: GPC, finansieret af OXFAM, GB.
Ansvarsområde: Advocacy træning af netværkets medlemmer. Udvikling af strategier for at få indflydelse på den makroøkonomiske politik.
Land: Nicaragua.
Oktober 1997 – juli 1998:
Arbejdsgiver: U-landsorgnisationen Ibis og netværket Asamblea de la Sociedad Civil.
Ansvarsområde: Advocacy træning, planlægning og udførelse. Mål: Styrkelse af det guatemalanske civilsamfunds indflydelse på fredsprocessen.
Land: Guatemala.
April 1995 – september 1997:
Arbejdsgiver: U-landsorganisationen Ibis.
Ansvarsområde: Info rådgiver.
Land: Nicaragua.
April 1994 – april 1995:
Arbejdsgiver: Dansk Ingeniør Forbund.
Ansvarsområde: Informationsmedarbejder, advocacy arbejde i Danmark og EU, Reportager til ugebladet Ingeniøren.
Land: Danmark.
Februar 1984 – april 1994:
Arbejdsgiver: Foreningen af Yngre Læger.
Informationsmedarbejder. Advocacy i Danmark og EU. Artikler til Ugeskrift for Læger og redigering af Yngre Læge delen. Medietræning for tillidsrepræsentanter.
Land: Danmark.
Januar 1981 – februar 1984:
Arbejdsgiver: Amnesty International, Dansk afdeling.
Ansvarsområde: Informationsmedarbejder. Produktion af et månedligt magasin, opbygning af pressenetværk, udvikling af et internt informationssystem, der sikrede, at bestyrelse var velorienteret. Kontaktperson til AIs internationale informationsafdeling.
Land: Danmark.
Februar 1978 – januar 1981:
Arbejdsgiver: Kristeligt Dagblad.
Ansvarsområde: Dækning af Latinamerika, Spanien og Portugal med menneskerettigheder som tværgående tema.
Land: Danmark.
Januar 1977 – januar 1978:
Hiking i Sydamerika. Deltagelse i Mødrene fra Plaza de Mayos første demonstrationer i Buenos Aires, Argentina.
Lande: Argentina, Chile, Peru, Bolivia, Paraguay, Uruguay og Brasilien.
Juni 1971 – januar 1977:
Arbejdsgiver: Frederiksberg Bladet.
Ansvarsområde: All round journalistik, redigering og lay out.
FORMEL UDDANNELSE:
1988, Forprøve i teologi, og et godt stykke af hovedstudiet. Københavns Universitet.
1974, BA i teatervidenskab, Københavns Universitet.
1969, Journalist, Vejle Amts Folkeblad.
EFTERUDDANNELSE:
En lang række kurser på Den Journalistiske efteruddannelse. Blandt andre: Udviklingsjournalistik. Guide til EU. Advocacy redskaber (Hvordan sælger vi ideer?). Sprogredskaber. Web design og redigering.
Folkelig undervisning. Escuela Palle Marker, El Sauce, Nicaragua.
Social audith, Alforja, Costa Rica.
Lokaludvikling, FLACSO, Costa Rica.
Talrige workshops om advocacy planlægning og implementering. Washington Office of Latin America, WOLA.
Derudover planlægning af og deltagelse i en lang række internationale møder om fattigdomseliminering og andre makroøkonomiske temaer, som f. eks. handelstraktater.
(slut)