John Rosenstock
Ved siden af sit arbejdsmæssige virke har han helt fra barndommen haft en brændende interesse for akvariefisk, især æglæggende tandkarper. Han er en kapacitet på verdensplan indenfor dette felt, og da han fandt en helt ny art, var det naturligt at anerkende hans arbejde ved at give fisken navnet Nothobranchius Rosenstocki.
Derudover er han kendt som en glimrende fortæller.
Som udvælgelsesleder i Mellemfolkeligt Samvirke (MS) var jeg af og til på tjenesterejse i vores samarbejdslande. Formålet med disse rejser var at snakke med folkene på MS’ landekontor, at besøge de organisationer, der havde eller skulle have MS-udsendte, og at mødes med de MS-udsendte og lytte til, hvordan de havde det.
Landekontorerne havde en lidt forskellig holdning til, hvordan folk fra hovedkontoret i Borgergade kom rundt i landet på disse tjenesterejser. Nogle landekontorer stillede en bil med en chauffør fra kontoret til rådighed – af hensyn til sikkerheden og vel også for at gæsten fra København kunne være nogenlunde frisk til de mange møder i det som regel tæt pakkede program.
Andre landekoordinatorer var af den opfattelse, at når de udsendte kunne køre alene rundt, så kunne personalet fra Borgergade det sgu også. Den daværende (og desværre alt for tidligt afdøde) landekoordinator i Zambia, Lars Anderskouv, hørte så udpræget til den sidste kategori.
Father John
I den historie, der her skal fortælles, var jeg blevet udstyret med en Toyota Hilux, et program for turen og et kort over Zambia – eller rettere: et kort over ”Secondary schools in Zambia”, for et almindeligt kort var ikke så let at få fingre i. Denne dag skulle slutte hos Allan og Mona, der boede i Chibote Mission. Det var en ganske lang tur og på et tidspunkt blev jeg stoppet ved en roadblock.
Politimanden bad om at se mit kørekort og spurgte, hvor jeg skulle hen. Jeg svarede, som sandt var, at jeg skulle til Chibote Mission.
Han kikkede op og spurgte venligt: ”Are you a Father or a Brother?” Spørgsmålet kom lidt bag på mig og jeg havde ikke helt styr på forskellen, men på den anden side kunne jeg godt se, at det var et ret simpelt spørgsmål, der ikke skulle tænkes alt for længe over.
Jeg skyndte mig derfor at lægge ansigtet i hvad jeg selv syntes var præstelige folder og svarede myndigt: ” I am a Father.” Jeg var på nippet til at tilføje ”my son”, men syntes alligevel, at det måske var at overgøre det lidt.
Politimanden tøvede lidt og så ud som om han havde tænkt sig at spørge om noget mere, og jeg håbede inderligt, at der ikke var nogen i nabolaget, der lige skulle have den sidste olie, eller at de lige stod og manglede en præst til en begravelse. Men han ombestemte sig, gav mig kørekortet tilbage, smilede, gjorde honnør og sagde: ”OK, Father John, you can continue.”
Anne Linnet og Kim Larsen
Som sagt var afstandene lange og landskaberne ofte ensformige. Jeg havde lånt et kassettebånd med mixede sange af Kim Larsen og Anne Linnet, som blev afspillet nogle gange undervejs. Det blev det også, da jeg havde taget et par unge fyre op, der skulle i retning af Chibote.
Da vi kom frem til deres landsby spurgte de, om jeg ikke nok ville spille båndet for landsbyen, der lå i en lysning i skoven. Bildørene blev slået op på vid gab, højttaleren sat på max og alle kom ud af deres hytter. Så drønede det ellers ud over hytterne og skoven: Anne Linnet med bl.a. En forårsdag, Tusind stykker og Barndommens gade, og Kim Larsen med Kvinde min, Papirsklip og Blip-båt.
Børn og folk i alle aldre, især kvinderne, dansede rundt til melodierne, der var vel 60-70 dansende, og jeg måtte spille båndet igen og igen. En ældre kvinde sagde til mig ”That is my music”, mørket faldt på, bålene blussede op, Kim Larsen og Anne Linnet sang og spillede, og folk dansede og prøvede at nynne med på melodierne.
Det var svært at komme derfra, og jeg måtte køre det sidste lange stræk til missionen i buldrende mørke. Da jeg kom frem var alt lukket og slukket. Jeg husker det som, at jeg kom ved midnat, men jeg kan se i mine notater, at jeg var fremme ved ni-tiden.
Allan og Mona havde opgivet at se mig den dag. Men jeg kom hjem til dem og på en skrattende BBC-forbindelse kunne vi høre, at ægteparret Ceaucescu var blevet henrettet. Østblokken var i opløsning, den kolde krig var under afvikling og fremtiden så lidt lysere ud end den havde gjort længe.
