Der var tegn i sol og måne allerede i januar. Her blev Fatoumata Diawaras genkomst markeret, da hun var nomineret til de amerikanske grammy-uddelinger i kategorien ‘Bedste verdensmusikalbum’ for sit 2018-album, Fenfe. Og tegn blev til triumf, da det ansete britiske verdensmusikmagasin, Songlines, afholdt sin årlige prisfest forleden.
Fatoumata Diawara – eller Fatou, som hun kaldes og også var navnet på hendes debutalbum for otte år siden – har alle dage været en ret speciel fugl, både hvad angår Mali og afrikansk musik i almindelighed. For egentlig var det som skuespiller og model, at den kommende wassoulou-sangerinde lancerede sig selv, og nu hvor hun er i slut-30’erne er der stadig fuldt blus på karrieren på lærredet.
Så var der herkomsten. For jo, hun er af wassoulou, når det gælder baggrund, altså fra det overvejende fulani- eller peul-befolkede område sydøst for Bamako. Hun er dertil beslægtet med den store Oumou Sangaré, et faktum, der blev malket pænt, da de første og ofte overdrevne superlativer regnede ned over hendes kønne rastahoved.
Men hun er faktisk slet ikke født i Mali, men i Elfenbenskysten, og da hun for alvor kom til syne på det internationale parnas, var det med først Frankrig og siden Italien som udgangspunkt. Hvilket også kan høres på hendes meget crossover-orienterede musik, hvor kompositionerne ofte virker meget vestlige. Hun redder dog det meste med sin smukke stemme, som oven i købet har fået tilføjet en del lag på den nyeste plade, som er en vokal triumf. Og en plade der emmer af afslappet overskud.
Tvivlsomt projekt
Ja, i det hele taget er prisen fortjent, for årene på Damon Albarns ofte tvivlsomme plimsoller af et projekt, Africa Express, er alligevel ikke blevet spildt.
Jeg husker ellers, hvordan jeg sad nede ved Nigerfloden i 2015 til den dengang overvældende Festival Sur Le Niger i Mali, og når jeg lukkede øjnene og abstraherede fra omgivelserne, var det ikke til at høre på musikken, at Fatoumata Diawara var fra Mali, for så upersonlig og altfavnende global var musikken, fyldt med effekter som beduinkvinders ululationer, som er de sitrende fugleagtige kald, man forbinder med ørkenens kvinder og deslige.
Det er der renset ud af på Fenfe, og det og den veloplagt legende stemme med det store overskud, samt folk som den franske cellist, Vincent Segal, er bare nogle af grundende til, at albummet er prisvinder-værdigt.
Hør det. Du vil elske det.
