Af Søren Friis
Redaktør og administrator
Udviklingsminister Søren Pind deltog onsdag 22. september i Deadline 22:30 på DR2. Pind medvirkede over en forbindelse fra FN’s topmøde om 2015-målene i New York, som også var emnet for indslaget. Her udtrykte han blandt andet tilfredshed med, at styrkelsen af menneskerettigheder havde fundet vej til topmødets sluterklæring.
En vis mængde malurt i bægeret var der dog også plads til. Adspurgt om ”noget i det her fattigdomsarbejde” – det vil sige 2015-målene – havde fået Pind til at ændre sin skeptiske holdning til FN, valgte udviklingsministeren afværgende at svare, at ”det er utrolig vigtigt at konstatere, at det her faktisk er den første store succes af nyere karakter, som FN har haft.”
Det skal Pind selvfølgelig have lov til at mene. Men når man tager i betragtning, at målene faktisk repræsenterer alle berørte FN-organers samlede målsætning på udviklingsområdet over en 15-årig periode, er det vel heller ikke helt skidt, eller hvad?
Tja. Pind fortsætter med at hævde, at FN ved sine handlinger frem mod disse mål har vist ”en form for berettigelse.” Altså ikke nogen overvældende støtteerklæring. Men lige præcis 2015-målene er Pind altså overvejende positiv stemt overfor. En vigtig forklaring skal med al sandsynlighed findes i hans udlægning af, hvad 2015-målene egentlig går ud på. I ovennævnte udsendelse valgte han f.eks., næsten udelukkende, at fokusere på menneskerettighedsaspektet.
Hvor vigtige menneskerettigheder end er – og de er selvfølgelig rigtig vigtige – er det vigtigt at huske, at begrebets udeladelse i 2015-målenes oprindelige formulering havde en helt naturlig forklaring: Målene var og er primært et sæt nogenlunde konkrete udviklingsmål, ikke et sæt rettighedsmål. Det vil sige, de indeholder et sæt fysiske fremskridt der skal nås, såsom at halvere fattigdom i verden, opnå universel adgang til uddannelse, osv.
Alligevel vælger Pind altså at udlægge målene som om de enten handler eller burde handle om menneskerettigheder. Samme tendens går igen i Institut for Menneskerettigheders udmeldinger efter topmødet. Vicedirektør Charlotte Flindt Pedersen udtaler på instituttets hjemmeside:
– Når de fattigste i verden ofte har svært ved at realisere deres vej ud af fattigdom, hænger det for det meste sammen med, at de samtidige står over for store menneskeretlige problemer.
Det er noget af en melding. Bekæmpelsen af fattigdom er dog ikke helt så enkel som dette citat antyder, hvor meget vi end kunne ønske det. Hvis de fik foræret en nok så bred udvidelse af deres rettigheder, ville beboerne i verdens fattigste lande tværtimod stadig mangle muligheder for at slippe fri af fattigdommen, blandt andet på grund af manglende ressourcer, infrastruktur, samfundsmæssige institutioner og en manglende kapacitet til at opbygge disse.
Men tilbage til Søren Pind. Også TV 2 News fik 21. september et soundbite fra New York, hvor udviklingsministeren udtalte:”Efter mange års, skal vi kalde det bistandssocialisme, hvor vi har bare har overført til forskellige ting og sager som – bevar mig vel – har været gode nok, så er erkendelsen nu den, at de skal kunne bære selv. Altså, der skal kunne være selvbærende ting, og det er jo selvfølgelig først og fremmest vækst i industri og vækst i virksomheder, som kan løbe rundt af sig selv”.
Her kunne udsendelsens seere let forledes til at tro, at budskabet omkring ”vækst i industri og virksomheder” nok måtte hænge sammen med 2015-målene. Det var jo som bekendt disse mål, der var emnet for diskussionerne i New York. Det gjorde dette budskab bare ikke. Hvorfor ikke? Jo, 2015-målene er nemlig heller ikke et sæt vækstmål.
Påstanden om, at økonomisk vækst er lig med fattigdomsbekæmpelse, har i de senere år fået officiel status i Danmark. Blandt andet blev synspunktet cementeret i regeringens nye udviklingsstrategi fra maj. Der er dog ét ret alvorligt problem med at præsentere dette synspunkt som var det fakta: Økonomisk vækst er simpelthen ikke lig med fattigdomsbekæmpelse i de (hyppige) tilfælde, hvor denne vækst ikke foregår på en måde, der enten er direkte eller indirekte gavnlig for et samfunds fattige. Det burde næsten sige sig selv. At påstå en klar sammenhæng mellem de to størrelser er derimod et gennemført ideologisk synspunkt, som har sit udspring i Verdensbanken og Den Internationale Valutafonds fallerede neoliberale tilgang.
Så hvad kunne de danske tv-seere lære om 2015-målene i forbindelse med topmødet i New York? Jo, vi kunne få serveret Pinds version af målenes vigtigste aspekter, nemlig menneskerettigheder og økonomisk vækst i den private sektor. ”Det her fattigdomsarbejde” var derimod reelt sat uden for døren. Men, helt ærligt, fattigdomsbekæmpelse? Det smager jo også sådan lidt af ’bistandssocialisme’, gør det ikke?
Tidligere i år kunne man i en artikel i et særnummer af IDS Bulletin om 2015-målene, læse om, hvordan 2015-målene ofte er blevet både fejlfortolkede og misbrugte, enten som en opfordring til hurtigere økonomisk vækst eller til øget udviklingsbistand. Det første ser umiskendeligt ud til at være tilfældet her. Spørgsmålet er så, hvorvidt Pinds misvisende udlægning af 2015-målene skyldes en bevidst, ideologisk motiveret strategi eller simpelthen en fejlfortolkning? Pinds intelligens taget i betragtning virker den første mulighed mest sandsynlig.
Forfatterne til den ovennævnte artikel, Jan Vandemoortele og Enrique Delamonica, fortsætter med denne betragtning: “At have en ideologi eller at tro på en bestemt teori er ikke farligt. Det, der er farligt, er at lade som om man ikke er påvirket af en bestemt teori eller ideologi, mens man gemmer sig bag den ’evidensbaserede’ analyses falske neutralitet”.
Dette har Søren Pind netop gjort sig skyldig i her, med den konsekvens, at fattigdomsbekæmpelsen er blevet skubbet i baggrunden i den danske debat. Det er ærgerligt, for rettigheder og vækst er selvfølgelig gode og vigtige begreber, men de er på ingen måde fuldgode erstatninger for fattigdomsbekæmpelse. Måske for Pind, men ikke for verdens fattige.
