Fattige børn fra Uganda spiller fodbold med danske børn

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Søndag (06.09.09) lander 10 børn fra Uganda i Københavns Lufthavn. De kommer fra det ekstremt fattige Karamoja i landets nordøstlige del, skriver UNICEF Danmark i en pressemelding fredag.

Børnene rejser den lange vej hertil for at spille fodbold med danske børn og dele deres erfaringer med at bruge sport til at løse og forebygge konflikter.

Det bliver et spændende møde. For i Danmark har mange skoleklasser allerede via undervisningsmaterialet ”Sport – andet end bare sjov” brugt de samme metoder til bl.a. at forebygge mobning.

Under besøget skal børnene fra Uganda bo på 2 skoler i Nyborg Kommune, som har påtaget sig værtsrollen. Sammen med skolernes danske elever deltager børnene fra det østafrikanske land i aktiviteter af kulturudvekslende karakter. Besøget på Fyn kulminerer med en fodboldturnering onsdag den 9. september, hvor gæsterne spiller mod hold fra Nyborgs skoler.

Turnering og møde med professionelle fodboldspillere

Fredag den 11. september deltager holdet fra Uganda sammen med de 2 værtsklasser og det vindende hold fra Nyborg i et finalestævne på Brøndby Stadion, hvor de får følgeskab af 3 hold fra skoler i henholdsvis Årre, Kerteminde og Pandrup.

De 3 sidstnævnte hold har kvalificeret sig til finalestævnet ved at vinde Fair Play konkurrencen, der er en del af undervisningsmaterialet ”Sport – andet end bare sjov”, som er udarbejdet af UNICEF Danmark og Dansk Skoleidræt.

Fodboldturneringen ventes at blive ugens højdepunkt for alle de deltagende børn. De kommer nemlig til at møde professionelle fodboldspillere, når Brøndby IFs Superliga-trup besøger turneringen fredag formiddag.

Fodboldturneringen på Brøndby Stadion er ligesom onsdagens turnering i Nyborg arrangeret af UNICEF Danmark og Dansk Skoleidræt i samarbejde med Brøndby IF.

En del af U-landskalender projektet

Besøget fra Uganda indgår som en del af Danidas U-landskalender-projekt 2008, hvor overskuddet fra salg af julekalenderen går til UNICEFs projekt ”Sports for life” i Karamoja i det nordøstlige Uganda.

Karamoja er et ekstremt fattigt område, hvor konflikter mellem rivaliserende stammer i høj grad præger børnenes hverdag. UNICEF og lokale partnere bruger sport og leg til at lære børnene, at konflikter kan løses ad fredelig vej og motivere dem til at gå i skole.

FAKTA om ”Sport – andet end bare sjov”

I det konfliktfyldte Karamoja-område arbejder børnene med konfliktløsning gennem sport via UNICEFs program ”Sports for Life”. Det kan i Danmark overføres til, at man i idrætstimerne løser sociale problemer som f.eks. mobning gennem sports- og legeaktiviteter. Derfor har UNICEF og Dansk Skoleidræt lavet projektet ”Sport – andet end bare sjov”.

Projektet består af 3 dele:

1) Et undervisningsmateriale
UNICEF og Dansk Skoleidræt har lavet et undervisningsmateriale til danske skoleelever i 4.-6. klasse. Materialet skal lære eleverne at håndtere konflikter og mobning gennem sport ved hjælp af de samme metoder som i u-landene. Materiale vil skabe fascination, identifikation og forståelse for de omstændigheder, børn i udviklingslandene lever under.

2) Besøg fra Uganda

Midt i september 2009 kommer 10 børn fra Uganda herop. Nyborg er værtskommune for besøget, der byder på diverse seværdigheder og kulturel udveksling. En 7. klasse fra både Ørbæk Skole og Skellerup Skole skal være værter og lære børnene om Danmark, ligesom de danske elever skal lære af de ugandiske børn.



3) Fodboldstævne

De klasser, der arbejder med undervisningsmaterialet, deltager i Fair Play konkurrencen, hvor præmien er deltagelse i et fodboldstævne på Brøndby Stadion den 11. september 2009. De tre vinderklasser kommer fra Årre Skole i Varde Kommune, Pandrup Skole og Kerteminde Skole. I finalestævnet deltager også de 10 børn fra Uganda og 2 hold fra værtskommunen Nyborg.

Værtskommune

Nyborg er udpeget af Dansk Skoleidræt og UNICEF som værtskommune for besøget fra Uganda. Det betyder, at folkeskolerne i Nyborg har arbejdet med undervisningsmaterialet inden besøget.

Desuden afvikler Nyborg Kommune en fodboldturnering for kommunens 6. klasser, hvor 2 hold vinder adgang til finalestævnet på Brøndby Stadion. Turneringen i Nyborg finder sted i samme uge, hvor børnene fra Uganda er på besøg, og gæsterne deltager også i turneringen.

Arrangører

Dansk Skoleidræt og UNICEF


Dansk Skoleidræt er en non-profit organisation, der via skoleidrætsprojektet arbejder for at begejstre børn gennem idræt og bevægelse og derved skabe et fundament for livslang fysisk aktivitet. 
Man kan læse mere på www.skoleidraet.dk 


Yderligere oplysninger hos Christina Hoffmann, kommunikationschef i Dansk Skoleidræt, tlf. 23 33 90 22, e-mail:[email protected] og Ditte Hartvig, kommunikationsmedarbejder i UNICEF Danmark, tlf. 51 25 62 09, e-mail: [email protected]

UNICEF om UNICEF

UNICEF blev oprettet i 1946 som FNs børnefond. UNICEF arbejder i over 150 af verdens fattige lande for at sikre børn en sund og tryg opvækst, skolegang og beskyttelse mod vold, udnyttelse og aids. I den industrialiserede del af verden har UNICEF 36 nationalkomiteer, heriblandt UNICEF Danmark, der oplyser om børns vilkår og rettigheder og samler penge ind til UNICEFs hjælpearbejde for verdens børn. UNICEFs arbejde er udelukkende finansieret af frivillige bidrag fra private bidragydere, regeringer, erhvervslivet og fonde.