Milliarder af mennesker verden over har en mangelfuld og upålidelig adgang til rent drikkevand. Det internationale samfund har et mål om, at alle mennesker på kloden har mulighed for at drikke rent vand. Men i stedet for at have pålideligt, rindende vand i hanerne, som er til at betale, kan løsningen blive vand i plastikflasker.
En videnskabelig undersøgelse fra 2018 viser, at forbruget af vand på flaske er steget globalt, og i flere udviklingslande er det sendt på himmelflugt. Forskerne har undersøgt de ti lande med det højeste forbrug af plastikflaskerne. I fire rige lande er forbruget steget moderat, mens der er tale om en voldsom stigning i udviklingslande.
50 milliarder liter vand på flaske blevet langet over disken i 2004 i Brasilien, Indien, Indonesien, Kina, Mexico og Thailand. Den mængde steg til knap 200 milliarder liter i 2016.
I mange udviklingslande er der ikke rent vand i hanerne, og indbyggerne er afhængige af flaskerne eller private leverandører, der tilbyder vand fra vandtanke på lastbiler. Det kan hjælpe med at få slukket tørsten, men det er ikke den bedste løsning i bestræbelserne på at skabe adgang til rent vand for alle mennesker, påpeger eksperter.
Plastikflasker tæller med i verdensmål
FN’s verdensmål nummer seks rummer en ambition om, at alle mennesker på kloden skal have adgang til rent og sikkert drikkevand i 2030. I modsætning til de tidligere udviklingsmål (millenium-målene eller 2015-målene, red.) bliver vand på flaske regnet med, når fremgangen mod målet skal beregnes.
Det er en enhed under WHO og UNICEF ved navn Joint Monitoring Programme, der står for at måle fremskridtene mod, at alle mennesker har adgang til rent drikkevand. Og her indgår vandflaskerne som en af de kilder til rent vand, der er med til at forbedre forholdene for dem, der lever med en utilstrækkelig adgang til rindende vand.
De fleste kan blive enige om, at vandet i plastikflaskerne er langt bedre end ingenting. Men flere eksperter peger på, at der er udfordringer ved at forlade sig på private leverandører i bestræbelserne på at sørge for rent drikkevand til alle mennesker på kloden.
“Hvis vi bliver for afhængige af private leverandører som den væsentligste kilde til drikkevand, kan det få en række negative konsekvenser: Disse leverandører tilbyder ofte vand af ringe kvalitet, og deres pris er ofte betydeligt højere end andre kilder,” skriver forskerne i et blogindlæg på Verdensbankens hjemmeside.
Dyrt for fattige
Det er en dyr omgang mange steder at sørge for rent vand. For et par år siden lavede ngo’en WaterAid nogle beregninger, om, hvor stor en andel af indkomsten en gennemsnitlig fattig person skal bruge på vand.
Det ser ifølge vurderingerne værst ud i Papa Ny Guinea, hvor fattige mennesker skal bruge 54 procent af deres daglige indkomst på 50 liter vand – omkring halvdelen af gennemsnitsdanskerens forbrug. I Madagaskar er der tale om 45 procent. I andre lande som Etiopien, Indien og Mozambique koster 50 liter vand et sted mellem 13 og 17 procent af fattige menneskers daglige indkomst. Mange af disse steder er fattige afhængige af at købe vand på flaske eller fra vandtanke, som sælger i nogle af områderne.
Det er netop en af årsagerne til, at flere eksperter mener, at vand på flaske ikke er den optimale løsning på adgang til rent drikkevand til alle. Det kan nemlig skygge for det store behov for at udbygge og investere i den offentlige vandforsyning, som typisk kan levere vand langt billigere end private leverandører.
Ender i havet
Ud over, at det er en dyrere løsning for fattige, der ikke har andre muligheder, er der også et miljømæssigt problem ved at slukke tørsten med vand på flaske. Det bidrager nemlig til den globale udfordring med plastikaffald.
Hvert minut bliver der solgt omkring 1 million flasker vand i verden, og tallet er stigende. De tomme flasker ender ofte på lossepladser eller i verdenshavene. Derudover kræver det værdifulde ressourcer at producere flaskerne, som også skal transporteres. Det giver væsentligt højere udledninger af drivhusgasser end almindeligt postevand.
Eksperterne fra Verdensbanken mener, at plastikflaskerne med vand kan være en del af løsningen. Men det ultimative mål er ifølge dem at sørge for en central vandforsyningen uden forurening som er frit tilgængelig efter behov. Det er imidlertid ikke realistisk på kort sigt, og derfor bør der arbejdes med reguleringer af de uformelle leverandører og subsidier for omkostningerne for de fattigste, siger analytikerne .
Meget af det vand, der sælges i plastikflasker, er i øvrigt ofte almindelig postevand fra vandhanen.
