Fattige Nepal til Danmark: Fjern ikke bistanden

nepal-399_640
Forfatter billede

Det vil ramme Nepal uforholdsmæssigt hårdt, hvis Danmark som planlagt udfaser sin udviklingsbistand til landet som led i Venstre-regeringens varslede omfattende besparelser på dansk bistand til verdens u-lande.

Det mener Himalaya-landets finansminister, Ram Saran Mahat, der i et interview med Politiken lørdag siger, at han er stærkt overrasket over den danske beslutning.

Nepal blev i foråret ramt af et ødelæggende jordskælv og er aktuelt lammet af en økonomisk blokade langs grænsen til Indien.

“Vi er stadig et lavindkomstland, og derfor burde vi ikke blive berørt af den danske beslutning”, siger Mahat med henvisning til, at Danmark vil fortsætte mere end 40 års støtte til det nærliggende Bangladesh, der tilhører samme landegruppe.

Dertil kommer, at Nepal beskæres efter samme principper som de mere velhavende lande Pakistan og Indonesien.

Nepal ventes i år at modtage 170-175 millioner kr. fra Danida. Efter 2019 er det slut, fordi Nepal forsvinder som dansk prioritetsland.

Adskillige danske foreninger og organisationer er aktive i den fattige bjergnation. De vil også kunne søge om midler fremover for så at sige at “feje op efter Danida”.

14 lande tilbage

Nepal indgik fra 1989 i gruppen af de 12 første danske programsamarbejdslande (som det hed dengang).

Det år blev landekredsen udvidet fra fire hovedsamarbejdslande, nemlig Tanzania og Kenya i Østafrika samt Bangladesh og Indien i Sydasien.

Venstre-regeringen vil med finanslovsforslaget for 2016 reducere antallet af dét, der nu hedder prioritetslande for dansk bistand fra 20 til 14.

De 14 tilbageværende er:

  • I Vestafrika: Burkina Faso, Ghana, Mali og Niger.
  • I Østafrika: Kenya, Tanzania og Uganda.
  • Afrikas Horn: Etiopien, Somalia og Sydsudan.
  • I Asien: Afghanistan. Bangladesh og Burma.
  • I Mellemøsten: Det palæstinensiske Selvstyre.

Ud glider følgende seks:

  • Mozambique og Zimbabwe i det sydlige Afrika.
  • Indonesien, Nepal og Pakistan i Asien.
  • Bolivia i Sydamerika.

Om bistanden til Nepal

(fra bemærkningerne til V-regeringens finanslovsforslag for 2016)

I overensstemmelse med regeringens beslutning om at fokusere det danske udviklingssamarbejde og reducere antallet af prioritetslande vil Nepal blive udfaset som prioritetsland.

Udfasningen vil foregå gradvist for at konsolidere og sikre bæredygtighed af udviklingssamarbejdet.

Der etableres evt. en midlertidig styringsenhed med henblik på at understøtte partnere i processen, hvor det danske udviklingssamarbejde udfases, således at det sikres, at investeringerne leverer de forventede resultater, samt at der sker en forsvarlig lukning af de danske engagementer.

Udviklingssamarbejdet med Nepal fokuserer på fattigdomsbekæmpelse med en rettighedsbaseret tilgang, der fremmer fred og demokratisering og tilgodeser de fattigste.

Samarbejdet foregår inden for rammerne af den nationale udviklingsstrategi og er baseret på et landepolitikpapir for Danmarks engagement i Nepal fra 2013.

Det overordnede formål er at bidrage til varig fred, respekt for menneskerettigheder og demokratisk regeringsførelse samt at fremme økonomisk vækst, beskæftigelse og adgang til vedvarende energi.

Som led i en fokusering (koncentrering) af landeprogrammet er uddannelsesprogrammet blevet udfaset i 2013.

De øvrige programmer omfatter:

Vækst og beskæftigelse

Der blev i 2013 givet et samlet tilsagn på 400 mio. kr., som dækker perioden 2013-2018.

Programmet har til formål at styrke inklusiv økonomisk vækst med fokus på forbedrede levevilkår og fattigdomsbekæmpelse. Støtten går til udvikling af værdikæder, infrastruktur og bedre rammebetingelser for vækst.

Omdrejningspunktet for at styrke økonomisk vækst er udvalgte værdikæder i landbruget, som beskæftiger langt hovedparten af befolkningen og har stort potentiale for kommercialisering og værditilvækst.

Derudover støttes den lokale infrastruktur, da især manglen på veje, der er farbare i regnsæsonen, er en stor barriere for udvikling af markeder og forarbejdning af landbrugsprodukter. Der vil være gode synergi (samspils)muligheder mellem programmerne for vækst og energi.

Programmet vil også bidrage til bedre rammebetingelser for privatsektor udvikling, herunder en bedre og tættere dialog mellem offentlige myndigheder og den private sektor. Der er i første fase af programmet fokus på det østlige Nepal.

Vedvarende energi

Der blev i 2012 afgivet et tilsagn på 205 mio. kr. for perioden 2012-2017.
Programmet har til formål at levere vedvarende energi i landområderne, der befinder sig uden for det centrale energinet.

Programmet baserer sig på erfaringer og resultater fra tidligere dansk støtte til sektoren og fokuserer på teknisk assistance og finansiel støtte til vedvarende energiløsninger, bl.a. solpaneler, mindre vandkraftanlæg og forbedrede brændekomfurer i landområder.

Fred, menneskerettigheder og god regeringsførelse

Der blev i 2014 givet tilsagn på 200 mio. kr. til programmet for perioden 2014-2018. Tilsagnet samler Danmarks tidligere støtte til fredsprocessen, menneskerettigheder og god regeringsførelse i et samlet langsigtet program.

Indsatsen er koncentreret på to områder;

  • fremme af varig fred via gennemførelse af fredsaftalen fra 2006 og udbredelse af lokale serviceydelser til befolkningen samt styrkelse af demokratiske processer, der inddrager alle samfundsgrupper og
  • støtte til at styrke menneskerettighederne og borgernes retssikkerhed med spot på marginaliserede gruppers retssikkerhed baseret på formelle og uformelle retssystemer, konfliktmægling samt efterlevelse af Nepals menneskerets-forpligtelser.

Programmet indeholder også et multi-donor samarbejde med støtte til
Governance Facility.

Andet

Udover den del af udviklingssamarbejdet, som foregår gennem større indsatser, støttes mindre projekter og programmer. Her planlægges i 2016 aktiviteter for fem mio. kr.

I 2016 planlægges over nærværende konto udbetalt i alt ca. 175 mio. kr. til Nepal. Udbetalingsprofilen vil blive tilpasset, når en udfasningsplan er endeligt konsolideret.

Hertil kan komme udbetalinger fra bl.a. den humanitære ramme, danske NGOer, erhvervsinstrumenter (støtteordninger) samt regionale og tematiske initiativer.

Aktivitetsoversigt:

Mio. kr.
2015 2016 2017 2018 2019
Vand og sanitet……………………………………
Vækst og beskæftigelse i landbrug ……….. 130
Menneskerettigheder og god
regeringsførelse …………………………………… 140
Klimasikring og bæredygtig energi……….. 155
Andet …………………………………………………. 5 5 5 5 5
I alt …………………………………………………… 5 300 135 5 5
Mio. kr.
2015 2016 2017 2018 2019
I alt …………………………………………………… 128 138 125 125 125