Onsdag slår CPH:DOX dørene op til 12 dage med nogle af tidens bedste dokumentarfilm, koncerter og en bunke møjspændende og udfordrende præsentationer. 20.-31. marts står i dokumentarfilmens tegn i København. Det er et rigt sammensat program, der også rummer produktioner fra de dele af verden, som vi kun sjældent hører om. IMS anbefaler her i vilkårlig rækkefølge fem film, som du ikke må gå glip af, hvis du brænder for den store verden, som vi selv kun er en lille del af.
Tiny Souls (Jordan)
Har du nogensinde tænkt på, hvordan det må være at miste stort set alt og blive kastet i en flygtningelejr? Tiny Souls handler om 9-årige Marwa, der er ankommet sammen med sin mor og søskende til en af de helt store syriske lejrer i det nordlige Jordan. Far og storebror kommer ikke med ud af Syrien. Gennem fire år følger vi Marwa, der vokser op og bliver teenager. Fra et barne-perspektiv får vi indsigt i, hvordan det er at leve i en teltlejr sammen med 600.000 andre flygtninge under de mest elendige kår. Men pludselig går der et rygte om at storebror tilbage i Syrien er affilieret med IS, og en nat kommer de jordanske myndigheder og deporterer familien tilbage i hænderne på det syriske regime. En art Anne Franks Dagbog fra en syrisk flygtningelejr.
Den jordanske instruktør, Dina Nasar, kommer til CPH:DOX og er i hovedkonkurrence.
Khartoum Offside (Sudan / Danmark)
I Khartoum har en gruppe kvinder besluttet sig for at danne et kvindefodboldlandshold. En anden kvinde har besluttet sig for at følge dem med et kamera. Det til trods for at både fodbold og det at lave film er ulovligt for kvinder i det sharia-dominerede Sudan. Kvinderne er så gode med en bold, at de kommer med i mændenes liga, da der ikke eksisterer en liga for kvinder. Og de tæver mændene. Så kan man jo bare tænke på, hvad det udløser at spændinger…
Den sudanesiske instruktør, Marwa Zein kommer til CPH:DOX.
Aquarela (Danmark/ Tyskland / Skotland)
Vi ved, at vand er altafgørende for vores eksistens. Alligevel ser vi igen og igen utallige eksempler på menneskelige ødelæggelser af vores natur. Det er som om, vi ikke vil forstå, hvad klimaforandringerne forsøger at fortælle os. Filmen er et poetisk billedunivers, der giver vandets strømme plads til at tale for sig selv. Akkompagneret af et råt heavy-metal soundtrack får vi mulighed for selv at konkludere. Så kan man kun håbe, at det kan hjælpe os med til at forstå alvoren i verdens sande tilstand.
Feministen (Sverige)
Hvis der er en nulevende kvinde som burde modtage hæder for at fremme kvinders muligheder og rettigheder, er det den svenske udenrigsminister Margot Wallström. Da hun tiltrådte, i 2014, proklamerede hun: ”Without Women, How Can We Achieve Sustainable Peace?” Gennem fire år følger filmen hende helt tæt i hendes politiske projekt om at få kvinder med helt frem i beslutningsprocesserne – også i de dele af verden, der ikke er så privilegerede.
Bellingcat – Truth in a Post-Truth World (Holland)
I en tid, hvor propaganda og falske nyheder hører med til vores hverdag, og hvor krig og konflikt påvirkes af skarp manipulation, er det prisværdigt, at en gruppe uafhængige journalister, hackere og aktivister har taget kampen op mod usandheder og løgne. De kalder sig Bellingcat. Navnet kommer fra en fabel i middelalderen og udtrykket ”belling the cat”, hvor en gruppe mus diskuterer, hvordan de kan gøre en kat harmløs. Én af dem foreslår at binde en klokke rundt om kattens hals, så de hele tiden kan høre, hvor katten er. Alle musene synes godt om ideen, men da det kommer til, hvem der skal binde klokken fast, er der ingen der melder sig. Det kan man alt andet lige ikke sige om organisationen Bellingcat. De hænger klokker op i et væk.
