Fem globale podcasts til din sommerlytning

Husk lige høretelefonerne på sommerferien.


Foto: Photo by C D-X on Unsplash

6. juli 2023

Ferien står for døren og på Globalnyts redaktion lader vi også tasterne hvile og drager ud i forskellige egne af sommerlandet. Vi ved at mange blandt jer læsere gør det samme, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at sulten på internationale perspektiver forsvinder.

Så at afhjælpe sulten en smule, har vi fundet fem internationale podcasts frem, som med garanti både vil gøre dig klogere på den store verden og sende dig nye veje i den store podcastverden.

God fornøjelse og god sommer.

Planet Money

Den amerikanske podcast Planet Money handler, som titlen antyder, rigtig meget om penge. Men selv hvis du ikke er det store pengemenneske, så tilbyder den ofte et underfundigt perspektiv på verden gennem den økonomiske linse i små appetitlige episoder på mellem 15 og 25 minutter – ofte med et globalt perspektiv.

Tag for eksempel episoden, om hvordan den kenyanske by Busia blev testcenter for en mere videnskabelig måde at studere enorme problemer på, fra forurenet vand til lavt uddannelsesniveau til HIV-smitte. Og hvordan den forskning ændrede regeringsprogrammer og bistandsindsatser rundt om i verden. Eller dens undersøgelse af hvordan det sorte marked i Colombias hovedstad, Bogota, var med til at bringe en frø i fare for udryddelse. Og i maj forsøgte den at lave en meget underholdende føljeton ved omfattende brug af kunstig intelligens.

The Rosenberg Case

The Rosenberg Case er en true-crime fortælling fra Guatemala, som opruller historien om drabet på advokaten Rodrigo Rosenberg i 2009. Under begravelsen blev der offentliggjort en video med Rosenberg på Youtube, hvor han beskyldte landets præsident, Alvaro Colom, for drabet.

Serien er skrevet og fortalt af Edgar Castillo, som bor i USA men er barn af forældre, der flygtede fra volden og kriminaliteten i Guatemala. Den er ikke blot elementært spændende, den giver også et indblik i det system af korruption, kriminalitet og ekstrem vold, som præger Guatemala og som siden 1980erne har sendt tusinder på flugt.

Quartz Obsession

Det er ikke en hemmelighed, at vi her på Globalnyt har en svaghed for det Afrika-orienterede medie Quatz, og det gælder også dets podcast Quartz Obsession. Her lader vært Kira Bindrim sig opsluge af en enkelt idé, dingenot eller tendens og hvad den fortæller os om måden vi lever i verden på.

Det kan være svampelæders potentiale for at redde modeindustriens klimaskadelige omdømme. Eller Estlands banebrydende forsøg med elektroniske valghandlinger. Eller det kan være, og nu snakke vi penge igen, kapitalismens misforståede metafor, Keynes “usynlige hånd”, som de fleste af os åbenbart refererer helt forkert til.

Tagata o te Moana

Tagata o te Moana er et ugentligt nyhedsmagasin fra Radio New Zealand, som er New Zealands public service-radiostation. Magasinet er om og til hele Stillehavsregionen, som New Zealand er en del af qua sin geografiske placering, den oprindelige Maori-befolkning og en stor del af indbyggere, som stammer fra ø-nationer som Fiji, Tonga og Cook-øerne.

Med en tidsinvestering på en halv time om ugen kan du få indblik i, hvad der rører sig i landene og menneskerne i Stillehavsregionen, som vi ellers stort set kun hører om når Troels Kløvedal-agtige typer har været forbi.

Mumbai Crime

Med Mumbai Crime kommer vi over i fiktionens verden. Det er radio-drama, altså fiktion som udelukkende baserer sig på dialog, musik og lyddesign for at fortælle en historie. Mumbai Crime har en dokumentaragtig tilgang til produktionen, så der bliver så vidt muligt optaget på lokationer, der minder om de steder, hvor fortællingerne foregår: Gadescener er eksempelvis optaget på gader i Indien. På med høretelefonerne, luk øjnene og bliv revet med på en måde, som kun lyd kan.

Der er indtil videre fire sæsoner i Mumbai Crime. I de fire episoder i sæson to følger vi den unge kvindelige kriminalinspektør Alia Khan hos politiet i Mumbai, hvor hun forsøger at opklare sager og klare sig i en verden, som en stærkt mandsdomineret. Og som i enhver anden krimi kæmper hun også med nogle indre dæmoner. Og i første sæsons ti episoder er det bogen Q & A, der er skrevet om til lyddrama. Mange vil kunne nikke genkendende til historien, for det er også den, der lå til grund for filmen Slumdog Millionaire.

Og lige én mere…

Endelig vil vi lige nævne vores egen podcast, Højtryk. Den holder ferie indtil begyndelsen af august, men i arkivet ligger der 27 episoder, som hver byder på en vidende gæst – og i et par tilfælde to – som interviewes af Kirsten Larsen og Laurits Holdt.

Hør for eksempel professor Ole Wæver fortælle om den nye verdensorden, og hvordan den nye danske strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitik passer ind her. Eller hør lektor og Danmarks Nigeria-kender nr. 1 Niels Kastfelt forklare, hvad der er op og ned i nigeriansk politik. Eller Anne Birgitte Albrectsen, forhenværende chef for Plan International, direktør i LEGO Fonden, forklare, hvorfor vi er nødt til at gøre op med den måde vi møder mennesker og lande i Det Globale Syd.