Afrikansk realisme
Strategien skal tage afsæt i et ædrueligt billede af det afrikanske kontinent og ikke et drømmescenarie. Den økonomiske vækst har i nogle lande har været imponerende, men kommer fra et meget lavt udgangspunkt og bygger hovedsageligt på mineraler og olie. Den økonomiske vækst er aftagende, råvarepriserne falder og mange afrikanske lande står overfor store økonomiske udfordringer.
Den afrikanske middelklasse med en husstandsindtægt på 130.000 kr. årligt udgør kun omkring en promille af kontinentets samlede befolkning. Gabet mellem rig og fattig er steget markant.
I de fattigste lande i Afrika kommer udenlandske investeringer og økonomisk vækst ikke af sig selv. Her er udviklingsbistanden forsat helt afgørende for at kunne tilbyde uddannelse, sundhed, basal infrastruktur og andre forudsætninger for både demokratisk og økonomisk vækst.
En ny udviklingsstrategi skal sikre udviklingslandenes muligheder for at finansiere deres egen udvikling igennem effektive skattesystemer. Danmark skal derfor støtte landene i at forbedre skatteindkrævningen og sikre retfærdige internationale regler, så store selskaber og rigmænd ikke kan gemme deres penge i skattely.
Første ønske: Regeringens nye udviklingsstrategi skal fokusere på de fattigste og mest skrøbelige lande med målet om at skabe de langsigtede forudsætninger for demokratisk og økonomisk vækst. Der skal investeres i bred økonomisk vækst og den ekstreme ulighed skal bekæmpes.
Symptombehandling er kortsigtet
Den europæiske flygtningekrise har ændret rammerne for dansk udenrigs- og udviklingspolitik. De fleste er enige om at den humanitære indsats skal opprioriteres. Nødhjælpen er vigtig men er og bliver symptombehandling. Folk flygter fra krig og forfølgelse og fra fattigdom og mangel på muligheder, og det bunder igen i manglen på ressourcer, mangel på jobs, mangel på indflydelse på eget liv, klimaændringer mv. Områder som støttes igennem den langsigtede bistand.
Flygtningekrisen betyder, at Danmark i 2016 vil bruge svimlende 30 procent af udviklingsbistanden til at finansiere modtagelsen af asylansøgere i Danmark. Det er sket samtidigt med at regeringen har gennemført historisk store besparelser på udviklingsbistanden, hvilket særligt har ramt den langsigtede bistand.
Andet ønske: Regeringens nye udviklingsstrategi skal indføre et loft for hvor stor en andel af udviklingsbistanden som kan bruges til at finansiere asylmodtagelse. En ramme på maksimalt 15 procent med afsæt i en samlet udviklingsbistand på 0,8 % af BNP vil være rimeligt. Den langsigtede udviklingsbistand skal fastholdes på et højt niveau for at bekæmpe årsagerne til fattigdom, ulighed og migration uden at den humanitære indsats negligeres.
En social pagt mellem borger og stat er afgørende
Stærke statsinstitutioner er helt afgørende for at skabe rammerne for udvikling og økonomisk vækst. Men i mange udviklingslande ses staten ikke som en positiv forudsætning, men i bedste fald et nødvendigt onde og i værste fald som et ’uhyre’ der kun bringer problemer. Af samme grund er kritik uønsket, og der tages ofte barske metoder i brug for at lukke munden på organisationer, presse og modige enkeltpersoner.
Den nationale sammenhængskraft er i fare, når presset på de knappe ressourcer vokser. Der er ingen hurtige løsninger til at skabe frie og demokratiske samfund. Det er en lang og sej kamp og indebærer en social aftale eller en pagt mellem alle relevante aktører for at skabe en positiv samfundsudvikling.
Tredje ønske: Regeringens nye udviklingsstrategi må øge støtten til partnerskaber mellem stat, civilsamfund og private virksomheder for at styrke pluralistiske samfund med stærk borgerinddragelse, fri presse og demokratiske institutioner.
Den private sektors rolle
Udviklingsbistand vil ikke alene kunne mobilisere de nødvendige ressourcer til opnåelsen af Verdensmålene, og forsat økonomisk vækst er helt afgørende for at de afrikanske lande kan bekæmpe fattigdom. Danske virksomheder har stærke kompetencer indenfor vigtige sektorer som f.eks. vand, energi og fødevarer og kan derfor bidrage positivt. Men vi må tage bedre ved lære af tidligere erfaringer hvoraf nogle har været dyrekøbte, bl.a. fordi incitamenterne var usunde.
Det vil have stor effekt, hvis de private virksomheder og NGO’erne kan bruge hinandens kompetencer og de private og offentlige aktører lærer af hinanden. Flere partnerskaber bør være en central målsætning hvis den private sektor skal skabe nye og varige jobs, med særlig fokus på de unge.
Fjerde ønske: Regeringens nye udviklingsstrategi må sikre at private danske virksomheder bidrager til øget beskæftigelse og jobskabelse. Incitamenterne er afgørende, og partnerskaber med andre aktører bør opmuntres.
Styrk civilsamfundet
Civilsamfundet (NGO’er, fagbevægelsen, bonde-sammenslutninger mv) repræsenterer en meget bred vifte af kompetencer og er meget forskellige. Fælles er et stort engagement og at NGOer ofte har været spydspids for en udvikling, som det statslige Danmark senere har haft gavn af.
NGO’erne har været frontløbere på temaer som klima, økologi, aids bekæmpelse, illegal kapitalflugt, og var de første til at støtte frihedsbevægelserne i det Sydlige Afrika og Burma og være til stede i det fransktalende Vestafrika. Det har betydet, at Danmark ofte har haft ressourcer på temaer og i områder, som lige pludselig er blevet højaktuelle. Som f.eks. da Ebola udviklede sig, eller da flygtningekrisen eksploderede.
Samtidigt er NGOerne helt afgørende for at udvikle og understøtte den demokratiske ovennævnte pagt mellem staten og borgerne, herunder bekæmpe korruption, holde den politisk-økonomiske elite ansvarlig, støtte demokrati udviklingen og kvinders rettigheder.
Femte ønske: Regeringens nye udviklingsstrategi må sikre mangfoldigheden og give NGOerne fleksible rammer at arbejde indenfor, så at alt ikke skal indpasses i en dagsaktuel logik. Partnerskaber mellem NGOer og andre aktører skal opmuntres.
Vagn Berthelsen er generalsekretær i Oxfam IBIS
Indlægget er oprindelig bragt i dagbladet Politiken og bringes her efter aftale med Politiken.
