Blandt vestlige donorer generelt er der kun én definition af korruption: “Misbrug af betroet magt for egen vindings skyld” – se f.eks. http://um.dk/da/danida/resultater/bekaempelse-af-svindel/hvad-er-svindel-og-korruption
Bruges det begreb, er Danmark blandt de mindst korrupte lande i verden, mens de fleste afrikanske lande hører til i den anden ende af skalaen. Men definitionen af korruption inkluderer ikke andre typer misbrug, som kan have lige så stor betydning for samfundet som personlig berigelse.
Nogle eksempler fra den danske og tanzanianske beskatnings forunderlige verden viser, at der er mange grader af ’korruption’.
Systemhensyn?
Der var store forskelle på, hvordan danske dommere afgjorde skattesager, som kom for lands-og højesteret mellem 2002 og 2011 ifølge en undersøgelse lavet af Lida Huldgaard, tidligere formand for Skatterådet.
De 30 dommere, der sjældent dømte til fordel for skatteyderen i Østre Landsret, gav kun klager ret i ca. to procent af sagerne i denne periode. Til sammenligning fik klageren medhold i 23 procent af sagerne hos de 30 andre dommere, som hyppigst dømte til fordel for skatteyderen.
Retspræsidenten for Højesteret mener, at det skyldes tilfældigheder. Han afviser i Danske Advokater, at der skulle være noget at komme efter, selv om talmaterialet er ganske stort, og der er en statistisk signifikant sammenhæng mellem udfald, og hvem dommeren er.
I sig selv er dette ikke bevis på en årsagssammenhæng, men nok til, at advarselslampen burde lyse. En oplagt fortolkning kunne være, at nogle dommere viser ’systemhensyn’ overfor staten.
I afrikanske lande ville en lignende fordeling blandt domsafgørelser helt sikkert blive betragtet som korruption – ikke statistisk variation – af de fleste indenlandske og udenlandske iagttagere.
Magtmisbrug?
Hvornår vidste tidligere danske skatteministre (seks i alt siden 2003), at der var store problemer med Skats vurderinger af boliger og erhvervsejendomme?
I en ny rapport fra februar 2014 har Rigsrevisionen vist, at to ministre blev informeret, uden at de af den grund gjorde nok for at rette op på vurderingerne: Kristian Jensen (V) i 2009 og Thor Möger Pedersen (SF) i 2012.
Alligevel besluttede Statsrevisorerne på baggrund af Rigsrevisionens rapport, at der ikke var fundet fældende bevis mod den enkelte minister.
En anden fortolkning kunne være, at der blev indgået en studehandel mellem statsrevisorerne, som jo repræsenterer begge sider af folketinget. For da Rigsrevisionen implicerede både ministre fra rød og blå blok i magtmisbruget omkring de stærkt fejlbehæftede ejendomsvurderinger, blev den rygende pistol lagt til side i mindelighed.
Den metode er også velkendt i Afrika, hvor regeringskoalitioner ofte er skrøbelige, og det kan skabe politisk ustabilitet, hvis magtfulde ministre drages til ansvar. Så hellere feje magtmisbrug ind under gulvtæppet.
Korruption?
Rigsrevisorerne brugte blandt andet såkaldte ministerredegørelser til at spore, hvornår embedsmændene i SKAT og i skatteministeriet havde informeret ministeren om de meget store problemer med ejendomsvurderingerne i perioden 2004-2012.
I alt 53 sådanne redegørelser blev identificeret af Rigsrevisionen, mens i alt 14 redegørelser kunne ikke spores. I en dansk sammenhæng kan dette vel forklares med rod i arkiverne?
Hvis vigtige dokumenter var forsvundet i et afrikansk land, ville konklusionen uden tvivl være, at det skyldes korruption eller magtmisbrug: nogens forsøg på at skjule fordækte handlinger.
I Tanzania, for eksempel, har en konsulent, hyret af Finansministeriet (og betalt af blandt andet Verdensbanken og Danida), forgæves prøvet at finde en opdateret liste over alle de firmaer, som i de senere år har fået en eller anden form for skattefritagelse.
Jeg har selv forgæves prøvet at opstøve en sådan liste. I min analyse drog jeg derfor den nærliggende konklusion, at de manglende oplysninger skyldtes forsøg på at skjule, at skattefritagelserne blev givet som modydelse for bestikkelse af embedsmænd eller politikere (korruption).
Fordomme og evidens
Hvorfor bliver samme handlinger betragtet som ’korruption’ i et land, men ikke i et andet? Hvis ’rod i arkiverne’ er en acceptabel forklaring på bortkomne dokumenter i den danske skattesag, bør den samme forklaring vel også gælde i den tanzanianske?
Hvis ’korruption’ kun bliver defineret som magtmisbrug for privat vindings skyld, er den danske skatteadministration og danske politikere uden tvivl ikke korrupte.
Men hvis korruptionsbegrebet udvides til også at omfatte systemhensyn og politisk motiveret magtmisbrug, viser de danske skattesager en meget betænkelig udvikling i det danske skattesystem.
Pointen er ikke, at magtmisbrug i de to lande er lige udbredte. Det er langt fra tilfældet.
Men karakteren af magtmisbrug er måske mindre forskellig end vi tror. Hvis definitionen af korruption også inkluderer magtmisbrug i bredere forstand, og hvis evidens snarere end fordomme blev tillagt større vægt i bedømmelsen, begynder forskellene at blive mere udviskede.
Vi bør derfor være mere tilbageholdende med at råbe korruption, når vi støder på uregelmæssigheder i afrikanske lande. Omvendt bør vi være mindre tilbøjelige til at afvise magtmisbrug og systemhensyn som forklaring på uregelmæssigheder i Danmark.
I virkelighedens verden er der ’fifty shades of corruption’ både i syd og nord.
