Filippinsk & bobler
Er du til dokumentarfilm fra Filippinerne og tilhørende bobler? Så skal du tjekke DIB’s arrangement på Aarhus-kultbiografen Øst For Paradis ud. DIB er en NGO, som arbejder med udvikling og de inviterer i to omgange til at se den nye dokumentarfilm, ‘De Fordrevnes Stemme’, som de morgenduelige også kan opleve på Grand Bio i København den 1. marts kl. 10. Filmen foregår i Marawi City i den sydlige del af landet, hvor en ung mand er blevet fordrevet fra sit hjem som offer for væbnet kamp mellem regeringen og militser, der bekender sig til fundamental islam. Vi ser hans transformation fra offer til aktivist. Den overordnede agenda er at skabe forandringsprojekter med udgangspunkt i FN’s verdensmål. Der serveres bobler og snacks og det er gratis.
Onsdag den 19. februar kl. 16.30 – Øst For Paradis, Paradisgade 7-9, 8000 Aarhus C
Autentisk gambiansk
To esbjergensiske musikere, Troels Buur Jensen og Benjamin M. Kirketerp, tog ned til Suso Kunda, en griot-musikskole i Gambia. Her mødte de to fabelagtige unge musikere, Yusupha og Ansumana Suso, mestre på henholdsvis balafon og kora og der var kontakt med det samme. Med Martin Andersen fra Pierre Dørge & New Jungle Orchestra på trommer indspillede de en af de mest vellykkede hybrider med vestafrikansk musik undertegnede nogensinde har hørt. Pladen hedder Jaliyaa Bungo og udkom for godt et år siden. Havde jeg anmeldt, havde den fået fem klokkeklare glober i Globalnyt. The Gambian Folk Project, som bandet hedder er nu i Danmark på turné, og et oplagt sted er Station K i Langå i Østjylland, et spillested, der hele tiden markerer sig med udsyn på menuen.
Torsdag den 20. februar kl. 20 – Station K, Bredgade 55, Langå
Vild gnawa-hybrid
Du kan også tjekke hovedSTADEN ud, altså Christiania. På hæderkronede Loppen klos op af Prinsessegade træder Majid Bekkas fra Marokko torsdag op som del af Magic Spirit Quartet. Majid Bekkas spiller autentisk gnawa-musik, altså kulturen der via slaverne kom op over Sahara til Nordafrika. Det spændende er, at han er ledsaget af skandinaviske brødre, der passer fabelagtigt til både ham og gnawamusik, hvilket du kan forvisse dig om ved at læse Globalnyts anmeldelse. På Loppen kan du møde den danske mestertrommeslager Stefan Pasborg samt to svenske musikere på trompet og keyboard, alle med samme høje niveau. Det bliver en ægte Loppen-aften i de rustikke trælokaler på 1. sal. Gå ikke glip af oplevelsen!
Torsdag den 20. februar kl. 20.30 – Loppen, Christiania, København
Indisk zombie-gys
Når det gælder indisk film er der ikke mange, der slår produceren Karan Johar, som nu lancerer en gyser med visse mindelser til legendariske ‘The Shining’ med titlen ‘Bhoot: The Haunted Ship Part 1’, som er instrueret af Bhanu Pratap Singh og har Vicky Kaushal og Bhumi Pednekar i hovedrollerne. Det er en god stil, de har ude i biografen i baggården i Valby samt i Baltoppen i Ballerup, og vi taler om verdenspremiere indenfor en genre, som viser helt nye sider af et Bollywood, som er i en rivende udvikling. Se bare traileren, som tegner lovende og helt fri for hindu-musical og endeløse dansescener. Ikke at vi ikke holder af det også…
Lørdag den 22. februar kl. 17.15 – Valby Kino, Gl. Jernbanevej 40, 2500 Valby & kl. 20.15 – Baltoppen, Baltorpvej 20, 2750 Ballerup