Er man filmnørd, føles det altid lidt som juleaften. Man venter i spænding, før man febrilsk kaster sig over programmet, så snart CPH:DOX offentliggør, hvilke film der i årets udgave af dokumentarfilmfestivalen vil glide over lærreder overalt i København.
CPH:DOX er blandt verdens største dokumentarfilmfestivaler og har altid gjort sig bemærket ved at give plads til såvel de store, etablerede dokumentarister og højpromoverede film, som de unge, up-coming instruktører og de smalle, sælsomme filmoplevelser. Men også dokumentarfilm fra – og om – Afrika, Asien, Latinamerika og Mellemøsten har altid fyldt godt på plakaten
En naturlig udvikling
”Film fra den del af verden har altid været en del af vores interessesfære og en del af det, vi gerne vil med festivalen, som i høj grad er at fortælle nogle andre historier og fortælle dem på andre måder, end dem man normalt kan se i mediebilledet. Det har været ambitionen,” siger Niklas Engstrøm. Han er programchef for CPH:DOX og har været med siden festivalens begyndelse i 2003.
Siden da er festivalen kun vokset – fra 12.000 publikummer det første år til 90.000, da festivalen sidst løb af stablen i november 2015. I takt med festivalens vokseværk er andelen af film, der handler om ’det globale Syd’, også steget. Ud af dette års festivals omkring 200 dokumentarfilm, vurderer Niklas Engstrøm, at det omkring en fjerdedel falder inden for denne kategori.
Udviklingen skyldes dels, at CPH:DOX har en række partnerskaber, der er med til at sikre et fokus på særlige områder – det er for eksempel partnerskaber med Danida, International Media Support (IMS) og andre ngo’er – dels har festivalen også ændret sit interesseområde, hvilket har betydet et naturligt fokus på film fra andre dele af verden:
”Festivalen er i stigende grad blevet interesseret i, hvad dokumentarismen kan som socialpolitisk fænomen, når den ikke bare beskriver verden, men aktivt forsøger at ændre ved tingenes tilstand. Og der kan man sige, at der bare er alle mulige grunde til at ændre ved tingenes tilstand i ’det globale Syd’, så på den måde har det været naturligt, at i og med at den politiske kant blev stærkere på CPH:DOX, er der også kommet flere film ’dernedefra’.”
Indefra og udefra…
Skimmer man både dette og tidligere års programmer, er det let at bide mærke i, at filmene, der knytter sig til Afrika, Asien, Latinamerika og Mellemøsten, fordeler sig i ’film om’ og ’film fra’. Altså, at der både er film af europæiske og amerikanske dokumentarister, der rejser ud for at lave film om andre dele af verden, og film lavet af lokale fra de respektive lande, hvor man får et reelt indblik i, hvordan folk selv ser på tingene.
”Helt basalt er det interessant at have begge vinkler dækket. Jeg synes, det er supervigtigt, at vi får sendt vores danske og europæiske dokumentarister ud i verden og rapportere derfra, også fordi de rapporterer på en måde, som fungerer godt for et dansk publikum,” forklarer Niklas Engstrøm, men understreger samtidig, at det er ligeså vigtigt at have film med, der er skabt af folk, der ikke kommer fra Vesten.
Her er iranske ’Janbal’ et ”stjerneeksemepel”. ’Janbal’, der er med i Next Wave-konkurrencen for unge talenter, er lavet af et ungt iransk kunstnerpar og handler om kunstneren Mousa og hans ’vilde, indre fantasiverden’, som CPH:DOX skriver i programmet.
”Den film kunne simpelthen ikke være lavet af en vestlig instruktør. Den er så fyldt med persiske symboler og er fra en fortællemæssig anderledes og æstetisk anderledes tradition, og det er fantastisk også at kunne vise et dansk publikum dén måde at lave film på.”
… og både og
Samtidig er flere af festivalens film opstået ud af et samarbejde mellem en vestlig instruktør eller et vestligt produktionsselskab og en lokal instruktør og bliver på den måde en kobling af den indre og ydre fortælling.
”Det er et greb, der går igen, og som på en eller anden måde bygger bro mellem de her to traditioner – indefra og udefra – og som også anerkender, at instruktører udefra har nogle problemer i forhold til access, og at man kan fortælle noget helt andet, når man selv kommer derfra, hvor man fortæller fra,” siger Niklas Engstrøm.
‘Last Men in Aleppo’ er skabt som et samarbejde mellem en syrisk instruktør, en dansk instruktør og et dansk produktionsselskab.
Foto: Still fra filmen - pressefoto fra CPH:DOX.
Syrien i fokus
CPH:DOX’ program er også altid præget af, hvad der sker i den store verden. For når der er kriser og omvæltninger rundt omkring, bliver der også lavet film om det. I år er det ret oplagt, hvor den helt store krise tegner sig: Syrien.
Derfor er mange af årets film knyttet til krigen i Syrien og tematikker, der er afledt af krigen som for eksempel flygtningestrømmen. At man vælger at åbne festivalen med føromtalte ’Last Men in Aleppo’ og så oven i købet gøre det på årsdagen for den syriske revolutions begyndelse er ikke tilfældigt:
”Jeg ønsker virkelig, at vi på en eller anden måde hjælper med til at trænge igennem en følelse af ligegyldighed og følelsesløshed, for sådan får man det jo lidt, når man på sjette, snart syvende, år hører om den her krig i Syrien,” siger Niklas Engstrøm. Og det er her, at dokumentarismen for alvor kommer til sin ret, forklarer han videre.
For dokumentarfilm formår – i modsætning til medierne – at formidle det komplekse og det menneskelige på en måde, som man bliver nødt til at forholde sig til, samtidig med at de giver et billede af, hvad det egentlig er, det drejer sig om.
Og det kan man let komme til at glemme i et samfund, hvor man hele tiden kan vælge mellem at se ”X-factor, MGP eller Tv-avisens seneste to minutters indslag om nogle murbrokker, der er styrtet samen et sted i Syrien,” som Niklas Engstrøm formulerer det.
Går man i stedet ind og ser en dokumentarfilm, bliver man ’fanget’ i biografens dybe sæder og får en helt anden oplevelse:
”Man bliver i biografens rum, som alt andet lige åbner nogle porer i ens sjæl for at indtage oplysninger på en helt anden måde, end det der trygge rum hjemme i sofaen, hvor man hurtigt lige kan gå ud og lave sig en kop kaffe eller skrue over på noget andet, når man har fået for meget. Det er virkelig dét vi kan som dokumentarfilmfestival: Vi kan lukke folk ind i et andet rum, hvor de åbner sig og ser verden på en anden måde. Og det vil jeg virkelig gerne! Det vil jeg på det politiske område, på kunstens område – og på menneskehedens område i virkeligheden. Vi skal have empati.”
Læs også Niklas Engstrøms guide til årets festival.
CPH:DOX er en af verdens største dokumentarfilmfestivaler. På deres hjemmeside skriver festivalen, at man med afsæt i dokumentarfilmen sigter mod “at bygge bro mellem film og en bred vifte af relaterede kunstformer.” CPH:DOX har eksisteret siden 2003, og i år løber festivalen over 10 dage fra torsdag d.16. til søndag d.26. marts. Gå selv på opdagelse i festivalens program.
