Den marokkanske film ’Much loved’ fra 2015, der for første gang viser prostitutionen råt for usødet, har tirret både puritanere og religiøs følsomhed i sådan en grad, at filmen er blevet forbudt.
Den unge fransk-marokkanske filminstruktør Nabil Ayouch har brudt et tabu i den arabiske kultur ved at skildre den erotiske underverden i Marokko på en måde, som det arabiske publikum ikke er vant til. Vi får letpåklædt dans, druk og sexscener helt tæt på. Sproget er så saftigt og råt, at selv pigernes chauffør bliver chokeret. Prostitution har altid været udbredt på de kanter, men har været fejet ind under de marokkanske tæpper. Alligevel er marokkanske kvinder kendt for prostitution i hele den arabiske verden. Hykleriet når højdepunkter.
De fire luksusprostituerede i filmen er stærke kvinder, der hjælper hinanden med at overleve og holde fanen højt i deres eget lille kongerige blandt prostituerede, der også tæller mænd og børn. Men de lever i et hierarki, hvor det er kunden, der betaler og bestemmer. De saudiarabiske sheiker betaler bedst, så dem gør pigerne alt for at please og danser gerne rundt på alle fire og samler drikkepenge op med tænderne, hvis det skal være.
Magnet for sexturisme
Europæerne foretrækker småbørn, lyder det i en bisætning, og en lille sulten dreng fortæller stille, at han får 70 kr. per gang. En af de yngre piger, der er gravid, får også 70 kr. og så 10 kg grøntsager oveni, fordi hendes fattige kunder ikke kan betale. Pengene afleveres til familierne på bunden af et samfund uden understøttelse, hvis man da har en. Faget fører nemlig til social marginalisering og ofte til udstødelse fra familien. Så mange prostituerede har kun hinanden og lever på gaden.
Marrakesh er en magnet for sexturisme. Alle ønsker opfyldes her i den varme rosafarvede by, der aldrig går i seng, og hele systemet beskytter den erotiske underverden. Politiet hjælper kunderne, så når noget går galt, får de prostituerede skylden og hives i retten. Men politiet hjælper også de prostituerede, når de udsættes for vold og undertrykkelse og med at slippe for retssager, til gengæld for sex og/eller beskyttelsespenge. Kvinderne udnyttes både af alfonser og politiet, der tjener en ekstra skilling via korruption.
Så det kan undre, at det er lykkedes Nabil Ayouch at lave en bevægende og sammenhængende film om kærlighed og tolerance mellem mennesker, vi ikke ser skildret på film særlig ofte. Filmen er som nævnt forbudt i Marokko, og den kvindelige hovedrolleindehaver Loubna Abidar fik dødstrusler og blev overfaldet som reaktion på filmen. Hun voksede op blandt de fattige prostituerede og var meget interesseret i at portrættere dem for at give dem større respekt i den arabiske verden. For at overbevise instruktøren om, at hun skulle have rollen og som forberedelse til filmen, overværede hun sexaftener med rige sheiker i store villaer i Marrakesh, så filmen bygger på virkeligheden.
Fatima – en rengøringspoet
Månedens film i Cinemateket ’Fatima’ fra 2015, også marokkansk, af den fransk-marokkanske instruktør Philippe Faucon, er også en stærk socialrealistisk menneskeskildring.
Indvandrerkvinden Fatima, der er skilt, arbejder som rengøringsdame i Lyon og gør alt for at give sine to døtre et bedre liv, end hun selv fik. Den ældste datter læser til læge, men tynges af ambitioner, også morens, så hun er ved at gå ned med stress før eksamen, men består. Den yngste laver ikke sine lektier, gør oprør, skammer sig over moren og beskylder hende for ikke at være noget værd.
“Som om jeg er skidt ud af røven på en gylden høne!” snerrer hun. De bor sammen i Lyon, mændene er perifere, og konflikterne påtrængende: At finde en lejlighed, bestå den næste eksamen, finde retning.
Fatima kæmper sig igennem de lange dage med hårdt arbejde på skift i velhavende franske hjem og på fabrikker, hvor hun føjer sig og dagdrømmer i forventning om, at datterens lægetilværelse vil redde hendes fremtid. Samtidig kæmper hun med at lære det franske sprog og tackle de andre indvandrerkvinder, der mobber familien, fordi de vil fremad.
En dag falder hun om af stress og slår sig, men da lægerne efter nogle måneder ikke vil sygemelde hende længere, råber hun endelig op. Hun har stadig ondt, men smerten ligger dybere og kommer måske indefra. På hospitalet bliver dagbogen hendes redning. Her kan hun skrive digte om sit triste liv, hvor heltinden er Fatima, uden hvilken de andre ikke kunne klare sig. En kvindelig speciallæge får sympati med hende og opmuntrer hende til at skrive videre.
Filmen bygger på en virkelig historie, hvor den marokkanske rengøringsdame ender med at få udgivet sine digte. I Paris blev filmen kåret som årets film og modtog César-priserne for Bedste Film, Bedste Filmatisering og Bedste Kvindelige Stjernefrø.
Man kunne ønske sig, at den slags film blev vist på DR for at give et andet billede af indvandrere, som nogle der virkelig knokler for dagen og vejen for at få råd til uddannelse til deres børn, samtidig med at de må acceptere livet på bunden med den fattigdom og racisme, der følger med.
Håndkolorerede historiske film
Arabian Nights-festivalen byder også på en fortryllende og sansemættet historisk rejse tilbage til 1500-tallet, hvor det Ottomanske Imperium herskede i store dele af Østeuropa, Nordafrika og den arabiske verden. ’Views of the Ottoman Empire’ er en samling arkivstumper fra filmens barndom i Mellemøsten – rejsefilm, ceremonier, dokumenter over hverdagsliv.
Mens et lille orkester spiller lut og cello live foran lærredet, bliver der vist scener fra livet på landet i Bosnien med hestevogne og kvinder klædt i traditionelle dragter og idylliske bådscener fra den kroatiske skærgård. Vi kommer med det europæiske borgerskab på besøg i ruinbyen Volubilis i fransk Marokko, på arkitektonisk rejse til Sultan-Hassan-moskeen fra 1356 og basarens hektiske liv med tehandlere, limonadesælgere og træskosælgere. Så videre til Nordafrika med kameler og rejsende i Algeriets uendelige ørken. Og endelig til Tyrkiet, med de smukke fontæner dekorerede i ottomansk stil, de eventyrlige Sultan Ahmed- og Hagia Sofia-moskeer, den travle Galata-bro og nostalgisk sejltur på Bosperus-strædet og Det gyldne Horn.
Det er især rørende at se menneskene fra en tid, hvor de ikke var vant til at blive fotograferede. Salen var proppet og stemningen høj, da Cinemateket bagefter bød på palæstinensiske øl og snak.
Filmisk festfyrværkeri
Filmfestivalen hedder ikke Arabian Nights for ingenting. Cinemateket har nemlig fyret op for et brag af en festival, med alt hvad det indebærer af instruktørbesøg, ekspert-talks, koncerter – og en perlerække af nyere arabisk filmkunst. En stribe syriske film ledsages af instruktørbesøg og debat med eventkurator Donatella Della Ratta fra Institut for Tværkulturelle og Regionale studier på Københavns Universitet.
Endelig viser unge danske filminstruktører deres dokumentarfilm fra Mellemøsten. I 2016 blev otte elever fra Filmskolens tv-uddannelse sendt på mission til byer som Cairo, Teheran og Tunis efter devisen ‘One (wo)man, one camera, one month’ – og de er vendt hjem med opsigtsvækkende indblik i livet i Mellemøsten og Nordafrika. Samtidig inviterede Filmskolen en række filmskoleelever fra den arabiske verden – og deres produktioner vises også.
Læs mere på Cinematekets hjemmeside eller på Facebook.
Arabian Nights filmfestivalen, der er blevet til i samarbejde mellem Cinematekets programredaktør Rasmus Brendstrup og NASIM (Netværk af Studerende og Interesserede i Mellemøsten), er støttet af International Media Support, Det Arabiske Initiativ, Det Danske Institut i Damaskus og Salaam Filmfestival.