Det bliver den danske dokumentar ’Drømmen om Danmark’, der skyder dette års Salaam Filmfestival i luften, når den løber over lærredet d.8. september i Empire Bio.
Dokumentaren handler om, hvordan den 18-årige afghanske Wasiullah efter tre år på et asylcenter i Danmark udvises og flygter til Italien. Drømmen om en tryg tilværelse smuldrer langsomt væk og foran vores øjne ser vi en ung mand, der lidt efter lidt mister sig selv, skriver Salaam Filmfestival i en pressemeddelelse.
Efter filmen vil der være Q&A og debat med filmens instruktør Michael Graversen, der gennem flere år har fulgt Wasiullah, og derfor fået en unik adgang til den unge asylansøgers undergrundstilværelse i Europa.
Se traileren til filmen her.
Dialog med børn og unge
Salaam Filmfestival er målrettet børn og unge og har til mål at fremme globale og interkulturelle møder ved at fremhæve de positive styrker og ressourcer, der opstår.
”Jeg mener det er nødvendigt at tale med børn og unge om de voldsomme konflikter og menneskelige tragedier, de ser på tv og de sociale medier, og i år er jeg særlig glad for, at vi viser film fra både Danmark, Sverige og Syrien om livet som flygtning.” Sådan lyder det fra festivalleder Solveig Thorborg i en pressemeddelelse, Salaam Filmfestival har sendt ud.
Fra 13. september fortsætter festivalen på Nationalmuseet med film og dialogarrangementer for skoler. Alle Salaams film er ledsaget af en oplægsholder, der taler med eleverne om filmenes temaer.
Se fuldt program, og læs mere om festivalens film på festivalens hjemmeside.
Alle er velkomne til åbningsfesten den 8. September (fra 15.30-19.00), hvor der også serveres mad og vil være musik. Tilmelding kan ske på: [email protected].