Fødselaren er en af Danmarks bedst bevandrede diplomater i udviklingsspørgsmål og overtog direktørposten i fonden på dens daværende domicil, københavnske Bremerholm, i sommeren 2006 som en slags foreløbig krone på værket.
Her stod han i næsten syv år i spidsen for en institution, der støtter økonomisk udvikling i fattigere u-lande gennem medvirken til investeringer i form af aktieindskud, lån og garantier.
Finn Jønck har haft en lang og aktiv international karriere med poster i tilknytning til bl.a. FN, OECD og Verdensbanken. Han kom til IFU fra en stilling som chef for Danidas udviklingspolitiske kontor, det gamle S.1, også kaldet “Danidas hjernetrust”.
Med Jøncks overgang til IFU mistede udenrigsministeriet en af sine dygtigste folk, som flere nok havde ventet blev næste Danida-chef. Jøncks forgænger som IFU-direktør, den kompetente og afholdte Sven Riskær, sad til gengæld i stolen i 28 år og overlevede dermed stort set alt og alle i u-landsmiljøet.
Diplomat i over 40 år
Jønck kom til udenrigsministeriet som nybagt cand.polit. i 1973, var souschef ved den danske OECD-delegation i Paris 1977-81, ansat i Danida 1981-84 og økonomisk rådgiver ved den danske FN-mission i New York 1984-89, hvorefter han kom hjem til ministeriets økonomisk-politiske afdeling 1989-91.
Han var ministeriets konsulent i handelspolitik 1991-95, kontorchef i UM 1996 og drog så til Washington D.C. i 2000 for at være eksekutivdirektør og fast repræsentant for de nordiske og baltiske lande i Verdensbankgruppen (Banken og IMF). Her opnåede han bl.a. at blive formand for Verdensbankgruppens Komite for Udviklingspolitik i 2002 og 2003.
Den respekterede Jønck, der mere end én gang er set i tvangfri ikke speciel ministeriel påklædning, har ved flere lejligheder optrådt åbenhjertigt og to-the point overfor pressen. Han er lidt barn af samme åbne – amerikanske – pressetradition som eksempelvis Ole Lønsmann Poulsen, en af de bedste chefer Danida har haft.
Åbenhed og nytænkning
Åbenhed og nytænkning er også nøgleord for den indsats, VK-regeringen utvivlsomt forventede af ham. Der havde nemlig været en del kritik af IFU, før han kom til i 2006
I 2005 blev IFU således offentligt hudflettet for at offentliggøre de forventede og ikke rent faktiske beskæftigelsestal i fondens projekter. Den kritik tog man til sig og offentliggør nu begge tal.
IFU fik i efteråret 2005 et vink med en vognstang fra regeringen og Danidas ledelse om at lægge flere investeringer i de fattige afrikanske lande. Man lagde kursen om, og det fremgik, at godt en tredjedel af alle nye investeringer i 2006 lå i Afrika, ligesom IFU åbnede et nyt regionskontor i Kenyas hovedstad, Nairobi.
IFU gik også med i en ny valutafond, der skal gavne både virksomheder og u-lande. En stribe europæiske og afrikanske finansieringsinstitutioner skabte ved den lejlighed den ny valutafond (TCX).
Det skete for at fremme langsigtet långivning i lokal valuta og dermed nedsætte den ofte store finansielle valutarisiko, som virksomheder oplever i u-landene i dag. TCX vil opnå dette ved at tilbyde langfristet valuta- og “rentehedging”, i første omgang til sine investorer, og vil herigennem også bidrage til udviklingen af de lokale kapitalmarkeder i u-landene.
Fonden har fået en startkapacitet på 1,2 milliarder US dollar, som forventes øges i takt med, at der gives yderligere tilsagn. IFU deltager med 10 mio. US dollar ud af en samlet aktiekapital på ca. 300 mio. dollar.
IFU er tillige gået ind i en dansk fond sammen med andelskassen Merkur, som skal gavne små virksomheder i udviklingslande.
Win-win-win
Overskriften for Jøncks virke og muligheder beskrev han meget godt ved sin tiltræden i IFU: “Her er et instrument, der kan opnå en win-win-win-situation. U-landene får udviklet deres erhvervsliv, dansk erhvervsliv bliver internationaliseret og det er en form for udviklingsstøtte, der ikke koster staten noget”, lød det.
Men det med Afrika er nu ikke altid lige nemt. Kontinentets til tider kaotiske forhold påvirker danske virksomheders vilje til at investere. Det er kort sagt ikke altid let at trække hesten til truget.
IFU har siden sin skabelse som “Kaffefonden” i 1967, hvor provenuet fra en særlig kaffetold blev ført over i fonden, oparbejdet en betydelig kapital.
Privat er Finn Jønck gift med Mette og parret har fire børn, heraf tre, der i dag er voksne.
Se også om hans efterfølger i IFU, der siden 2010 har har domicil i Fredericiagade 27 i Frederiksstaden, i denne artikel