Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Det er i år ti år siden, at fire journalister besluttede at gøre noget for udviklingsjournalistikken i Danmark. De fire var Kirsten Lund Larsen, Knud Vilby, Thomas Ravn-Pedersen og jeg selv. Ikke-journalisten Henning Kjær var med fra starten, og Folkekirkens Nødhjælps daværende generalsekretær, Henrik Stubkjær, der nu er biskop i Viborg, sluttede entusiastisk op om ideen. Han lagde sekretariat til det, der blev Timbuktu-fonden, og deltog selv sammen med Nødhjælpens informationschef i rugbrødsarbejdet for at omsætte fondens luftige vision i praktisk informationsarbejde.
Vi var fra starten enige om, at et solidt folkeligt engagement en nødvendig forudsætning for Danmarks humanitære virksomhed og indflydelse ude i den store verden. For os var en levende og vidende dansk presse en nødvendig forudsætning for det folkelige engagement, altså journalister, der løbende stimulerede befolkningens interesse med informationer om globale begivenheder set i et humanitært udviklingsperspektiv.
Der var nok at tage fat i og vi kløede på: finansierede alternativer til Danidas ikke længere eksisterende årsberetninger, støttede informationsprojekter som Globalnyt, skabte en pris for undersøgende udviklingsjournalistik, og tog fat på undervisningssektoren, hvor det globale humanitære udviklingstema blev glemt og kvalt i regeringens iver efter at hæve Danmark på rangstigen i de årlige Pisaundersøgelser.
Nåede vi det?
Nu, ti år efter, er det rimeligt at spørge, om vi havde – og har – held med projektet. Nåede vi det, vi ville? Nåede vi bare noget af det?
Det ville være dejligt at kunne svare ja, men man skal have skyklapper på og være mere end almindeligt naiv for at påstå, at det folkelige engagement for udvikling i de fattige lande i dag er større, end for ti år siden, og for at mene, at nutidens journalister er ivrigere efter finde udviklingshistorier og formidle engagementet. Sådan er virkeligheden bare ikke!
Danmark er ikke længere i front på det humanitære område. Pressen negligerer den sociale udvikling i Afrika, Asien og Latinamerika. Den danske befolkning og den danske regering er optaget af helt andre hjemlige og internationale dagsordener end lige netop humanitær udvikling.
Timbuktu-fonden har gjort en forskel i de ti år fonden har eksisteret. Den har kæmpet den gode strid, men den har ikke flyttet nogen milepæle. Milepælene flytter sig tvært imod den modsatte vej: Mod større selvtilstrækkelighed og mod større nationalt og etnisk snæversyn.
Vi må insistere
Måske er det sådan, at jeg og andre fra min generation stadig tænker sentimentalt tilbage på den tid i 1960’erne og 1970’erne, hvor u-lande var en sag, der kunne få farven frem i kinderne og glød i øjnene på alle os, der var vakte og tændt af den hellige ild. Måske prøver vi at genskabe det, der var engang og bruger det som målestok for den verden, vi vil påvirke i dag.
Det når vi ikke langt med! Der skal andre midler til, men jeg tror stadig, at Timbuktu-fonden har en mission: nemlig at insistere på et humanitært verdenssyn, insistere på, at sådan et verdensbillede er relevant og virkeligt, selv om de fleste dansker er et andet sted og ser verden i et andet lys.
Timbuktu-fondens mål er ikke et, der kan realiseres, og slet ikke med fortidens midler, men et mål, det stadig gælder om at holde i fokus, hvordan verden, Danmark og vi danskere end ser ud og tér os.
Men der bliver ikke tale om at vinde nogen sejre. Fondens opgave er at holde ved og kæmpe videre med de midler og under de vilkår, skiftende tider byder. Det er et utaknemmeligt job og et sisyfosarbejde, men en nødvendig indsats for et lidt mere humanitært verdenssyn.
Af os der red ud i starten, er der i dag kun en tilbage i fonden (og det er ikke mig). Godt at der er nye, der har mod på at tage fat!
