Fire organisationer skal arbejde for jobs under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

Danmark bruger over de næste fem år 220 millioner kroner på at forbedre job- og udannelsesmuligheder for unge i blandt andet Egypten - her i hovedstaden Kairo.
Foto: Fayed El-Geziry /NurPhoto via Getty Images (Arkivfoto)
Forfatter billede

Udenrigsministeriet har afsat en milliard kroner til Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) over de næste fem år, hvoraf 220 millioner kroner går til at forbedre unges muligheder på arbejdsmarkedet, entreprenørskaber og adgang til relevante erhvervsuddannelser.

Fire organisationer får nu ansvar for at hjælpe med at bane vejen til arbejdsmarkedet.

Foruden PlanBørnefonden består konsortiet af Dansk Erhverv, GAME og Mellemfolkeligt Samvirke i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, U-landssekretariatet og lokale partnere. Det skriver PlanBørnefonden i en pressemeddelelse.

Det ventes, at flere end 100.000 unge kvinder og mænd vil tilegne sig nye færdigheder og bedre adgang til arbejdsmarkedet via partnerskabsprogrammet. Indsatserne bidrager til DAPP’s vision med at skabe bedre liv for unge i regionen.

Barrierer for unge skal nedbrydes

Mellemøsten og Nordafrika lider under høj arbejdsløshed blandt de 15 til 24-årige, som er blevet forværret under coronakrisen. Alene i Egypten og Tunesien står henholdsvis 26 procent og 37 procent af de unge uden job eller uddannelse.

Det skyldes blandt andet, at en stor del af de unge, der i forvejen har en uddannelse, stadig ikke opfylder behovene på det private arbejdsmarked. Unge kvinder har grundlæggende sværere ved at komme i beskæftigelse end jævnaldrende mænd. Også selvom de har tilsvarende eller bedre uddannelsesbaggrund.

Derfor har programmet fokus på at, at unge får digitale kompetencer og færdigheder inden for blandt andet grøn omstilling, som arbejdsmarkedet kræver. I tæt samarbejde med de unge skal vejen banes for, at uddannelsesinstitutioner og det private erhvervsliv nedbryder barrier, som holder unge – og særligt kvinder – uden for arbejdsmarkedet. Samtidig kan de unge få redskaber, kompetencer og adgang til finansiering, så de kan starte egen forretning.

”Det er helt afgørende for regionen, at den kommende generation – og særligt unge kvinder -etablerer sig på arbejdsmarkedet. Det og andre udfordringer glæder vi os til at arbejde med i tæt samarbejde med de unge selv, lokale partnere og den private sektor. Vi er taknemmelige og stolte over muligheden for at bygge videre på de resultater, der er skabt under DAPP,” siger vicedirektør i PlanBørnefonden, Anne Smith Petersen, i pressemeddelelsen.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram begyndte i 2003 og skal styrke samarbejdet og forståelsen mellem Danmark og MENA-landene.

Konsortiet går nu ind i en planlægningsfase med Udenrigsministeriet, hvorefter programmet endeligt godkendes og starter i juli 2022.