De overlevende fra cyklonen i Bangladesh har mistet alt, hvad de ejer. Over 200.000 husdyr er druknet.
Folkekirkens Nødhjælp (FKN) foreslår nu, at man giver en ged som håndsrækning til de hårdest ramte familier.
“En ged vil hjælpe de fattige familier med det samme. De er afhængige af at have dyr for at kunne overleve, siger Folkekirkens Nødhjælps programmedarbejder i Bangladesh, Hasina Inam, ifølge en pressemelding fra organisationen mandag.
Situationen er ubeskrivelig for de hårdest ramte familier i kystområderne i den fattige nation i Sydasien, fortæller Hasina Inam. Alt er ødelagt.
Alle træer er væltet, afgrøder er skyllet væk, og alle husdyr er druknet, efter at cyklonen Sidr ramte det lavtliggende asiatiske land torsdag aften dansk tid.
– Folk sover under åben himmel, der er ingen huse tilbage og drikkevandet er forurenet af havvand, siger hun.
Dybt afhængig af husdyr
De fattigste familier arbejder typisk som daglejere på en af de mange rejefabrikker eller hos rige godsejere. De ejer ikke andet end deres husdyr, som de dermed er dybt afhængige af for at få en ekstra indkomst.
– Husdyr er ofte det eneste, de fattige familier har, siger Hasina Inam..
De første 1.000 julegeder, som bliver solgt igennem Folkekirkens Nødhjælps “Giv en Ged Kampagne” vil gå til de hårdest ramte familier i de sydvestlige kystdistrikter Bagerhat og Khulna i Bangladesh.
De over 3 meter høje bølger, som ramte Bangladesh kyst, frygtes at have kostet over 10.000 livet.
“Hjælp de overlevende familier i Bangladesh” på www.givenged.dk lyder opfordringen.
Yderligere oplysninger hos pressechef Lisbeth Engbo, mobil 29 70 06 25 og koordinator for Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Asien, Jonas Nøddekær. mobil:
29 69 91 21