KOMMENTAR
Af Flemming Kramp
Bestyrelsesmedlem i Dansk Forum for Mikrofinans
Tom Heinemanns dokumentarfilm “Fanget i Mikrogæld” er et nyttigt korrektiv til den megen tale om, at mikrolån kan redde verden ud af fattigdom. Den viser, hvor galt det kan gå, hvis man ikke passer på.
Vi, der beskæftiger os med mikro-finans, er ikke overraskede over, at man kan lave en film som denne. Den udstiller nemlig en række af de risici, som findes og desværre er udbredt mange steder.
Kreditvurdering
Oplever man kvinden, der må sælge sit hus for at betale de mange lån hun har taget forskellige steder, er det tydeligt at bestyrerne af disse mikrofinans-institutioner ikke har gjort deres arbejde ordentligt.
Hvis de havde gjort det, ville de have sikret sig på forhånd, at hun var i stand til at spare op før hun fik et lån. Gennem opsparing viser hun sig selv og andre, at hun magter at lægge penge til side.
Desuden har bestyreren ikke forstået, at Grameen bank for flere år siden har afskaffet det stive system med 5 kvinder, der garanterer for hinandens lån.
Mikrolån som en stige
Mikrolån er beregnet til at skabe fortjeneste for låntageren. Derfor er lån til tagplader, skolepenge og tøj ikke gangbare, før folk har løftet sig lidt højere op ad den sociale og finansielle rangstige.
Og ikke alle mennesker er fødte entreprenører. Mikrolån kan være den stige, ad hvilken fattige kan klatre op og ud af fattigdommen, men klatringen må folk selv foretage.
Mikrolån giver dem stigen, men resten er op til modtageren selv.
Renteberegning
Den høje rente får mange ord med på vejen i filmen, men kun et enkelt sted omtales det, at det er den årlige rente, der tales om. De fleste små lån er nemlig kortfristede.
Et eksempel: Maria låner 100 kr. og køber en sæk ris, som hun sælger i små portioner i løbet af den kommende uge. Det betaler hun 2 kr. for i rente. Ganger man med årets 52 uger får man en rentesats på 104 procent pro annum.
Rentens størrelse
At mikrolån er dyre er velkendt.
Fordi
* små lån er dyrere at administrere,
* banken kommer til kunden og ikke omvendt,
* der ofte følger undervisning og oplæring med
Dette er alt sammen noget, der forhøjer renten, hvis projektet skal hvile i sig selv; og det er netop formålet. Mikrolån er ikke – og må ikke blive – til gavebistand, for så smuldrer selve ideen (om hjælp til selvhjælp, red.).
Når det er sagt, må man nok spørge om en årlig forrentning på 100 pct. er rimelig, sådan som det er tilfældet hos Compartamos i Mexico. Ikke desto mindre har de masser af kunder. Hvorfor?
Mirkrofinansieringens styrker og svagheder
Hvis man spørger, om mikrofinans er godt eller dårligt, vil jeg stille et modspørgsmål: Er banker gode eller dårlige?
Svaret er vel, at banker kan gøre enorm skade (tænk på finanskrisen), men de er også utrolig nyttige. Det kommer an på, hvordan de opfører sig. Det samme gælder Mikrofinans.
Mikrofinans er et godt værktøj til at hjælpe folk ud af fattigdomsfælden, hvis værktøjet anvendes rigtigt. Ellers ikke!
(slut)
———
Lærer, konsulent og forfatter Flemming Kramp, bosat i Sandved på Vestsjælland, har haft tilknytning til danske kirkekredses u-landsvirke i nu et halvt århundrede og boet en længere periode i Afrika.
Han var en af de første, der beskæftigede sig med mikrofinans herhjemme, og var i 1994 med til at grundlægge det etiske pengeinstitut, andelskassen Oikos, som sender indskydernes penge “på arbejde” i u-landene i form af mikrolån til fattige, fortrinsvis kvinder. Flemming Kramp var i en længere årrække formand for repræsentantskabet i Oikos og er nu dets næstformand.
Han deltog i det store Mikrokredit-topmøde i Canada i 2007 og har udgivet introduktionshæftet “Mikrofinans – forretning eller udviklings-værktøj”, hvis seneste opdaterede udgave udkom i 2010.
Han er kendt i adskillige kirkelige sammenhænge og har gennem tiden haft talrige tillidsposter indenfor kirkens kreds, hvor han eksempelvis fortsat sidder med i bestyrelsen for Kirkeligt Centrum.
Indlægget står på Oikos website – www.oikos.dk
