Antallet af migrant- og flygtningebørn i skolealderen rundt om i verden i dag er steget med 26 procent siden 2000. Samlet set kunne de mange elever fylde en halv million klasseværelser.
Det rejser en lang række spørgsmål om, hvordan de nationale uddannelsessystemer håndterer presset, og hvordan man sikrer flygtningebørns ret til kvalitetsuddannelse.
I samme ombæring er det nødvendigt med en forpligtelse fra det internationale samfunds side på at støtte uddannelse til flygtninge, understreger rapporten, ”Migration, displacement and education – Building bridges, not walls”.
Humanitær bistand bør 10-dobles
UNESCO’s rapport fremhæver en lang række landes indsats for at sikre flygtninges ret til uddannelse, men den peger også på alvorlige mangler.
Tyrkiet, Jordan og Libanon, der huser næsten en tredjedel af verdens flygtninge, får ros for deres inkluderende uddannelsespolitik over for syriske flygtninge. Eksempelvis har Tyrkiet sat som mål at inkludere alle syriske flygtninge i sit uddannelsessystem i 2020. Dog advarer rapporten også om, at ressourcemangel udfordrer graden af flygtninges inklusion.
Bestræbelser på inklusion kan mislykkes, hvis der ikke er nok trænede undervisere. I Libanon er kun 55 procent af underviserne trænet i at imødekomme særlige behov fra elever med flygtningebaggrund. For at sikre kvalitetsuddannelse til alle flygtninge har Tyskland brug for 42.000 nye lærere, Tyrkiet 80.000 og Uganda 7.000.
I Uganda, hvor regeringen ofte roses for sin flygtningepolitik, underviser én lærer ca. 113 flygtningeelever.
I rapporten fremgår det, at langsigtet uddannelsesplanlægning er en udfordring både indenrigspolitisk og særligt i internationale sammenhænge, hvor der er akut behov for at bygge bro mellem humanitære indsatser og udviklingsbistand. For at imødekomme bare de mest basale uddannelsesbehov hos børn i krisesituationer skal uddannelsesbistanden til humanitære indsatser øges 10 gange.
En dansk lancering af UNESCO’s rapport finder sted d. 12. december i FN-byen i København. Se mere i Globalnyts kalender