FN’s sikkerhedsråd mødes fredag den 14. januar for at drøfte generalsekretær Ban Ki-moons anmodning om at sende yderligere 2000 fredsbevarende styrker og tre kamphelikoptere til Elfenbenskysten for at hindre, at urolighederne udvikler sig til konflikt, til borgerkrig.
Sikkerhedsrådet ventes at imødekomme anmodningen. Der er pt. 9100 fredsbevarende styrker i landet.
Senegal har gentaget sin opfordring til militær indgriben. Senegals præsident Abdoulaye Wade forsøger at få lederne i ECOWAS til at stå fast på deres beslutning fra den 24. december om at bruge militær magt for at fjerne præsident Laurent Gbagbo fra magten, hvis han ikke træder tilbage og overlader præsidentposten til Alassane Ouattara, der af FN anerkendes som vinder af valget i november. Det skriver Bloomberg News med en talsmand for præsidenten som kilde.
Flere afrikanske ledere deltager i forsøg på at finde en løsning på valgstriden i Elfenbenskysten. Kenyas premierminister, Rael Odinga, som er den Afrikanske Unions særligt udsendte, ventes til Elfenbenskysten i denne uge for endnu et mæglingsforsøg, oplyser africanews.com. Nigerias tidligere præsident, Olusegun Obasanjo, gjorde den 8. januar årets første forsøg.
Omkring 210 skal være blevet dræbt under urolighederne, og flere end 25.000 menes ifølge FN flygtet til nabolandet Liberia.