Verdensarv
Listen over verdensarv bestyres af FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab (UNESCO). Det er den særlige Komité for verdensarv, der udpeger de steder, som kan komme på listen over verdensarv. Den består af repræsentanter fra 21 lande. Disse lande vælges af alle medlemsstaterne for en periode på fire år. Komitéen mødes en gang om året, men konferencen i 2020 blev aflyst på grund af Covid-19. Dette års konference bliver derfor udvidet. Den afholdes i den kinesiske by Fuzhou fra d. 16. til den 31. juli.
Lige nu sidder disse 21 nationer i komitéen:
Australien, Bahrain, Bosnien og Herzegovina, Brasilien, Kina, Egypten, Etiopien, Guatemala, Ungarn. Kirgisistan, Mali, Nigeria, Norge, Oman, Rusland, Saint Kitts og Nevis, Saudi Arabien, Sydafrika, Spanien, Thailand og Uganda
Verden rummer et væld af fortryllende og skøn arkitektur og natur. Noget af det er unikt og har en enestående værdi for menneskeheden. Hvis det er tilfældet, kan det komme på UNESCO’s prestigefyldte liste for verdensarv. Det er Komitéen for verdensarv, som bedømmer, hvilke seværdigheder, der lever op til kriterierne. Og lige så vigtigt: om der eventuelt er nogle af dem, som ikke er værdige til listen længere.
Denne juli mødes komitéen for første gang siden 2019, og de skal blandt andet tage stilling til, om en lang række nominerede natur- og kulturseværdigheder skal udpeges som ny verdensarv.
Et af de nuværende naturområder, som er med på listen, kan imidlertid blive fjernet denne juli. Det drejer sig om Selous Vildtreservat i Tanzania. Det store naturområde ligger syd for hovedstaden Dar Es Salaam. Her har blandt andet krokodiller, elefanter, næsehorn, flodheste og giraffer 50.000 kvadratkilometer at boltre sig på. Idyllen er imidlertid blevet brudt af en stor dæmning, som er ved at blive opført ved Tanzanias længste flod, Rufiji.
Den vil oversvømme et område på 125.000 hektar (omkring 480 kvadratkilometer), hvor truede dyr som den afrikanske savanneelefant og det sorte næsehorn lever, skriver den internationale naturorganisation., IUCN. Derfor anbefaler den sammen med UNESCO’s Center for verdensarv, at naturområdet slettes fra listen.
”Selous blev indskrevet på listen for verdensarv i 1982 for dets uforstyrrede økosystemer og rige dyreliv. Da dæmningsprojektet allerede har skabt uafvendelig skade på disse værdier, er seværdighedens integritet tabt. Disse påvirkninger har fået UNESCO’s Center for Verdensarv og IUCN til at anbefale, at seværdigheden slettes fra listen over verdensarv,” lyder det fra den grønne organisation.
Tanzanias regering har allerede fået flere advarsler om at standse dæmningsbyggeriet, men projektet ved navn Julius Nyerere Hydropower Project fortsætter ufortrødent.
Verdens største koralrev i fare
Verdens største koralrev er fortsat på listen over verdensarv, men det er truet. Klimaforandringer kan betyde en ende på stort set alle koralrev i verden, men Great Barrier Reef bliver også skadet af dårlig vandkvalitet. Derfor anbefaler UNESCO, at det kommer på en særlig liste over verdensarv i fare. Australiens regering kæmper dog ihærdigt for at forhindre, at det farverige naturområde under havets overflade får ændret status. UNESCO vurderer imidlertid, at der ikke bliver gjort tilstrækkeligt for at forbedre vandkvaliteten.
Den samme anbefaling gælder vulkaner på den russiske halvø Kamchatka, arkitektur og natur i området Ohrid i Albanien og Nordmakedonien samt naturområdet W-Arly-Pendjari mellem tre afrikanske lande. Sidstnævnte er en stor oase for dyr i grænseområdet mellem Benin, Burkina Faso og Niger. Det er hjem for den største bestand af elefanter i Vestafrika. Her lever elefanter sammen med blandt andet løver, geparder og leoparder, som også er sjældne i det vestlige Afrika.
Truslen mod området kommer særligt fra bevæbnede militsgrupper og den generelle ustabilitet i regionen. Der har været en øget illegal aktivitet i naturparken, herunder krybskytteri, græsning og søgen efter guld. Derfor er der en anbefaling om, at W-arly-Pendjari-komplekset kommer på listen over verdensarv i fare
Colombus’ første amerikanske by og solobservatorium i Peru
Mens flere seværdigheder kan miste deres status som verdensarv eller blive degraderet, er en lang række andre nomineret til at blive tilføjet til UNESCO’s prestigefyldte liste. Komiteens konference sidste år blev aflyst, så der er både nominerede fra 2020 og fra indeværende år. Derfor er konferencen også blevet udvidet.
Den Dominikanske Republik håber, at den første spanske by i Amerika kan blive anerkendt som verdensarv. La Isabela, er navnet, opkaldt efter den daværende spanske dronning, som finansierede Christoffer Columbus’ rejse over Atlanterhavet.
Her finder man blandt andet resterne af et vagttårn, et varehus og en kirke. Columbus’ eget hus findes ligeledes på stedet, men det hele skal genopbygges, fortæller Virginia Flores Sasso. Hun er professor og har arbejdet hårdt for at få stedet anerkendt som verdensarv. Columbus’ arv er omstridt i lyset af den spanske undertrykkelse, fordrivelse og udryddelse af oprindelige folk, men Sasso håber, at de dele af området, som stammer fra oprindelige folk bliver inkluderet i en mulig udnævnelse til verdensarv. Derudover fortæller hun, at de lokale er blevet inkluderet i arbejdet med at genopbygge stedet.
Lidt længere sydpå har man i Peru kæmpet for at få anerkendt et astronomisk observatorium, der stammer fra et sted mellem år 500 og 200 før vores tidsregning. Ruinbyen er bygget af en kultur, som levede i en dal, hvor floderne Casma og Sechin mødes, nord for den nuværende hovedstad, Lima. Det er ikke så meget, man kender til kulturen, men den har tilsyneladende haft indsigt i astronomi. Chankillos Tretten Tårne er den mest bemærkelsesværdige bygning i komplekset. Den består, som navnet antyder, af 13 tårne.
Fra en bygning vest for tårnene passer solopgang på forskellige tidspunkter af året med mellemrummene mellem tårnene, og derfor mener arkæologerne, at det er det første solobservatorium i Amerika. Dette giver ifølge peruvianerne runierne deres enestående værdi for menneskeheden.
Er man til mere moderne arkitektur, er der forslag fra Brasilien om at gøre Sitio Roberto Burle Marx til verdensarv. Burle Marx var en brasiliansk arkitekt, kendt som “opfinderen af den tropiske have” og for sin moderne, avantgarde stil. Han har designet adskillige parker i Brasilien samt den berømte promenade ved Copacana i Rio de Janeiro. I udlandet står han blandt andet bag den botaniske have i Pennsylvania og den store bypark, KLCC, i Kuala Lumpur.
Sitio Robero Burle Marx er det sted – tæt på Rio de Janeiro – hvor han levede til sin død i 1983 og eksperimenterede med naturdesign. I dag er det en turistattraktion. Brasilien mener, at den enestående værdi består i, at den er et udtryk for Burle Marx’s visioner som med en blanding af videnskab, kunst og sans for natubevarelse var banebrydende for arkittektur.
Grotter i Etiopien og moskeer i Elfenbenskysten
I Afrika er der ligeledes flere bud på ny verdenarv. Etiopien foreslår Sof Omar. Det er en omkring 16 kilometer lang grotte, som ligger syd for hovedstaden Addis Ababa. Grotten er den tredjelængste i Afrika og er formet for millioner af år siden. Dette gør den ifølge etiopernes bud til et sted, der viser millioner af års evolutionær historie med vidnesbyrd om jordens tidligere klima, fauna og kulturer. Stedet er tillige helligt for både muslimer og den traditionelle tro i området, og de to trosretninger er lokalt blevet synkretiske.
Elfenbenskystens bud på ny verdensarv har ligeledes rødder i religion. Det drejer sig om en række moskeer, som ligger nær byen Kong i den nordlige del af landet. De er bygget af mudder og ler i den særlige sudanesiske stil, der præger en del historiske bygninger i Sahelområdet. Moskeerne er stadig i brug, og er områdets stolthed, lyder det i beskrivelsen fra de ivorianske myndigheder.
Afrika har allerede en del natur, der er udpeget som verdensarv. Ivindo National Park kan blive den seneste tilføjelse i den kategori, hvis Gabon får ønsket opfyldt. Parken ligger centralt i det vestafrikanske land, og rummer mange forskellige dyrearter, herunder gorillaer, chimpanser, bøfler og skovelefanter. Mest berømt er dog “Ivindos vidunder”; to vandfald på floden, der har lagt navn til naturparken. Det største, Kongou, er over 3 kilometer bredt og op til 56 meter højt.
Iransk jernbane med dansk præg og Silkevejens havn
Asien har ligeledes håb om at få udpeget mere verdensarv. Det kunne blive et stort naturområde lidt sydvest for den thailandske hovedstad, Bangkok. Kaeng Krachan, kaldes den grønne oase, og her kan man være heldig at opleve elefanter, tigre, kæmpeskildpadder samt den truede siamesiske krokodille. De thailandske myndigheder peger i ansøgningen selv på, at områdets unikke karakter trues af krybskytteri, landbrug og befolkningsvækst, men de understreger samtidigt, at der er lovgivning på plads for området, at der er tilstrækkelig administration, og at der bliver gjort en indsats for eksempelvis at mildne konflikter mellem mennesker og elefanter.
Iran har flere forslag til ny verdensarv. Et af dem har et dansk islæt i form af den Transiranske Jernbane. Den blev bygget mellem 1927 og 1938. Efter flere knap så heldige forsøg overtog det danske firma Kampsax opgaven i 1933 under ledelse af ingeniøren Jørgen Saxild. Danskerne fik seks år til at fuldføre opgaven, men otte måneder før fristen udløb kunne den iranske shah indvie den gigantiske jernbaneforbindelse. Der er både skrevet bøger og lavet film om det “danske eventyr i Persien”. Jernbanesporet strækker sig over 1.394 kilometer fra byen Bandar Imam ved den persiske Bugt til Bandar Torkaman, som ligger ved det Kaspiske Hav. På vejen passerer togene omkring 230 tuneller og 4.000 broer.
Der er også flere forslag fra Indien. Her ser man gerne, at tre af templerne i Kakatiya bliver udpeget til verdensarv. Det gælder eksempelvis templet Rudeswara, bedre kendt som templet med de 1000 søjler. Det blev bygget mellem år 1100 til 1300. Et andet indisk forslag er af en noget ældre dato. Dholavira er ruinerne af en by fra en tidligere kultur i Indusdalen, som havde sin storhedstid mellem 3000 og 1800 før vores tidsregning. Ruinerne blev opdaget i 1960’erne. Inderne påpeger, at ruinerne viser en høj grad af organisering, som også rummer et system for bevarelse af vand i et tørt ørkenområde. Ruinerne er fundet på en ø i en stor sø i den nordvestlige del af landet, tæt på grænsen til Pakistan.
Kina bliver værtsland for konferencen de kommende uger, og her har man også et bud på ny verdensarv. Det drejer sig om den gamle del af byen Quanzhou, der ligger centralt ved kysten ud mod Taiwan. Byen var et vigtigt knudepunkt under Song og Yuan-dynastierne, som strakte sig fra år 960 til 1368. Ikke mindst rummede byen en central havn, som Marco Polo og mange andre opdagelsesrejsende og handlende har besøgt. Det var nemlig en afgørende del af den daværende handelsrute kendt som Silkevejen. I nutiden er Kina i færd med at investere i havne og anden infrastruktur rundt omkring i verden i et projekt, der er kendt som den nye silkevej.
Komitéen for verdensarv mødes fra fredag den 16. juli. Repræsentanterne vil starte med at kigge på tilstand og bevarelse af seværdigheder på den nuværende liste over verdensarv. Fra den 24. juli træffer komitéen beslutninger om de mange nominerede til at blive udpeget som verdensarv.
Hele listen over nominerede kandidater til listen over verdensarv ved konferencen kan findes her.
