Mens et flertal af den danske befolkning nu er for, at Danmark stopper den militære indsats i Irak, afviser regeringen og Dansk Folkeparti fortsat at sætte en slutdato for de danske soldaters tilstedeværelse, nemlig den 1. juli 2006, som oppositionen kræver, skriver flere nyhedstjenester mandag.
Dansk Folkeparti er parat til at sikre regeringen folketingsflertal til at fortsætte indsatsen i årevis om nødvendigt, siger partiets udenrigsordfører, Søren Espersen.
Imens mener 47,9 procent af befolkningen nu, at Danmark bør trække sig ud af Irak inden næste sommer. 38,6 procent mener nej, mens 13,5 procent ikke ved, hvad de skal mene, viser en meningsmåling, som Catinét Research har lavet for Ritzau.
45,7 procent mener, at det var forkert af Danmark at gå med i den amerikansk ledede krig mod Saddam Husseins styre. 45,6 procent mener, at det var en rigtig beslutning, mens 8,7 procent er i tvivl.