Verdensbanken har i mere end 10 år påpeget, at flygtninge og migranters økonomiske bidrag til deres oprindelseslande langt overstiger den officielle udviklingsbistand.
De fleste af disse økonomiske bidrag, de såkaldte remitter, bliver sendt som private midler til familiemedlemmer.
Diasporaforeninger – foreninger med baggrund i konflikt- og udviklingslande – er derudover ofte engagerede i kollektive projekter med et bredere sigte.
De udgør derfor en interessant partner for eksisterende udviklingsaktører.
Somaliske og afghanske foreninger i Danmark
I Danmark er deltagelse i foreningslivet en demokratisk grundsten for civilsamfundet, ligesom det har været et vigtigt aspekt i den danske integrationsindsats siden 1990’erne.
Ser man på flygtninge som potentielle udviklingsaktører, er foreningsdannelse også en potentielt væsentlig faktor, der giver mulighed for både at styrke projekter rettet mod oprindelseslandet og det danske samfund.
Dansk bistand til diasporaprojekter går til somaliske og afghanske foreninger, der har mulighed for at søge midler til at gennemføre udviklingsprojekter i deres oprindelseslande gennem Dansk Flygtningehjælps Danida-finansierede Diasporaprogram.
Støttekronerne kan bruges på eksempelvis renovering af vandrensningsanlæg, træning af lokale medarbejdere eller opbygning af skoler.
Siden 2008 har programmet støttet 13 projekter målrettet Afghanistan og 27 projekter rettet mod Somalia. Det anslås at have haft 40.818 direkte modtagere i oprindelseslandene.
En ny DIIS-rapport om afghanske og somaliske foreninger viser, at begge grupper er meget aktive, og at særligt de somaliske foreninger i mange år har organiseret projekter rettet mod oprindelseslandet, ofte også uden ekstern finansiering eller støtte.
Det gælder især mindre projekter, hvor for eksempel skolegang støttes af foreningens medlemskontingenter, eller hvor foreninger samler penge ind via deres medlemmers netværk i forbindelse med humanitære katastrofer, jordskælv eller tørke.
De somaliske og afghanske foreninger er forskellige i størrelse og organiseringsgrad – og især det sidste er ofte en afgørende faktor i forhold til muligheden for at modtage offentlig støtte, da der er krav til, hvordan disse midler må bruges og til hvad.
Rapporten påpeger også, at mange diasporaforeninger er engagerede i flere forskellige typer aktiviteter på samme tid, som for eksempel såkaldte integrationsprojekter, anti-radikaliseringstiltag, samt udviklingsprojekter og genopbygningsarbejde.
Udfordringer for genopbygnings- og udviklingsarbejdet
Foreningernes fokus på både udvikling og integration er dog ikke afspejlet i støttemulighederne.
Ekstern finansiering fra foreningernes hjemkommuner og/eller Socialministeriet til aktiviteter i Danmark kan kun bruges i en dansk kontekst og ikke til udviklingsprojekter i oprindelseslandet. Omvendt må eksterne midler til udviklingsprojekter ikke dække foreningsudgifter i Danmark.
Dette opleves af mange foreninger som barrierer for deres aktiviteter, men flygtninges frivillige arbejde i Danmark og i oprindelseslandet er ikke nødvendigvis separate aktiviteter.
Tværtimod beskriver foreningerne det ofte som en samlet indsats, drevet af en motivation om at bidrage med det overskud og de kompetencer, som medlemmerne ønsker at sætte i spil.
Disse barrierer tvinger derfor nogle foreninger til at vælge mellem inklusionsaktiviteter i Danmark og udviklingsarbejde i Somalia eller Afghanistan.
Den skarpe opdeling risikerer derved at hindre det unikke potentiale for at samtænke integrations- og udviklingsaktiviteter og dermed også at hæmme muligheden for vellykkede partnerskaber mellem diasporaforeninger og andre udviklingsaktører.
Samarbejde med diasporaforeninger er ikke en erstatning for officiel udviklingsbistand
I udviklingskredse diskuteres det, om flygtninge og migranters remitter kunne inddrages i det officielle bistandssamarbejde, som Danmark eller andre lande indgår i.
Snarere end at se flygtninge og migranters remitter som en erstatning for traditionel udviklingsbistand, peger forskning dog på potentialet i at støtte flygtninge og migranters bidrag til lokalt drevne udviklingsprojekter i deres oprindelseslande, som man for eksempel gør ved at støtte afghanske og somaliske projekter via Diasporaprogrammet.
Hvor den officielle støtte fokuserer på særlige sektorer og kapacitetsopbygning af statsapparatet i modtagerlandet, har diasporastøtte ofte karakter af et mere lokalt forankret sigte.
DIIS’ rapport fremhæver de somaliske og afghanske foreningers transnationale praksisser og mulige lokalkendskab som en styrke for deres udviklingsarbejde, der potentielt kan nå modtagere i skrøbelige situationer – modtagere, som andre udviklingsaktører ofte har vanskelig adgang til.
Diasporaforeninger er derfor strategiske samarbejdspartnere for Danida og andre udviklingsaktører.
Rapporten anbefaler at anerkende foreningernes mangfoldighed som en styrke i forhold til aktiviteter, interesser og organisationsmåder og at udvikle tilsvarende dynamiske støttemuligheder.
Rapporten om somaliske og afghanske diasporaforeninger er udarbejdet som en del af Udenrigsministeriets bevilling til DIIS om Udviklingspolitiske Tendenser.
Download rapporten Somali and Afghan Diaspora Associations in Development and Relief Cooperation (PDF, 41 sider)
Matilde Skov Danstrøm, videnskabelig assistent, Nauja Kleist, seniorforsker, og Ninna Nyberg Sørensen, forskningskoordinator og seniorforsker (DIIS).
