Bernhard Bierlich
Foto: Privatfoto
Den virkelige historie drejer sig om, at disse lande er nært knyttet til et Europa, som ikke vil indrømme, at dets civilisation og velstand er forbundet med ustandselig indblanding (kolonisering og udbytning) i andre landes historier.
Der er bl.a. englændernes, franskmændene og russernes koloniale politik i Mellemøsten, besættelsen af Irak i 1920erne, brudte løfter vedrørende Damaskus under Første Verdenskrig, englændernes (mislykkede og skæbnesvangre) invasion af Afghanistan i det 19. århundrede – en historisk lektie, som Sovjetunionen og vest-magterne desværre ikke tog til efterretning i 1980’erne og i dette og det forgangne årti – koloniseringen af Ægypten, Sudan og mange andre afrikanske lande.
Hvordan kan man på den baggrund overhovedet tillade sig den tanke at afvise at hjælpe nødstedte mennesker fra disse lande? Lad os ikke glemme, hvor kaffe og te kommer fra.
Europa har brug for disse mennesker
Disse mennesker udgør med deres store fertilitet et potentiale for et Europa, der er ved gå ned ad bakke som følge af dets ”dalende fertilitet”. Europa er i forandring og har brug for disse mennesker.
Europa må ændre på opfattelsen af disse. De er langtfra ”snyltere” (som populistiske politikere beskriver dem) men udviser ”stort mod” (er flygtet under store farer), tager dermed skæbnen i deres egen hånd og er ”foretagsomme”, netop de kvaliteter, der kendetegner iværksættere, som er rygraden i en hver god økonomi.
Det er simpelthen ganske ufornuftigt at afvise mennesker, som med deres foretagsomhed kunne bidrage til de europæiske samfund. Så hvorfor ikke sande dette?
Den virkelige historie drejer sig om følgende. Omkring år 1900 udgjorde europæerne og deres efterkommere 25-36 procent af verdens befolkning. I dag er det ganske anderledes. Sidst i dette århundrede vil europæerne kun udgøre 6 procent af den globale befolkning.
Med andre ord, inden for to hundrede år er europæerne gået fra at kontrollere store dele af verden til at styre en ”snæversynet” region (Fort Europa) med en hurtigt aftagende befolkning.
Europa og USA lever i fortiden
Dette er en ”demografisk udvikling” af ekstraordinær størrelse og betydning. Det er en ændring, som uheldigvis næsten ikke bemærkes i Europa og USA, som stadig foregiver og viderefører en imperialistisk vision af, hvad verden var (for 100 år siden).
Denne ændring bliver ligeledes drevet af klimaet, og de menneskeskabte forandringer af dette. Ændringer i klimaet ligger bag mange af de kriser, som skaber migrationer og flygtninge. Således var det tørke, der skabte forhøjede brødpriser og udløste protester i Syrien i 2011. Sidenhen har disse udviklet sig til en uhyggelig menneskelige katastrofe med millioner af syriske flygtninge.
Vi skal med andre ord have to omstændigheder in mente, der griber ind i hinanden.
- Europa er under forandring. Om det vil det eller ej. Europa står over for en demografisk forandring og kan ikke andet end tage imod flygtninge.
- Disse er i mange tilfælde klimaflygtninge. De minder os derfor om, at der står ”noget større på spil”: ikke kun en demografisk forandring, men også klimaet og pligten til at kontrollere vores evige forbrug og negative påvirkning af klimaet.
At ændre på klimaet og forestille sig et Europa i forandring kræver selverkendelse og solidaritet med andre end sig selv. Flygtningekrisen giver Europa mulighed for at udvikle sig. EU er tvunget til at stoppe sin navlebeskuelse og bevæge sig fremad. EU er så småt ved at indse, at kriser kun kan håndteres ved at se sig selv som deltager i globale historiske processer, som til alle tider har fået mennesker til at migrere, ikke kun i forbindelse med krig, snarere end et uafhængigt sted, der kan isolere sig fra omverdenen.
F. eks. boede der for godt 2000 år siden mange syrere på det område, der i dag er Ungarn. På det tidspunkt var mange romerske soldater rekrutteret i Syrien og stationeret med deres familier i Ungarn. Og hvad med de 200.000 ungarere, der flygtede til Østrig i 1956, da Sovjetunionen besatte landet? De blev sandelig ikke afvist. Uvidende om sin egen historie, og i overensstemmelse med Europas generelle ”hukommelsestab”, afviser Ungarn enhver kvoteordning.
Hjælpeløshed er den eneste fællesnævner
Hjælpeløshed synes egentlig at være det eneste, europæiske stater har til fælles. Ledere skændes om kvoter, suverænitet, grænsekontrol, kulturel identitet og religion. Politikerne er hurtige til at udnytte nationalistiske og populistiske følelser fremfor at søge humane, kollektive løsninger.
Europæerne har længe drømt en sød drøm om at være en del af et 500 millioner-stærkt Schweiz, der kan isolere sig fra den globale uro. Denne illusion er ved at være forbi. Hvis Europa har lært en lektie er det, at det kan forvente flere kriser i fremtiden svarende til den nuværende flygtningesituation.
Det kan ikke tillade sig at reagere passivt på dem og føle sig ”løbet over ende”. Det må tværtimod være en deltager og aktør og se sig som en del af en større historisk proces, med mennesker, der vandrer ind og ud af Europa.
Europa er under forandring. Det siges ofte, at den europæiske konstruktion kun skrider frem, når den ser ud til at være ved at falde fra hinanden. Som bekendt ”er kriser muligheder”. Flygtningekrisen betyder enden på Europas navlebeskuelse.
Bernhard Bierlich er PhD i social antropologi og global sundhed fra Cambridge University. Han har forsket og skrevet om sundhed, køn, fattigdom, rettigheder, velfærd og økonomi i mere end 20 år, med særligt henblik på Ghana og Caribien.
