Flygtninge og romaer i knibe

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Tue Magnussen

FN’s Racediskriminationskomité kritiserer Danmark for stramningerne i familiesammenføringsreglerne, herunder 24-årsreglen, foruden markante dele af de nye udlændingelove, som udmønter den udlændingeaftale, som regeringspartierne Venstre og Konservative indgik med Dansk Folkeparti 15. marts.

Det drejer sig bl.a. om, at udlændinge først kan få permanent ophold efter fire år, hvis de gør en aktiv indsats for at blive en del af det danske samfund. Betingelsen er, at de indsamler 100 point. Det kræver blandt andet, at man har bestået en danskprøve, ikke har modtaget offentlige ydelser i de sidste tre år og har haft to og et halvt års fuldtidsbeskæftigelse inden for en periode på tre år.

Selv om Racediskriminationskomitéen anerkender, at de nye skærpede krav skyldes ønsket om at fremme integrationen, mener komitéen, at systemet introducerer “byrdefulde og strenge krav”. Krav som betyder, at mange flygtninge på grund af deres alder eller traumer reelt ikke kan indsamle de mange points.

Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) støtter FN ‘s kritik af det nye pointsystem for udlændinge, som ønsker permanent ophold i Danmark. Frem for at fremme integration mener RCT, at det nye pointsystem sammen med de fleste nye tiltag i udlændingelovene snarere skader bestræbelserne for at fremme integration.

De nye regler tager slet ikke højde for torturofre og andre traumatiserede flygtninge. Torturofre har ofte, som følge af tortur, besvær med sprogindlæring og kan ofte ikke arbejde i samme grad som andre udlændinge. Derfor vil især torturofre blive ramt.

RCT mener ikke, at de nye udlændingelove fremmer integration ved at gøre det vanskeligere at få kommunal stemmeret eller mulighed for familiesammenføring. Udlændingepakken rammer de svageste, heriblandt torturofre.

Med denne sommers udvisninger af rumænske romaer – der uden rettergang blev stemplet som kriminelle og af politiet udvist af Danmark – er der kommet fokus på roma-spørgsmålet også i Danmark.

FN’s Racismekomité forholder sig ikke til udvisningerne, som skete efter indgivelse af Danmarks rapport, men komiteen beklager, at Danmark ikke har indberettet oplysninger om antallet af romaer i Danmark og deres legale status. Danmark bør give husly til romaerne og yde dem fuld beskyttelse fra diskrimination og “hate crimes” samt sikre dem adgang til offentlige faciliteter, påpeges det.