16 internationalt anerkendte dommere og efterforskere af krigsforbrydelser opfordrer i et åbent brev FN til at igangsætte en tilbundsgående undersøgelse af formodede brud på den internationale lovgivning under den tre uger lange konflikt i Gaza ved årsskiftet 2008-2009, skriver nyhedsportalen Modkraft tirsdag.
Det sker i et brev med titlen, »Find sandheden om Gaza-krigen«, der blev sendt til FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, mandag 16. marts. Undersøgelsen skal afdække brud på menneskerettighederne og den internationale lovgivning om krigsførelse af alle parter i konflikten.
– Det internationale samfund må sætte samme standard i Gaza, som det gør i andre konflikter og undersøge alle brud på lovene for krig og menneskerettigheder, siger en af underskriverne, professor William A. Schabas, tidligere medlem af Sierre Leones Sandheds- og Forsoningskommission.
Andre underskrivere er ærkebiskop Desmond Tutu fra Sydafrika, den tidligere FN Højkommisær for menneskerettigheder, Mary Robinson, og dommer Richard Goldstone, der tidligere har været chefanklager ved FN’s krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien og for Rwanda.