FN-rådgiver: Hvad blev der af den danske støtte til u-landenes fiskeri?

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

KOMMENTAR

Brev sendt den 22. januar 2011 til Danidas faglige tjeneste UFT (hvor de sektorfaglige konsulenter sidder)

Af Thomas Moth-Poulsen

FAO, Fisheries Officer 
for Central and Eastern Europe (SEU) 


Gennem mine fiskeri- og akvakultur-aktiviteter rundt om i verden for FAO (og tidligere som chef for Massachusetts Division for Marine Fisheries, Fangstafdeling) har jeg oplevet stigende personlig frustration over, hvor dårligt den højt efterspurgte danske ekspertise på fiskeri- og akvakultur-området (dambrug m.v. red.) bliver reflekteret (udnyttet og promoveret) i dansk u-landsstøtte og i multilaterale sammenhænge.

Danmark er førende i verden indenfor
* fangst-teknologi
* selektive fiskeredskaber
* MCS- Monitoring Control and Surveliance
* sikkerhed til søs (fartøjsstabilitet)
* havnelogistik
* fiskeriorganisationer og -sammenslutninger
* miljøvenlig akvakultur (herunder den allesteds efterspurgte Recirkulerede Akvakultur teknik)
* Akvakultur foder,
*Reference standarder for Certificering af akvakultur produkter
* hygiejne, kvalitet og forarbejdning af fiskeprodukter
* herunder ikke mindst produktion af fiskemel og olie.

Og så har jeg kun nævnt de områder, jeg personligt er blevet konfronteret med.

Jeg har arbejdet uden for Danmark i mere end 10 år og lad mig derfor understrege, at jeg som ansat i en international organisation som sådan ingen aktier har i profilering af dansk ekspertise og international bistand.

Men jeg undres igen og igen, når jeg står overfor en u-landsopgave, der klart bedst kunne løses med dansk ekspertise og som kunne promovere dansk u-landsstøtte, og Danmark ikke er at finde, mens Norge, Sverige, Holland, Tyskland, Italien og mange andre lande flokkes om at påtage sig opgaven.

Også i internationale fora glimrer Danmark ved sit fravær.

For nyligt deltog jeg i FAOs biennial Sub-comittee on Aquaculture, og i den 10-årlige International Conference on Aquaculture i Thailand. Et af de emner, der fik mest fokus, var Recirkuleret akvakultur.

Her præsenterede jeg en nylig publiceret bog om emnet, som jeg har finansieret og redigeret, skrevet af en dansk specialist, jeg har udvalgt – ikke fordi han er dansk, men fordi Danmark har den største ekspertise på dette område, som efterspørges over hele verden netop nu – ligesom dansk akvakultur startfoder (selv om det er dyrest) bruges af alle i branchen, selv i fattige lande.

Bogen er i øvrigt kraftigt efterspurgt og allerede oversat til 3 andre sprog fra engelsk.

Akvakultur foder blev selvsagt også diskuteret og foderforsøg præsenteret med papers og posters – men ikke de danske.

Som en af de få delegationer gjorde den danske sig også bemærket ved sit fravær i Sub-kommiteen, hvor landene fastsætter kursen og det globale arbejde for de næste år.

Som international ansat kan jeg ikke tillade mig præferencer, men det piner mig alligevel at se, hvordan andre lande med mindre teknisk kapacitet overtager ledende roller indenfor områder, hvor Danmark både teknisk og historisk har et klart forspring.

Indenfor de udviklingslande, jeg har arbejdet med, kan jeg umiddelart se mulighed for succesfulde projekter (uden hensyntagen til Danidas programlande) indenfor
* Indførsel og brug af selektive fiskeredskaber i Mozambique, Nigeria, Cameroon, (Madagascar), Indonesien (industrielle flåde), Cuba og Venezuela. Mere tvivlsomme er Philippinerne, Cambodia og Bangladesh.
* Small holder aquaculture extension i Albanien, Georgien, Moldova og Nepal.
* Vandrecirkulation akvakultur i Ukraine og Armenien
* Certificering af fiskeprodukter i Ukraine, Georgien, Armenien og Cameroon
* Opgradering af processindustri i Georgien og Ukraine

Jeg er klar over, at dansk u-landshjælp for mange år siden har haft problemer med fiskeriprojekter, men der har også været markante successer ikke mindst indenfor akvakultur extension, som sågar har dannet skole for andre donorer.

Min vurdering er, at der i dag er et stort dansk potentiale for succesfulde programmer både indenfor fiskeri og akvakultur, og at en revurdering af støtten ville være på sin plads.

Hvis Danida er interesseret i en uformel diskussion eller uddybning af disse synspunkter stiller jeg da gerne op – eventuelt i forbindelse med et af mine besøg i Danmark.

Da den iøjnefaldende manglende udnyttelse af potentiale til synliggørelse af dansk u-landshjælp, og synliggørelse af dansk ekspertise i internationale sammenhæng, ligger mig stærkt på sinde, vil jeg være meget taknemmelig, hvis dette indlæg kan bidrage til en positiv debat.
(slut)

Thomas Moth-Poulsen er født i 1954 og har arbejdet som seniorforsker på DIFTA (Dansk Institut for Fiskeriteknologi og Akvakultur), som Chefrådgiver for Danida i Bangladesh, som forsker på DFU, Danmarks Fiskeriundersøgelser (nu DTU Aqua), som chef for fangstafdelingen under Massachusetts Division of Marine Fisheries og de sidste 7 år som Fiskeri- og akvakultur officer for FAO (FNs Fødevare- og Landbrugs-organisation) først i Rom og nu stationeret i Budapest med ansvar for Central- og Østeuropa.

Han har arbejdet med Fiskeri- og Akvakultur i over 40 lande i Asien, Afrika, Latin- og Nordamerika samt Europa og Kaukasus. Han er uddannet som biolog fra Københavns Universitet i 1982, men har overalt haft et tæt samarbejde med fiskeiundustrien.