FN’s Klimasekretariat valgte at fremhæve roserne frem for tidslerne fredag.
Det skete i en længe ventet vurdering af den samlede effekt af alle de klimaløfter, som landene gennem året har offentliggjort.
Rapporten fremhæver, at landenes mål for reduktioner af de klimaskadelige udledninger har en betydelig effekt. Målene kaldes INDC (Intended Nationally Determined Contributions), og de gør en forskel, understreger lederen af klimasekretariatet.
”INDC’erne kan begrænse den beregnede temperaturstigning til 2,7 grader, hvilket ikke er tilstrækkeligt men lavere en de 4, 5 eller flere graders opvarmning, der er blevet kalkuleret af mange før INDC’erne”, lyder det fra Christiana Figueres.
Målsætningen i FN’s klimaforhandlinger er at holde temperaturstigningen under 2 grader i dette århundrede, og flere klimaorganisationer peger på, at nationernes frivillige bidrag ikke er tilstrækkelige.
”Med FNs analyse i hånden ved vi nu, at den globale klimaambition er for lav. Der er brug for mere handling i de kommende årtier, og alle lande er nødt til at tænke sig om én gang til”, fastslår generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Quist-Sørensen.
Vurderingen kommer blot en måned før verdens nationer skal forhandle en ny klimaaftale på plads ved COP 21 i Paris.
Fra Lima til Paris
Det er ikke banebrydende nyt, der kommer fra klimasekretariatet. Det har længe været åbenlyst, at de globale ambitioner ikke er tilstrækkelige.
Ved den sidste runde af klimaforhandlinger i Lima var der flere nationer, som ønskede en vurdering af målene inden sommeren, men andre parter kæmpede imod og fik den skubbet til november.
Dermed kunne man også få stort set alle landenes løfter med i vurderingen. Et andet positivt resultat er nemlig, at næsten alle verdens nationer har indsendt deres reduktionsmål til FN.
Bidragene dækker således knap 90% af de globale klimaskadelige udslip. Til sammenligning behandlede Kyoto-protokollen under 15% af kilden til den globale opvarmning.
Derfor er man denne gang blevet enig om, at alle skal med om bord, og det ser ud til at lykkes, selvom man stadig mangler udmeldinger fra ganske lande, eksempelvis olieproducerende lande som Saudi Arabien, Venezuela og Iran.
Sidstnævnte har imidlertid meldt ud, at den opblødning af sanktionerne mod landet, som man er nået til enighed om, kan betyde en mere ambitiøs klimaindsats.
Løfter betinget af støtte
En del af bidragene fra mindre velstående nationer er imidlertid gjort afhængige af, om de modtager støtte til tiltagene. Mange udviklingslande påpeger, at det ikke er dem, der har skabt problemerne, og derfor ønsker de finansiering af indsatsen.
”Flere ulande har betinget deres klimamål af, at de får støtte. Det betyder, at spørgsmålet om klimafinansiering bliver afgørende ved klimaforhandlingerne i Paris. Uden den nødvendige klimafinansiering vil den globale temperatur stige med mere end de 2,7 grader, som den nuværende status peger på”, mener Mattias Söderberg, klimarådgiver ved Folkekirkens Nødhjælp.
”Og så skal vi huske, at selv 2,7 grader er for meget, da videnskaben har identificeret 2 graders temperaturstigning som en afgørende grænse, vi ikke skal overskride”, tilføjer han.
Der er altså et stykke vej ned til den fastlagte grænse for hvor meget temperaturen må stige. Samtidigt holder klimaskrøbelige stater fast på, at maksimumsgrænsen skal ligge på 1,5 grader.
Grænsen er sat i forhold til niveauet i 1800-tallet før industrialiseringen, og på nuværende tidspunkt viser det globale termometer en stigning på gennemsnitligt 0,8 grader.
Mange vil mene, at der allerede nu er forfærdelige konsekvenser af det varmere klima.
”Jeg har lige besøgt Etiopien, hvor en ny tørke står for døren. Det er fattige mennesker, som rammes, om end de ikke selv har bidraget til de klimaforandringer, de nu oplever”, fortæller Birgitte Quist-Sørensen.
Tiden efter Paris er vigtigst
Ifølge Christiana Figueres peger vurderingen på, at der er to vigtige elementer, der skal være til stede i den kommende Paris-aftale.
Det ene er, hvordan man får landenes bidrag indskrevet i den kommende aftale. Det anden er, hvilke aftaler man skal lave for tiden efter det store klimatræf.
Spørgsmålet om ”Hvad sker der derefter”, som hun formulerede det. Når de frivillige bidrag ikke er tilstrækkelige, må parterne nå til enighed om, hvordan man kan sikre en styrkelse af målene i de kommende år og årtier.
”Det er nu tydeligt at klimatopmødets vigtigste opgave bliver at lave en aftale, som kan sikre muligheder for at øge ambitionen i de kommende år”, forklarer Mattias Söderberg, og tilføjer:
”Der er brug for en række håndtag, som vi kan dreje på for at øge landenes arbejde med at reducere udslip, tilpasse sig klimaforandringernes effekter, og mobilisere penge, støtte og investeringer”.
Med de mange uløste spørgsmål før forhandlingerne i Paris, er der mange – også på højeste niveau – der udtaler, at Paris ikke er enden, men begyndelse.
