FNs Befolkningsfond udvikler sig – i dansk retning

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Lis Garval, U-landsnyt.dk

Danske værdier, dansk lederstil, talentudvikling, tillid, team-løsning på tværs, kommunikation. Det er kodeord, når man taler med vice-eksekutivdirektør i UNFPA, Anne-Birgitte Albrectsen om hendes arbejde.

Den højst placerede dansker i FN-systemet har netop været i København for at deltage i et internationalt donormøde i ”Global Programme to Enhance Reproductive Health Commodity Security”.

I et år har hun nu været ansvarlig for den daglige operationelle drift af en af FNs store organisationer – hvilket vil sige, at hun står for personale, økonomi, it, indkøb og sikkerhed. Det er fem store områder, hvortil kommer opgaver som UNFPAs repræsentant i internationale fora.

Hun vil godt medgive, at hun nok allerede har sat sit fingeraftryk på organisationen med en ny ledelsesstil.

Men hun er ”mest stolt” af sin rolle som formand for arbejdsgruppen om Delivering as One, under FNs udviklingsgruppe. Som hun siger:

“Det er lykkedes os at skabe en operativ model for, hvordan FN skal ”deliver as one”. Den 21. februar var der færdigudviklet et operativt koncept for, hvordan FN-systemet skal fungere på landeplan – for hvilken rolle de forskellige organisationer skal spille, hvilket arbejde, de skal gøre”.

Med udarbejdelsen af ”standing operating procedures” kan FN-formen gennemføres overalt inden udgangen af 2013.

Dansk lederstil

Selvom Anne-Birgitte Albrectsen kun er 45 år, en hun en erfaren leder. Hun kom til UNFPA fra en stilling som centerchef for udenrigsministeriets ressourcecenter og har tidligere været regionalchef for UNFPA i Tyrkiet og Kaukasus og kabinetschef i UNDP, FNs Udviklingsprogram.

Da hun blev udnævnt til posten, kaldte udenrigsminister Villy Søvndal (S) det en tillidserklæring til både Danmarks evne til at stille med kvalificerede kandidater og til Anne-Birgitte Albrectsen personligt, at hun nu er i spidsen for en organisation, der opererer i 150 lande og har et årligt budget på 5 mia. kr. (Danmark bidrog i 2012 med 230 mio. kr. til UNFPAs kernebudget).

På spørgsmålet om, hvad dansk ledelsesstil er, svarer hun:
“Vores danske ledelsesstil bygger på tillid. Man skal give sine medarbejdere råderum, lade dem disponere selv, og så skal man som leder søge at sikre en balance mellem arbejde og hjem”.

“I en FN-organisation som UNFPA har der traditionelt været en hierarkisk kultur. En leder bestemmer, hvad der skal gøres. Jeg søger at skabe mere teamwork og få mine medarbejdere til at vokse med opgaven. Jeg skal vinde deres tillid og overbevise dem om, at jeg vil deres bedste”.

Hun understreger, at vi danskere har en meget praktisk tilgang til problemløsning. Når et problem er identificeret, så forventes det, at folk selv finder ud af, hvordan det skal løses

“Det sker næsten dagligt for mig, at jeg tror, jeg har formidlet en opgave, men folk har ikke forstået, at det det er dem, der skal løse den. Ingen chef kan selv løse alle problemer og skal heller ikke”.

“Derfor har vi også løbende drøftelser om ledelseskultur, hvor jeg hjælper folk til at bruge´den danske mode´l”.

Forandringsproces

Anne-Birgitte Albrectsen kom ikke til UNFPA med en færdig dagorden, men selvsagt med sine erfaringer fra Udenrigsministeriet. Det har blandt andet betydet en ny evalueringspolitik i UNFPA.

Inspireret af udenrigsministeriets evalueringer gennemføres nu helt uafhængige evalueringer og interne evalueringer får ekstern kvalitetssikring.

“UNFPA er inde i en forandringsproces. Verden ændrer sig, og UNFPA tilpasser sig”, siger Anne-Birgitte Albrectsen.

I den forbindelse understreger hun UNFPAs styrkede fokus på bekæmpelsen af mødredødelighed – et af de det 2015–mål, der halter mest bagefter – uønskede svangerskaber ikke mindst blandt unge.

“Der er heldigvis en øget forståelse for nødvendigheden af familieplanlægning – hvis man vil sikre unge mødres helbred og øge mulighederne for at skabe en bæredygtig udvikling. Her kombineres desuden kvinders ret til at bestemme over egen krop og muligheden for øget økonomisk vækst – altså bedre levevilkår”.

Anne-Birgitte Albrectsen er glad for arbejdet i UNFPA, ikke mindst fordi hun kan give sit bidrag til forandringsprocessen.

“Vi skal huske landekontorerne i arbejdet. Kommunikation er her afgørende. Det nytter ikke, at vi i New York udarbejder strategier og politikker, hvis landekontorerne ikke er aktivt med. Det er dem, der leverer i praksis”, understreger hun.

UNFPA og Indien

Indien er netop nu rystet af endnu en voldtægtssag og har desuden store problemer med vold mod kvinder og børneægteskaber. Den indiske regering ved, at problemerne skal løses og har bedt UNFPA om assistance.

I den forbindelse skal Anne-Birgitte Albrectsen i næste uge ud på landekontoret i Indien for at drøfte, hvordan man bedst bidrager.

“Vi er i dialog med den indiske regering om udvikling af en strategi, der forsøger at komme disse grundlæggende samfundsproblemer til livs. Det er en svær opgave, da vold mod kvinder ulykkeligvis er forankret i den indiske kultur”, siger hun.

Hun understreger, at Indien ikke har brug for international ekspertise, men for at drøfte, hvordan man bedst udarbejder en strategi, der omfatter en række nøgleelementer, der alle har noget med kvinders rettigheder at gøre.

Læs om FNs Befolkningsfond på www.unfpa.org