’Vi kunne ikke gøre det ulovligt at være sort eller at være imod krigen. Men ved at få offentligheden til at forbinde hippierne med marihuana og de sorte med heroin, kunne vi arrestere vore modstanderes ledere, ransage deres hjem, afbryde deres møder og bagvaske dem i nyhederne”, fortalte John Erlichman.
Det var udgangspunktet for, at præsident Nixon i 1971 kunne erklære ’krig mod narkotika’. Krigens ofre er stofbrugerne, som i bund og grund ikke gør skade på andre end sig selv.
Den 19. til 21. april holder FN’s generalforsamling en særlig samling om narkotika i New York (UNGASS – United Nations Special Session on Drugs). Det er første gang siden 1998.
I den anledning bringer hjemløseavisen Hus Forbi et tema i april om 
Emil Kiørboe
Foto: LinkedIn
En stribe FN-organisationer såsom Verdenssundhedsorganisationen (WHO), FN’s Udviklingsprogram (UNDP), FN’s AIDS-program (UNAIDS) og FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder (UNHCR) har sammen med private organisationer som Human Rights Watch og Global Commission on Drug Policy, der har FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan i spidsen, advokeret for afkriminalisering af narkotika.
Men hvad er udsigterne? Hvad vil der komme ud af mødet? Hus Forbi interviewer den danske jurist Emil Kiørboe fra Institut for Menneskerettigheder. Han har i mange år arbejdet med stofbrugeres rettigheder og fulgt udviklingen op til konferencen.
Stadig kriminelt
Der vil komme ændringer. Men der bliver ikke pillet ved FN’s eksisterende konventioner om narkotika, som næsten alle lande har ratificeret (statsretligt bindende undertegnet), og som grundlæggende er baseret på, at narkotika til alt andet end medicinsk og videnskabelig brug skal kriminaliseres.
Det siger Emil Kiørboe ret klart.
Han begrunder det med, at sidst, der var en særlig samling om narkotika i FN’s generalforsamling i 1998, var der i hvert fald på overfladen enighed blandt alle lande om, at narkotika skulle være ulovligt, og at alle der producerede, handlede og tog narkotika skulle straffes.
I dag er der stor uenighed landene imellem, og i det toneangivende land, USA, er marihuana blevet lovligt i flere delstater.
Der er tre FN-konventioner om narkotika: Enkeltkonventionen fra 1961, Psykotropkonventionen fra 1971 og Kontrolkonventionen fra 1988.
“Når man ser tilbage på optakten til UNGASS 1998, kom det også i stand efter ønske fra en række af de hårdt plagede latinamerikanske lande, som ville have en grundlæggende evaluering af, om den førte politik reelt virker efter hensigten. Men den dagsorden nåede aldrig frem på den særlige samling i generalforsamlingen”.
“Både oplægget og resultatet blev i stedet samlet under parolen ’A drugfree world, we can do it’ (en narkotikafri verden, vi kan skabe den).”
“Den historiske baggrund er et kontrolsystem opfundet i starten af 1900-tallet, der i sin nuværende form har kørt siden 1960’erne med det primære fokus på kontrollere den legale handel så intensivt, at et illegalt marked helst ikke skulle opstå. Enhver illegal produktion og handel skulle der så slås hårdt ned på med kriminalisering og straf på alle niveauer”.
“I takt med, at det globale illegale marked, som vi kender det i dag, opstod og blev ved at vokse, enedes man med Kontrolkonventionen fra 1988 om at ordinere mere af samme medicin, øget kriminalisering og straf til at bekæmpe det illegale marked”.
“I forbindelse med UNGASS i 1998 blev man så enige om en plan for at sætte endnu hårdere ind med straf og militariseret kamp for at udrydde narkotika inden for 10 år”, siger Emil Kiørboe.
Fejlslagen politik
Det er ikke lykkedes at kontrollere handlen med narkotika.
Narkotikamarkedet er blevet større siden, og det er internationale forbrydersyndikater, der styrer det globale marked fra de lande, hvor fattige bønder dyrker opium og koka, til gademiljøet i byer i resten af verden, hvor stofferne sælges af kriminelle på det sorte marked.
Der er også opstået et utal af syntetiske stoffer, der vender op og ned på den traditionelle opdeling i producent-, transit og aftagerlande. Samtidig er den strenge kontrol med det legale marked medvirkende til, at anslået ¾ af verdens befolkning ikke har adgang til nødvendig smertestillende medicin.
“Det, nogen håbede på i 1998, var en evaluering af, om den hidtidige strategi var lykkedes, eller om der skulle prøves noget nyt. Der kom ikke nogen egentlig evaluering. Ti år senere skulle man egentlig have evalueret planen om at udrydde narkotika på 10 år, men der kom heller aldrig en evaluering. I stedet vedtog man en ny plan på et mindre profileret møde i Wien nogle år senere”, anfører Emil Kiørboe.
“De forhåbninger, der knytter sig til UNGASS 2016 er grundlæggende de samme som i 1998: At man får en egentlig evaluering af om politikken virker, eller om man skal søge nye veje. Efterhånden, som vi er kommet tættere på mødet, er det blevet tydeligt, at vi ikke får den helt åbne diskussion, og at vi ikke kommer til at se nogen revolution i New York i denne måned”, siger han.
Men der kan jo være en udvikling, som tager en ny retning
“Ja, og det er der allerede. Retorikken har først og fremmest ændret sig. Fra at man altid indledte med en ultimativ målsætning om at udrydde stofferne og var villig til at acceptere meget voldsomme tiltag i denne kamp, så har man nu en forståelse af, at man er nødt til at nuancere tilgangen lidt og at menneskerettigheder også spiller en rolle”.
“Der er nu også enighed om, at konventionerne skal fortolkes fleksibelt og give de forskellige lande mulighed for at afprøve forskellige ting”.
“Det skyldes hovedsageligt, at USA har ændret position fra det, man i gamle dage kaldte konventionernes vagthund, som slog hårdt ned på fravigelser, til at USA nu med legaliseringen af cannabis i forskellige delstater handler i strid med konventionernes ordlyd og derfor taler for en fleksibel fortolkning”, fortæller Emil Kiørboe.
Mindre pres
Han mener, at der er mange grunde til, at næsten alle lande har ratificeret de tre konventioner. En af de realpolitiske grunde er, at USA gennem årene har lagt pres på andre lande for at ratificere konventionerne.
“Men konventionerne regulerer ikke alt. De opstiller nogle grundlæggende regler og en overordnet tilgang, men de overlader også meget til de enkelte stater at bestemme. Hvor meget vil man straffe? Staterne pålægges f.eks. ikke at benytte sig af strafferetlige sanktioner for besiddelse til eget forbrug og småsalg”.
“Men ser man på ordlyden af konventionerne, er landene forpligtede til at opretholde en generel kriminalisering af uautoriseret brug af narkotika, hvilket grundlæggende vil sige enhver brug, der ikke har et medicinsk eller videnskabeligt formål”.
“Det er dét, mange ser som det grundlæggende problem ved konventionerne. I mange amerikanske stater er medicinsk cannabis lovligt og det rejser sådan set ingen problemer i forhold til konventionerne”.
“Men det kan være svært at se, hvordan legaliseringen af cannabis som rusmiddel i flere amerikanske stater kan forenes med konventionerne. Omvendt, hvis alle verdens lande i New York anlægger en ny fortolkning af konventionerne og staterne handler derefter, så kan der opstå en ny situation”.
“En konvention er jo grundlæggende en aftale mellem stater og hvis aftaleparterne beslutter at ændre aftalen eller forståelsen af den, har det selvfølgelig betydning for hvordan man skal fortolke den oprindelige aftale”.
“Men følger man konventionernes ordlyd, er mulighederne begrænset til, at de enkelte lande kan undlade at strafforfølge og i stedet gelejde folk væk fra straffeapparatet, eksempelvis ved henvisning til behandling”.
UNGASS får stor betydning
Så det ligger helt fast, at UNGASS ikke bliver første skridt på vejen mod legalisering af narkotika?
“I de udkast til et slutdokument, der er kommet, betragtes de tre konventioner stadig som grundstenen i det internationale narkotikasamarbejde, og det vil man fortsat have, at de skal være. Det betyder dog ikke, at UNGASS ikke har afgørende betydning for udviklingen i den internationale narkotikapolitik”.
“For det første får man en mere åben diskussion med deltagelse af alle verdens lande ved, at diskussionen er flyttet fra Wien til New York. I Wien forhandler man almindeligvis narkotikapolitikken i en forholdsvis lukket proces, uden stor bevågenhed fra omverdenen og hvor man ofte har haft fokus på at opnå konsensus, blandt andet på bekostning af klare tilkendegivelser om, at staterne skal overholde menneskerettighederne”.
“I perioden op til sådan et møde i generalforsamlingen foregår der en masse forberedelsesarbejde. Alle de FN-organiser, der er berørt af området, og det er næsten alle, har forholdt sig til narkotikapolitikken”.
“De er allerede meget klare i deres udtalelser: Vi skal skifte fra en strafferetlig tilgang til en folkesundhedstilgang. Det har også ført til, at man for første gang nogensinde har haft en tematisk diskussion i FN’s menneskerettighedsråd om de menneskeretlige konsekvenser af narkotikapolitikken”.
“FN’s Højkommissær for menneskerettigheder har ligeledes foretaget en undersøgelse, som dokumenterer de massive menneskeretskrænkelser, der begås i narkotikakontrollens navn. Alle FN-fagorganisationerne har meldt ud, at der skal ske noget nyt”.
Lidt nyt under solen
Hvad nyt kan vi så vente, der vil ske?
“I takt med at mødet nærmer sig, indskrænkes muligheder for, hvad der kan ske. Efterhånden ser man nok mere UNGASS 2016 som første skridt i retning af noget nyt end som dér, hvor det hele vil ændre sig”.
“Menneskerettighederne kommer til at have en lidt mere fremtrædende plads, fordi de hidtil har været foruroligende fraværende. Sundhed får også en lidt mere fremtrædende plads, men der er nok ingen tvivl om, at slutdokumentet vil fortsætte overordnede kriminaliseringslinje, der er nu”.
“Det er jo alle verdens lande, der skal forsøge at blive enige, og der er grundlæggende ikke enighed. Det har der tidligere været om at føre en militariseret og strafferetlig kamp mod narkotika. Nu kan vi nok forvente nogle vagere formuleringer, men alene dét er en stor udvikling.
Vil det ændre Danmarks muligheder i forhold til narkotikapolitik?
“Hvis man ender med at slå fast, at konventionerne er fleksible og man i et eller andet omfang også blåstempler en politik, som man indtil for få år siden ikke var i tvivl om ville være en krænkelse af konventionerne, så giver det jo lidt mere spillerum”.
“Der har altid været luft i konventionerne for forskellige politiske tilgange. Staternes nationale narkotikapolitik er jo meget forskellig. Den danske politik adskiller sig f.eks. meget markant fra Ruslands, men begge lande finder opbakning til deres politik i de internationale konventioner”.
“Heri har vi en væsentlig del af problemet, nemlig at de internationale narkotikakonventioner kan bruges til at legitimere en politik, som den der eksempelvis føres i Rusland, som på så mange områder fører til krænkelser af de internationale menneskerettigheder. Men når man diskuterer narkotikapolitik på den globale scene er menneskerettigheder stadig et dybt kontroversielt spørgsmål”.
“Noget, man eksempelvis også havde håbet, var, at skadereduktion ville blive anerkendt direkte i de officielle dokumenter, og det er der ikke noget, der tyder på vil ske”.
“Det er ikke muligt at nå til enighed om et dokument, der bruger ordet ’skadereduktion,’ som det ser ud med de dokumenter, der er offentliggjort indtil nu”, slutter Kiørboe, der har været juridisk rådgiver i Institut for Menneskerettigheder på Christianshavn siden 2014.
Poul Struve Nielsen er journalist og har bl.a. været ansat i udenrigsministeriet og arbejdet som free lance korrespondent i Indien. Han stod i 2007 som medstifter af den almennyttige forening, der udgiver denne nyhedstjeneste og har også været medlem af dens bestyrelse.
Se også vor fødselsdagsomtale af ham, da han blev 50 i marts 2010, her
