FN har som organisation og med sin enorme indkøbsmuskel et særligt ansvar for gå forrest i den grønne omstilling i tråd med de værdier, som organisationen står for. Men alt for ofte er det den laveste pris og ikke de grønneste løsninger, der vinder FN-udbuddene. Det er FN nødt til at gøre op med, og derfor mener DI, at det er på tide at stille nye og grønnere krav til både det danske engagement i FN og til FN som organisation.
Danmark skal gå forrest
Først og fremmest bør Danmark som en af de store donorer til FN-systemet stille krav til, at organisationer som Unicef og UNOPS – der i øvrigt begge har store indkøbsorganisationer i Danmark – køber grønnere og mere bæredygtigt ind. Danske virksomheder byder årligt på kontrakter for millioner, og mange undrer sig over, at FN udelukkende køber ind efter den laveste pris frem for også at se på holdbarhed, cirkulær økonomi og klimaeffekt. Der er brug for, at lande som Danmark går forrest og stiller bæredygtige krav. Både fordi Danmark er den fjerdestørste leverandør til FN, men også fordi et land som Danmark er så langt fremme på innovative og smarte løsninger af høj kvalitet – der samtidig er bæredygtige. Kort sagt kan Danmark gøre en væsentlig indsats for at hjælpe FN i en mere grøn og bæredygtig retning.
Tre grønne krav til FN
Samtidig er der behov for, at FN sætter en klar pejling for, hvordan deres indkøb fremadrettet kan blive vendt i en mere grøn retning. Kort sagt bør der hurtigt fastsættes klare mål og rammer som skal give retning og understøtte det grønne indkøbsarbejde. Der er behov for prioritering af indsatsen, og et langt højere tempo i omstillingen af det grønne indkøb og større skala i initiativerne. Derfor bør FN fremadrettet styre efter følgende tre pejlemærker i deres indkøb:
- 100 procent grønne indkøb: Det bør ikke være muligt at foretage indkøb i FN uden at inddrage klima- og miljøhensyn.
- De 3 største indkøbere skal gå forrest: De bredeste skuldre skal løfte og inspirere. De største indkøbsorganisationer skal fastsætte ambitiøse mål for reduktion af aftrykket på klima og natur samt dokumentere deres indsats for den grønne omstilling og mere bæredygtige værdikæder. Den politiske handling skal være tydelig.
- 3 testzoner: FN skal årligt minimum udpege tre områder for deres indkøb, hvor der sættes helt særligt fokus på innovation og de nyeste grønne løsninger.
Det er vigtigt, at pejlemærkerne bliver en del af FN’s indkøbspolitik nu, og at der hurtigt fastsættes klare mål og rammer, som skal sikre retning og understøtte det konkrete grønne indkøbsarbejde og arbejdet med at sikre mere ansvarlige og bæredygtige værdikæder. Jeg møder allerede i dag FN-indkøbere, der gerne vil købe mere grønt og bæredygtigt ind, men der er behov for øget tempo og en opskalering af indsatsen. Det kræver, at FN’s donorer og topledelsen i FN tør sætte klare og konkrete målsætninger for indkøbet og sikrer organisatorisk forankring og adgang til de nødvendige kompetencer i de enkelte FN-agenturer. Kort sagt: Det er tid til at omsætte de gode hensigter til virkelighed og gøre de blå hjelme grønne.
Marie Gad er underdirektør ved Dansk Industri og chef for DI Global Udvikling og Bæredygtighed.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected].