På FNs klimatopmøde i New York fremstillede regeringen Danmark som det grønne dydsmønster, der lever op til sine forpligtelser i Parisaftalen og leverer en 70 procent CO2-reduktion herhjemme. Men regeringen svigter sine internationale forpligtelser inden for klimabistand, og det er et kæmpe problem.
Ved COP15 i København i 2009 skrev Danmark under på en international aftale om at bidrage med fem milliarder kroner om året til klimabistand. Vi giver under en tredjedel, og den nye udviklingsminister lader ikke til at ville ændre væsentligt på dette.
På klimatopmødet i mandags ledte Danmark energisporet i forhandlingerne, og viste hvordan grøn energi er blevet en god forretning herhjemme. Men det får uoverskuelige konsekvenser, hvis vi ikke prioriterer klimatilpasning og omstilling til grøn energi i de fattigste lande. FN’s udviklingsprogram, UNDP, anslår nemlig at 1,6 milliarder mennesker tilkobles energinettet i løbet af de næste 30-40 år. Hvis det sker med sort energi, får vi altødelæggende klimaforandringer og omkring 200 millioner klimaflygtninge om bare én generation, ifølge nye beregninger fra FN.
Sagen er ekstra pinlig i lyset af, at regeringen er helt klar over at Danmark ikke opfylder sine internationale forpligtelser. Ydermere har udviklingsministeren meddelt, at øget klimabistand skal finansieres ved at tage penge fra den langsigtede bistand. Som støtteparti tager vi klart afstand fra dette.
Formålet med klimatopmødet var kort fortalt: Mindre greenwashing og flotte taler – flere penge til den grønne omstilling, især i de fattigste lande. Bygninger skal sikres mod oversvømmelser og storme. Fødevareproduktionen skal tilpasses det nye klima med ændrede nedbørsmønstre, tørke og nye invasive arter og plantesygdomme. Vi skal sikre ferskvandsressourcer og forske i de nye landbrugsmuligheder, som klimaforandringer også kan give lokalt.
Det er de rige lande, som i høj grad har skabt klimaforandringerne, mens de fattigste lande kommer til at lide hårdest under dem. Hvis regeringen vil tage klimaet alvorligt, og ikke kun være pyntegrøn, må den sætte en anden dagsorden end den borgerlige, kulsorte klimapolitik, som er blevet ført de sidste mange år. Venstre-regeringen stemte imod et importstop for sort energi til EU, lempede klimakravene til landbruget og sænkede skatten på luksusbiler. Det er pinligt, hvis Socialdemokraterne ikke kan gøre det bedre.
Troels Stru Schmidt er formand for SF’s internationale netværk