I kølvandet af Anden Verdenskrig skabtes FN i 1945 for netop at opretholde en stabil verden, og dertil kom FN’s Menneskerettighedserklæring i 1948. Det er dennes Artikel 4 om at ’ingen må holdes i slaveri eller trældom’, der står i kontrast til, at over 40 millioner mennesker vurderes at leve i moderne slaveri ifølge ILO (den internationale arbejdsorganisation). Hvis vi i Danmark bakker op om Menneskerettighederne og ikke ønsker en verden med slaveri, har vi pligt til at respektere og fremme andres rettigheder – sådan er spillets regler, som Danmark har tilsluttet sig.
Nyheden om nutidens slavehandel skal ses i forlængelse af krige og flygtningekrisen, der kulminerede i 2015. Det kaosramte Libyen, der siden diktatorfald i 2011 har været foruden statskontrol, er blevet en af de primære ruter til Europa. Hvis ellers man overlever ”massegraven” som turen over Middelhavet kaldes, hvori flere end 3000 har mistet livet i år.
Behovet for at handle på flygtningekrisens konsekvenser kommer til udtryk på forskellig vis.
På internationalt plan blev der i sidste uge holdt topmøde mellem FN, EU og den Afrikanske Union, hvor der var enighed om at få tusindvis af de flygtninge og migranter, der befinder sig i Libyen, i sikkerhed for derefter at afgøre, om de skal hjemsendes eller genhuses. FN’s generalsekretær António Guterres pointerede, at migrationsstrømmene bør håndteres humant, hvor underliggende årsager adresseres, muligheden for legal migration forøges og menneskesmuglere knækkes.
Manglende dansk ansvar
I selv samme uge har det danske Folketing drøftet et nyt lovforslag, der vil underminere forpligtelsen om at modtage 500 kvoteflygtninge årligt. Denne beslutning er udtryk for manglende ansvar overfor internationale forpligtelser og en isolering af Danmark væk fra fælles opbakning om beskyttelse af menneskerettighederne. Idet en kvoteflygtning netop er en af de mest udsatte flygtninge, der af FN er blevet vurderet til at være i størst risiko for at få krænket sine rettigheder til beskyttelse, og derfor sendes til et sikkert land, er den danske politiske beslutning faktisk i direkte strid med FN’s generalsekretærs opråb om mulighed for mere legal migration. En opbakning til det internationale samarbejde kunne ellers potentielt have modarbejdet antallet af personer, der dør i Middelhavet og antallet af personer, der sælges som slaver.
Nogle fløje påstår at menneskerettighederne er forældede og internationale aftaler er en trussel mod nationalstaten. Tværtimod viser dansk opbakning til internationale aftaler, såsom den universelle dagsorden verdensmålene med 17 mål til opnåelse af en mere bæredygtig verden i 2030, at vi fortsat tror på globalt ansvar. Med verdensmål nummer 5 om at garantere mere ligestilling mellem kønnene har Danmark lovet at arbejde for at ‘eliminere alle former for vold mod kvinder og piger’ inklusiv menneskehandel, seksuel udnyttelse og andre former for udnyttelse.
I forlængelse af sidste uges frygtelige nyheder om kvindelige sexslaver, bliver dette globale ansvar om muligt endnu mere aktuelt. Når et kaosramt land som Libyen ikke har en regering, der kan sikre overholdelse af menneskerettighederne, må det internationale samfund, som Danmark er en del af, støtte op om at beskytte ofre for menneskelig krænkelse.
Menneskerettighederne er stadig aktuelle
I anledningen af FN’s Menneskerettighedsdag vil vi gerne flage for menneskerettighedernes fortsatte aktualitet. I lyset af de sidste ugers nyheder om slavehandel af kvindelige migranter skal de danske politikere påmindes de globale løfter om, at ingen skal underlægges slaveri samt at vold mod kvinder, inklusiv menneskehandel og seksuel udnyttelse, skal elimineres. Globale udfordringer skal løses globalt. Det kan kun lykkes med menneskerettighederne som vores fortsatte fælles pejlemærke.
Ditte Ingemann er forkvinde for FN-forbundet København og Johanne Oline Storgaard Brok er aktiv i FN-forbundet København
