“Initiativet Nordiske løsninger på globale udfordringer vil være et effektivt værktøj i vores fælles arbejde med at nå FN's bæredygtighedsmål før 2030,” siger Erna Solberg, statsminister i Norge og formand for Nordisk Ministerråd 2017. Det skriver Nordisk Råd i en pressemeddelelse.
Statsministrene tog beslutning om initiativet allerede i 2015 da den historiske klimaaftale, Parisaftalen, og FN's 2030-agenda – verdensmålene – blev vedtaget. Når statsministrene nu mødes uden for Bergen den 29.-30. maj 2017, er "Nordic Solutions to Global Challenges" klar til at blive lanceret internationalt.
En af grundtankerne er at bruge Norden som eksempel på at bæredygtig udvikling ikke er i strid med økonomisk vækst. Via mobilisering af politiske eksperter, forskere, aktører i den private sektor, men også nordiske ambassader, eksportråd og internationale interessenter, imødekommer de forskellige projekter i initiativet den eksisterende efterspørgsel på nordisk policy og nordiske produkter inden for bæredygtighed. Dialogen med globale aktører som FN, ILO, WHO og World Economic Forum er allerede indledt.
Seks projekter
Initiativet varer tre år og foregår gennem seks projekter. Projekterne spænder over bæredygtig byplanlægning, regionalt energisamarbejde, investeringer i ligestilling, bæredygtig fødevareproduktion samt smarte velfærds- og klimaløsninger. Dermed adresserer projekterne flere af de 17 udviklingsmål i Agenda 2030.
Projektet Nordic Energy Solutions udspringer af det nordiske energisamarbejde og adresserer udviklingsmål nummer 7: "Bæredygtig energi til alle".
“Norden er frontløber når det gælder etableringen af et vedvarende og integreret energisystem, og mange af vores løsninger kan bruges i andre regioner. Vores projekt retter sig mod Østafrika som har et bredt udbud af vedvarende energi,” siger projektleder, Svend Søyland.
Attraktive byer
Projektet Nordic Sustainable Cities fokuserer på udviklingsmål nummer 11: ”Bæredygtige byer til alle”. Norden har kompetencerne til at levere hele systemer til eksempelvis miljøeffektiv vand- og affaldshåndtering, men først og fremmest til at indbygge livskvalitet for borgerne.
“Det som verden efterspørger fra Norden er vores evne til at bygge attraktive byer hvor tingene fungerer, og borgerne har et godt liv,” forklarer projektleder, Hans Fridberg
Ligestilling giver produktivitet
Projektet Nordic Gender Effect at Work adresserer både udviklingsmål nummer 5: "Ligestilling" og mål 8: "Gode arbejdsvilkår og vækst".
“Der er en stor efterspørgsel på nordiske erfaringer med at investere i ligestilling. Norden er et bevis på at lige rettigheder for kvinder og mænd på arbejdsmarkederne medfører velstand, produktivitet og udvikling,” siger Julia Fäldt Wahengo som står bag idéen til projektet.
De seks projekter
- Nordiske bæredygtige byer
- Nordiske energiløsninger
- Nordiske klimaløsninger
- The Nordic Gender Effect at Work
- Nordiske velfærdsløsninger
- Nordic Food Policy Lab