Et nyt sponsorsamarbejde mellem Superliga-klubben F.C. København, WWF Verdensnaturfonden i Danmark og Det Kongelige Teater er netop indledt. De tre parter er gået sammen om at styrke deres respektive sponsorforhold og har etableret netværksplatformen Elite Alliance.
I Elite Alliance har de tre parter samlet sponsornetværk indenfor spor-tens, kulturens og NGO’ernes verden, skriver FCK i en pressemeddelelse lørdag.
Tanken er, at man ved at dele sponsor- og erhvervsnetværk på tværs af virksomhederne kan skabe merværdi for den enkelte sponsor uden ekstra omkostninger.
Elite Alliance er et B2B-netværk, der udvider medlemmernes berørings- og kontaktflade til andre virksomheder. Som medlem af F.C. Københavns netværk er man automatisk med i Elite Alliance, ligesom inderkredsen af sponsorer, donorer, samarbejdspartnere eller store erhvervskunder hos WWF Verdensnaturfonden og Det Kongelige Teater også er det.
Marketing- og Fundraising chef, Claus Staunstrup Nilsson, i WWF Danmark siger:
“I WWF er vores primære fokus naturligvis at forbedre naturens ressourcer. Her spiller vore sponsorer og donorer en meget væsentlig rolle. Med Elite Alliance kan vi tilbyde dem nye muligheder. I første omgang til glæde for dem, men i det lange løb forhåbentlig også til gavn for os og vores arbejde”.
Der er i første omgang planlagt tre arrangementer i Elite Alliance i 2012, hvor medlemmerne vil have mulighed for at benytte sig af det nye netværk.
Til sommer inviterer WWF Verdensnaturfonden på vinsmagning og i efteråret vil medlemmerne kunne overvære en forestilling i Det Kongelige Teater.