Tallene er så svimlende, at de kan være svære at overskue. Men de drejer sig om noget så konkret, som hvor mange mennesker på kloden der har akut behov for fødevarehjælp for at få mættet deres maver. Så vi prøver alligevel.
FN’s Fødevareprogram (WFP) anslår, at 343 millioner mennesker i 2025 lever i akut fødevareusikkerhed, og WFP har et mål om i år at nå ud til 123 millioner af dem med fødevarehjælp. Altså ’kun’ lidt over en tredjedel. Omkring 220 millioner mennesker med et akut behov for fødevarehjælp står med andre ord til at skulle klare sig uden bistand fra WFP.
Men det bliver værre endnu: For WFP skal bruge omkring 16,9 milliarder dollar i bidrag i 2025 for at nå sit mål. Sidste år kom cirka halvdelen af de 10 milliarder dollar, som WFP modtog i donationer fra dét USA, der i november stemte Donald Trump ind som præsident. Den Trump, som har sat alle udbetalinger af amerikansk udviklingsbistand på pause i 90 dage og dermed skabt usikkerhed om, hvorvidt pengene faktisk kommer.
Tallene kom fra Andreas Hansen, chef for WFP’s nordiske kontor, på et møde tirsdag i IDA Global Udvikling med titlen, ”Nødhjælpens logistik – Håndværket bag den humanitære indsats”. Og det handlede ikke bare om dystre tal, men også om nytænkning og et opgør med gamle myter om fødevarehjælp.
Nu gik det ellers lige så godt
Men først lidt mere om tallene, der ikke udvikler sig så positivt som tidligere. For da Andreas Hansen begyndte at arbejde for WFP i 2011, gik det faktisk ret godt med at bekæmpe sult globalt:
”Helt frem til 2019 faldt antallet af sultende, og det gav tro på, at vi ville nå målet om helt at have udryddet den globale sult i 2030. Men så kom coronaen, og antallet af mennesker, der levede i akut fødevareusikkerhed, blev fordoblet på et enkelt år, fra 135 millioner i 2019 til 272 millioner i 2020. Og krigen i Ukraine fik tallet til at stige yderligere til 349 millioner i 2022. Siden er det faldet en smule,” oplyste Andreas Hansen.
Og selvom WFP har været i stand til at øge antallet af mennesker, de når ud til, fra 97 millioner i 2019 til 160 millioner i 2023, så er antallet af mennesker i akut fødevareusikkerhed, der ikke nås, steget endnu mere.
Det såkaldte ’funding gap’, altså forskellen mellem det beløb, der er brug for, og det, der er til rådighed, satte rekord i 2023 – med 64 procent. Det lykkedes kun WFP at samle lidt over otte milliarder dollar ind. Det svarer til 36 procent af de næsten 23 milliarder dollar, som WFP opgjorde det samlede behov til. I 2024 gik det væsentligt bedre: Her fik WFP samlet 55 procent af de fornødne midler ind. Det var dog stadig noget under de godt 60 procent, der var niveauet i årene op til 2023.
Og i 2025 er der altså udsigt til, at gabet mellem behov og formåen øges igen – især hvis Donald Trump gør alvor af sine trusler om at skære dramatisk i USA’s udviklingsbistand, herunder bidrag til FN-organisationer som WFP. Se også WFP 2025 Global Outlook
Slut med kiks og dåsemad
Fødevarebistand. Er det ikke noget med pallevis af kiks og dåsemad, der flyves ind fra det rige nord? Det er nok de billeder, der stadig kaldes frem hos mange, når der tales om fødevarebistand. Men det er efterhånden nogle år siden, det var sådan, fortalte Andreas Hansen.
”Fødevarebistand er ikke længere noget, vi køber i det globale nord. For det første giver vi efterhånden halvdelen af vores bistand i form af kontante udbetalinger – ofte via Mobilepay. Det er enkelt og giver modtageren mulighed for for eksempel at vælge at bruge hjælpen til medicin i stedet. Og så giver det omsætning og indtægter lokalt. Og de fødevarer, vi stadig deler ud, køber vi i stigende grad lokalt, og også dét er med til at skabe lokale indtægter og jobs.”
Fødevarebistand er ikke længere noget, vi køber i det globale nord
Andreas Hansen, chef for WFP’s nordiske kontor
Andreas Hansen gav som eksempel, at WFP, efter våbenhvilen i Gaza trådte i kraft, er i fuld gang med at genopbygge samarbejdet med omkring 40 lokale bagerier, der med forsyninger fra WFP nu igen kan bage og sælge brød. Fra Sudan gav han eksempler på, hvordan de gode intentioner kan støde på vanskeligheder.
”Halvdelen af landets befolkning – tæt på 25 millioner mennesker – sulter. Vi vil rigtig gerne give dem bistand i form af kontanter, men det lader sig ikke gøre, fordi der simpelthen ikke er kontanter nok i den lokale valuta til rådighed i det krigshærgede land.”
Kan private bidrag dække hullet?
Langt størstedelen af de bidrag, WFP samler ind, kommer fra stater. USA er, som nævnt, den altdominerende donor med fem milliarder dollar årligt. De nordiske lande er også pænt med. I alt med omkring 500 millioner dollar om året. Heraf kom cirka 85 millioner i statslige bidrag fra Danmark.
Men de statslige bidrag er ikke nok, og for fem år siden lancerede WFP en strategi for et øget samarbejde med den private sektor. Ikke bare for at få flere penge. Samarbejdet har tre hovedspor, fortalte Andreas Hansen.
”For det første vil vi gerne benytte os af den tekniske ekspertise, private virksomheder råder over. For eksempel har vi allerede et fremragende nyt samarbejde med Grundfos Fonden.”
“For det andet bliver det jo mere og mere vigtigt at supplere de statslige bidrag med økonomiske bidrag fra private, og her ser vi særligt en stigende velvillighed fra store fonde som Rockefeller Foundation, Gates Foundation og Novo Nordisk Fonden, der investerer i blandt andet lokalt dyrket skolemad i Østafrika.”
“Endelig spiller privatsektoren også en vigtig rolle for innovation. Her har vi konkrete eksempler på danske investorer, fonde og virksomheder, der samarbejder med WFP og andre østafrikanske lande om eksempelvis udviklingen af alternative proteiner og bekæmpelse af madspild i fødevareproduktionen i Afrika.”
Nobels fredspris til WFP. Hvorfor?
”I 2020 blev WFP tildelt Nobels fredspris, og WFP synes generelt at have et langt bedre omdømme end andre FN-organisationer. Hvordan kan det være?” Det ville en af mødedeltagerne gerne have nogle bud på.
”Det skyldes nok, at WFP har et snævert, konkret og let forståeligt mandat. Ingen er i tvivl om, hvad vi laver,” lød svaret fra Torben Due, der – inden pensionen – i flere årtier besatte topposter i WFP rundt omkring i verden, blandt andet i Irak, Nordkorea og hovedkvarteret i Rom.
”Men for egen regning vil jeg gerne tilføje, at der blandt WFP-ansatte er et engagement, som jeg vil betegne som unikt i FN. Unicef havde det samme for nogle år siden,” fastslog Torben Due og tilføjede, at engagementet næres af den store autonomi, som WFP-landekontorerne arbejder med i forhold til andre FN-organisationer.
Andreas Hansen var enig i, at der i WFP hersker en særlig ånd:
”Behovene er åbenlyse og skal dækkes nu og her, så det gælder om at få tingene gjort hurtigt og effektivt. Vi råder over mange ingeniører, der rykker hurtigt ud, når sammenbrudte veje og broer skal genopbygges for at få nødhjælpen ud. Og så har vi også nogle storskalafordele. Vi nåede ud til 150 millioner mennesker i 2024. Og nok var vi ikke de første til at udbetale kontanter, men da vi begyndte på det, var det os, der skalerede det op.”
