For første gang sætter Operation Dagsværk lys på unge med handicap

dagsvaerk
Forfatter billede

I weekenden var elever fra ungdomsuddannelser i hele landet samlet i demokratiets navn for at træffe beslutninger om blandt andet, hvem der skal få glæde af Operation Dagsværks oplysnings- og indsamlingskampagne i 2019.

Valget faldt på et projekt stillet af Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH) og Danske Handicaporganisationer (DH). Sammen med deres lokale partnere i Uganda vil de netop gøre op med de mange myter og skabe reelle muligheder for unge med handicap i Uganda.

Sofie Monggaard Christensen er formand for SUMH, hun var begejstret for mødet med eleverne og ikke mindst for sejren:

”Vi glæder os helt vildt til at fortælle vores partnere i Uganda, at danske unge har valgt at gøre en forskel for dem. Vi kan næsten ikke vente med at komme i gang med projektet, for vi ved, at vi i samarbejdet med Operation Dagsværk kan gøre en kæmpe forskel,” siger hun.

Rollemodeller skal hjælpe på inklusion

I Uganda lever ca. to millioner unge med et handicap. Mange af disse unge bliver mødt med overtro, fordomme og trusler og har derfor svært ved at leve et ungdomsliv på lige fod med andre unge. Eksempelvis afslutter 90 % af de unge ikke en uddannelse.

Med rollemodeller, ung-til-ung-metoder og kompetenceudvikling, skal det kommende projekt skabe inklusion af unge med handicap i Uganda, samt sætte fokus på, at ingen skal lades i stikken, når det kommer til at sikre menneskerettighederne og FNs Verdensmål.

”Det er så vigtigt at unge med handicap bliver inkluderet i verdens udvikling, ellers når vi ikke FN’s Verdensmål. Vi glæder os til samarbejdet med Operation Dagsværk og satser på, at det også vil skabe større viden om unge med handicap i Danmark,” siger Thorkild Olesen, der er formand for DH.

Marginaliseret mindretal

Lucas Lerbech går i 2.g på Vibenhus Gymnasium og HTX. Han var en af de elever som tilbragte weekenden med vigtige diskussioner om, hvordan engagerede unge sammen kan skabe en bedre verden. Han var begejstret for projektet, og satte blandt andet sin stemme på projektet fordi han tror på, at dette fokus ligeledes kan gøre en forskel i Danmark:

“De formidlede projektet på en god og forståelig måde, og det var fedt at man også kan være med til at sætte fokus på unge med handicap i Danmark. Operation Dagsværk har aldrig haft et projekt med fokus på unge med handicap før, og jeg synes, det er vigtigt at vi også sætter fokus på den gruppe af unge, da de er en marginaliseret gruppe – også herhjemme i Danmark.”

I januar rejser de frivillige hos Operation Dagsværk til Uganda for at møde de unge og samle materialer til en landsdækkende kampagne om unge, handicap, menneskerettigheder og gode idéer.