Det udkast til FN’s 17 verdensmål, som embedsmænd og civilsamfundsaktører (som jeg selv) nu sidder og læser, blæser i den grad til kamp mod sult, fattigdom, miljøødelæggelser og klimaforandringer.
Sort på hvidt står det, at målet er at afskaffe sult og fattigdom en gang for alle, og at man vil bekæmpe ulighed, beskytte planeten og sikre bæredygtig vækst og velfærd for alle.
Banebrydende, ambitiøst og nyskabende udkast
Det er en ambitiøs dagsorden, og udkastet til de 17 mål er banebrydende, og nyskabende, selvom der også er mangler. Mest banebrydende og nyskabende er, at de rige lande er forpligtede til at sikre målene i deres egne lande.
De rige lande kan ikke længere køre deres eget løb uden at tage hensyn til, om de på den måde underminerer de livsbetingelser, mennesker i de fattige lande har.
Kigger vi på udkastet til de 17 nye verdensmål er de mestendels uændrede i forhold til det udkast, som blev offentliggjort i efteråret 2014. Der er stadig 17 mål, og de overordnede mål er de samme.
Til gengæld er der foreslået en række ændringer i de 169 undermål. Og her ambitionsniveauet trods alt er dalet en smule.
Nogle af forslagene til ændringer i undermålene skyldes altså politisk uenighed om, hvor ambitiøsniveauet skal ligge, mens andre revisionsforslag bare handler om korrekt citering af allerede indgåede internationale aftaler.
Under alle omstændigheder er der en anden proces i gang med at udvikle indikatorer til hvert af disse undermål, og der vil der ligge meget politik gemt i ellers teknisk orienterede diskussioner. Og der vil være et stærkt link mellem undermålenes formulering og indikatorernes udformning.
En indledning med flere betydninger
Læs resten af artiklen på Mellemfolkligt Samvirkes hjemmeside.
Udkastet skal diskuteres for første gang i 22-27. juni. Læs selv med her.
Artiklen er oprindeligt bragt som et blogindlæg på Mellemfolkeligt Samvirkes hjemmeside.
Kirsten Hjørnholm Sørensen er politisk rådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke.
