Klimaforhandlere fra hele verden har været samlet i Bonn de foregående to uger.
Det er første gang, at der har været FN-forhandlinger siden vedtagelsen af den globale klimaaftale i Paris denne december.
Der er stadig meget, der skal falde på plads inden Paris-aftalen endeligt kan træde i kraft, men tilsyneladende har der været en god stemning ved diskussionerne i Bonn.
”Klimaforhandlingerne plejer at være svære, og fulde af konflikter. Dette møde var dog konstruktivt, og det ser ud til at verdens lande er enige om, at klimaaftalen fra Paris nu skal føres ud i livet og lede til handling”, lyder det fra Mattias Söderberg, klimarådgiver ved Folkekirkens Nødhjælp.
Den næste store FN-klimarunde foregår i november ved COP22 i Marrakesh. Det marokkanske topmøde vil have fokus på implementering af den globale klimapagt, et “implementeringstopmøde” lyder jargonen.
Vedvarende energi til Afrika
Der bliver dog også en del andre emner på dagsordenen ved novembers store klimahøjdepunkt.
Flere end 90 lande opfordrede til, at der kommer fokus på vedvarende energi i Marokko.
De afrikanske lande håber, at der kan blive sat ekstra fart på det storstilede projekt for vedvarende energi i Afrika kaldet Africa Renwable Energy Initiative (AREI), lyder det i en pressemeddelelse fra de mindst udviklede lande (Least Developed Countries – LDC’s).
“Afrika har taget en førerposition med vedvarende energy. Med mandat fra 54 afrikanske statsoverhoveder har vi lanceret African Renewable Energy Initiative med et omstillingsmål om at sikre universel adgang til energi til alle afrikanere og fordoble den nuværende energigenerering gennem vedvarende energi i 2030”, siger Seyni Nafo,, formand for den afrikanske gruppe ved klimaforhandlingerne, i pressemeddelelsen.
Den maliske ambassadør Hussein Alfa Nafo fortalte, at der vil være en del projekter senere på året, der har behov for støtte.
”Uden en sådan indsats er udsigten til at indfri 1,5 grader (målsætningen om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader), og risikoen for de små østater er stor”, lød det fra fra diplomaten, ifølge Climate Change News.
Der er indtil videre lovet 10 milliarder fra bl.a. USA, Storbritannien og EU, skriver netmediet, men der vil sandsynligvis blive behov for mere, nævnte Nafo.
Klimapenge
Klimafinanserne bliver sandsynligvis et andet stort debatemne senere på året i Marokko. Rige lande har lovet at levere 100 milliarder årlige dollars til de mindre velstillede lande til både at omstille til renere energiformer og tilpasse sig konsekvensen af klimaforandringerne.
”Der er brug for rigtigt store investering i de kommende år, og det er en svær opgave at finde disse penge. Heldigvis er klimainvesteringer ved at blive en god forretning, både på lang og kort sigt, hvilket kan få private investorer til at bidrage. Det vil dog stadigvæk være brug for rigtigt meget støtte til de fattigste lande, hvor klimatilpasning er afgørende”, kommenterer Mattias Söderberg.
”Lige op til mødet i Bonn kom der en rapport som peger på at regningen for klimatilpasning kan løbe op på 500 milliarder USD per år i 2050. Det er rigtigt mange penge, og det er derfor vigtigt at landene bliver enige om hvordan støtten til de fattigste lande kan øges”, tilføjer han.
Farvel til “klimadronningen”
Det blev også tid til at tage afsked med lederen af FN’s Klimasekretariat, Christiana Figueres. Costaricaneren træder tilbage i juni, så Bonn-forhandlingerne var sidste runde med hende i spidsen.
”Christiana Figueres har været en glimrende leder, og hun skal have del af æren, for at vi fik en klimaaftale i Paris sidste år. En af Christiana Figueres spidskompetencer var at bygge netværk, og trække ind forskellige aktører i processen”´, siger Masttias Söderberg.
Figueres overtog lederrollen i 2010, lige efter det mislykkede klimatopmøde COP15 i København. Her forventede man en ny global klimaaftale, men det endte med en sløv erklæring. Den endelige klimapagt kom altså seks år senere i Paris.
FN’s nye klimachef er allerede udpeget. Det bliver den mexicanske diplomat Patricia Espinosa. Hun har også bidraget til at få forhandlingerne på ret kurs efter dramaet i København.
”Jeg er glad for at net op Patricia Espinosa bliver den nye klimachef. Hun har stor erfaring med klimapolitik, og hun havde en central rolle ved klimatopmødet i Cancun i 2010. Det var et afgørende møde, som samlede verdens lande efter klimatopmødet i København i 2009, hvor konflikt gjorde at det ikke var muligt at vedtage en international klima aftale”, lyder dommen fra Mattias Söderberg.
En række aktivister fra Climate Action Network opførte ved lejligheden en version af ABBA’s store hit ”Dancing Queen”, hvor man havde ændret titlen til ”Climate Queen”.