”En svag organisation og inkompetente ledere er ikke i sig selv koruption”. Det konkluderer Folkekirkens Nødhjælp i en af de 17 sager, der nævnes i 2009 Korruptionsrapporten, der blev offentliggjort onsdag på Nødhjælpens hjemmeside.
I 1 tilfælde har det været nødvendigt at lade en sag falde. Da man ikke turde anmelde den til det lokale politi på grund sikkerhedsrisiko for de involverede.
Noget, der i starten lignede korruption i en afrikansk partnerorganisation, mundede ud i en liste med anbefalinger om, hvordan organisationen kunne styrkes og procedurerne skærpes. Disse anbefalinger er i øjeblikket ved at blive omsat til konkret handling af partnerorganisationen.
I juni 2009 stod en FKN-medarbejder i et dilemma: Skulle han gå i fængsel og efterfølgende lade sig deportere fra det land, hvor han arbejdede, eller skulle han redde sig ud af sine visaproblemer ved at betale 300 dollar i bestikkelse? Nødhjælpens ledelse
fandt, at han under ingen omstændigheder skulle løbe en sikkerhedsrisiko og betalte de 300 dollar af egne midler.
Konklusionen var, at personlig sikkerhed aldrig må tilsidesættes for at leve op til anti-korruptionspolitikken.
FKN har siden 2004 offentliggjort en årlig antikorruptionsrapport. I starten var der få, men grove sager. Nu er der flere, men ofte mindre alvorlige. En af dem, der nævnes i 2009 rapporten handler om en FKN medarbejder, der har stukket 800 kroner i lommen. Medarbejderen har undskyldt og betalt pengene tilbage.
På FKNs hjemmeside, www.noedhjaelp, kan du læse om Nødhjælpens antikorruptionspolitik, om de sager, der er taget op og de procedurer, der findes for at anmelde en evt. korruptionssag. Alle medarbejdere har pligt til at tage del i kampen mod korruption.