“EU kommissionens klimaudspil lægger op til, at EU skal mindske sit CO2 udslip med 25 procent i 2020. Et tal, der desværre ikke er ambitiøst nok”, anfører Folkekirkens Nødhjælp i en presseudtalelse onsdag.
“Et tal som hverken Danmark, EU’s klimakommissær Connie Hedegaard, eller verdens u-lande kan være tilfredse med,” tilføjes det.
”Udspillets ambitionsniveau er en skuffelse, og vi må nu håbe, at medlemslandene kæmper for at øge målene i den videre proces, så vi for alvor kan gøre en forskel for klimaet og de fremtidige generationer,” siger Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
EU har et stort ansvar
Verdens klimaforandringer leder til tørke, oversvømmelser og naturkatastrofer. For at standse denne udvikling skal alle lande mindske deres udslip.
EU er en af de rigeste regioner i verden, og vi har et historisk ansvar. Derfor bør vi gå foran og mindske vores udslip med minimum 30 procent i 2020.
Ifølge udspillet skal det langsigtede reduktionsmål være på mellem 80 og 95 procent i 2050 sådan som FNs klimapanel anbefaler, at de rige lande skal leve op til.
Henrik Stubkjær siger: ”Vi glade for, at der kommer en klimaplan fra EU-kommissionen, og det er flot, at kommissionen lægger op til, at forandringerne skal ske her i Europa, og at EU’s reduktionsansvar ikke skal løses gennem, at vi køber vindmøller i andre dele af verden.”
Skubber problemet foran os
Men når klimaudspillet lægger op til, at CO2-udslippene kun skal mindskes med 25 procent i 2020, så begår vi en fejl. Vi skubber de store reduktioner foran os.
Det gør de nødvendige forandringer større og sværere på et senere tidspunkt, samtidigt med, at andre lande bliver nødt til at øge deres kortsigtede ambitioner, for at den globale temperatur ikke skal stige mere end de 2 grader, som der blev enighed om ved klimatopmødet i Cancun i Mexico sidste år.
”På den måde overlader EU kommissionen verdens klimaspørgsmål til andre, og fattigere lande. Flere af EU’s medlemslande, inklusive Danmark, taler for, at målet skal op på 30 procent i 2020. Det må være minimum, hvis det skal være realistisk at få den globale kabale at gå op,” siger Henrik Stubkjær.
Skuffelse over hele linjen
Den danske regering har arbejdet for, at EU skal øge sit 2020 mål til 30 procent, og kommissionens udspil må derfor være en skuffelse for de danske forhandlere. Det samme må gælde for Connie Hedegaard, den danske klimakommissær, som i mange år har kæmpet for, at EU skal blive en ambitiøs klimaspiller i de globale forhandlinger.
For hende må udspillet, som kommer fra hendes eget direktorat, være skuffende. Men mest skuffende er udspillet for verdens fattige, der allerede i dag lever med effekterne af klimaforandringerne.
”For de mennesker som går sultne i seng, og som er nødt til at flytte væk fra deres hjem, fordi klimaet skaber oversvømmelser og tørke, kan reduktionen af verdens CO2 udslip ikke gå hurtigt nok. For dem er det ikke godt nok at skubbe de store reduktionsmål ud i fremtiden. De har brug for handling nu,” siger Henrik Stubkjær.
Medlemslandene skal være ambitiøse
Kommissionens udspil skal nu debatteres af EU’s medlemsstater. Det kan betyde, at forslaget bliver endnu mere udvandet.
”Lad os denne gang håbe, at medlemslandene har højere ambitioner end kommissionen, og at den endelige plan for unionens fremtid bliver ambitiøs. Hvis vi for alvor skal gøre en forskel for klimaet og de fremtidige generationer, så handler det ikke blot om at vi – befolkningen – skifter til elpærer, så handler det om store overordnede initiativer fra politiske side,” siger Henrik Stubkjær.